Der bør aldrig gå inflation i superlativerne, men det er meget svært at tøjle begejstringen i forbindelse med et besøg på Enomania, hvor vinmulighederne er fabelagtige, og maden en virkeliggørelse af drømmen om Italien. Læs vores anmeldelse af Enomania her.
Der findes et lille (lokalt berømt) filmklip fra AOK, hvor Berlingske Tidendes Søren Frank står ude foran Enomania og priser stedet i høje toner og erklærer, at han er ’glad’ – glad, som man er det, når man har fået rigtig meget god vin! Det kan godt være, at Franks spindoktor skulle ha’ anbefalet ham at vente med at gå på live til næste dag, man kan ikke fortænke Søren F. eller nogen anden i at blive glad efter et besøg på Enomania. Det er et fantastisk sted! Enomania åbnede for et års tid siden – så vidt jeg husker som vinbar, hvor man også kunne få lidt mad til glassene. Siden, og grundet enorm succes, har Enomania fået reel karakter af at være en restaurant af den enkle grund, at hovedparten af det store rykind kommer for både at spise og drikke vin. Ifølge ejer og ildsjæl Damiano Alberti kan man dog stadig godt komme for ’bare’ at drikke vin – hvis man altså kan få plads. Har man kun vin i tankerne, så er det en god idé at lægge vejen forbi sidst på aftenen, eller torsdag og fredag, hvor der tillige er frokoståbent.
Og frokost var netop, hvad vi havde indforskrevet os til – en solskinsdag på kanten mellem sensommer og efterår, hvor lyset faldt fantastisk igennem de højloftede lokaler. Ude fra Vesterbrogade gør stedet ikke meget opmærksom på sig selv, men indenfor åbenbarer sig en fantastisk vellykket indretning med et ’baglokale’, der er åbent ud mod gården, hvor man kan sidde, når den danske sommer tillader det. Hvis man i øvrigt synes, man har set Damiano før, så kan det ha’ været hos Bo Bech (Paustian), hvor han var næstkommanderende, eller på Casa d’Antino, som han tjente en del år, før turen gik til Bo Bech. Det er rigtigt godt at finde Damiano (og Charlotte Skov Bak) med fod under eget bord. Det er faktisk så godt, at Enomania er røget direkte ind på min personlige Top 10, hvis ikke Top 5!
Kortet er befriende enkelt; to forretter, en hovedret og dessert. Vælger man alle fire retter, er prisen 350 kr., mens a la carte-prisen er hhv. 60/100 kr. for forretterne, 200 kr. for hovedretten og 60 kr. for desserten. Som det fremgår, fås forretterne i to størrelser, og man kan således spise en forret som hovedret, skubbe forretten ind som mellemret etc. Jeg valgte at tage begge forretter i den lille udgave, samt hovedret og dessert, og det viste sig at være et perfekt afstemt måltid for en appetit ’lidt over middel’! Kortet udskiftes jævnligt, ofte ligefrem dagligt, og den dag lagde vi ud med en risotto med en fiskeragout af havkat, hummer og kammusling. Den helt vidunderligt cremede risotto var ’toppet’ med hummerbisque og havde en svag, støvet grøn farve takket være en porrecreme, der var ’monteret’ med risottoen. En himmerigsmundfuld, der bekræftede, at perfekt tilberedt risotto er en ret, der i al sin enkelhed er en anretning i den smagsmæssige superliga. Inden da havde vi fået en tallerkenfuld charcuteri og et glas Legras-champagne – jo, champagne! Damiano er ganske vist fra Piemonte, og stedets anslag er italiensk, men vinkortet kommer vidt omkring og afslører især en stor forkærlighed for Bourgogne, som Damiano tilskriver en vis ’indoktrinering’ fra Jan Restorff (Søllerød Kro). Men kortet afslører skam Damianos herkomst, idet Piemonte er særdeles rigt repræsenteret. Til risottoen fik vi en pragtfuld fed (men ikke fadvulgær) og næsten blomstrende chardonnay fra Valle d’Aosta, Les Crêtes – årgangen fik jeg desværre ikke noteret.
Annonse
Min mellemret var ravioli med fyld af confiteret perlehøne og en fonduta al tartufo – en trøffelsauce. Ligesom risottoen en fuldstændig enkel og perfekt tilberedt ret med velsmag, velsmag og velsmag! Vinen til var bourgogne – Clos de la Roche 2007 fra Lucien Le Moine. Dejlig pinot i den ’øvre mellemvægtsklasse’, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg gættede på oversøisk pinot! Damiano serverede vinene blindt. Der er et par vine glasvis på kortet, men – og det er det fuldstændigt geniale – man kan næsten få hvad som helst glasvis fra flaskekortet, så vi havde bedt Damiano om at sætte vin til maden. Det gør Enomania til en vinbar med muligheder langt, langt ud over, hvad vinbarer i Danmark normalt formår. Man skal nok ikke forvente at få knappet en flaske DRC op, men mindre (men stadig stort) kan gøre det, og Damiano er ikke bange for at brænde inde med sjatterne.
Hovedretten var braiseret vildsvinebov med figner og ovnstegte kartofler – smagsmæssigt mere diskret end forretterne (paradoksalt nok), men ikke ringere af den grund. Fignerne svingede godt med sødmen i svinekødet, og det var ikke svært at gætte, at der var nebbiolo i glasset – nebbiolo med lidt alder. Det viste sig at være barolo, Ciabot Mentin Ginestra fra Domenico Clerico i den lidt vanskelige, men også af mange undervurderede årgang 2003. I al fald et ret dejligt og meget let tilgængeligt glas. Desserten var en ’hvid tiramisu’ med fersken og grappa – med andre ord en meget forfriskende udgave af den klassiske mascarpone-dessert, der normalt tilberedes med kaffe, kakaopulver etc. Vi fik en dessertvin fra området omkring Gardasøen til, men den jeg har ganske enkelt svedt ud. Ikke at jeg på det tidspunkt var ’Søren Frank-glad’, men ikke desto mindre var jeg rigtig, rigtig glad! Enomania (sammensat ord af oldgræsk, kan oversættes hen i retning af ’manisk med vin’) er et fuldstændigt vidunderligt sted. Man skal være forsigtig med at lade inflation gå i ordene og varsom med at udråbe nogen til at være ’Den bedste’, ’Årets fund’ etc. Men man skal på den anden side heller ikke tøve med ros, når ros er på sin plads – og jeg kan næsten ikke anbefale Enomania nok. Vinen, stedet, maden, betjeningen – det hele går op i en højere enhed, og jeg bør nok (i fornuftens klare lys) takke for, at jeg trods alt ikke bor så tæt på, at jeg ville blive fristet til et dagligt besøg!
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
