En gråmeleret torsdag går linedans på frysepunktet. Får vi omsider sne, eller skal københavnerne endnu engang nøjes med mellemvaren, letpisket slud?
I kassevognen, der afgår fra et produktionsselskab på Vesterbrogade, er energien dog høj, ingen leverpostejsfarvet gennemsnitlighed her. På bilens forsæde fører to opvakte runnere an med gps, kaffe og frugtkurv, dernæst instruktøren og fotografen, og bagerst i bilen sidder Jonatan Spang, vært for DR2’s talkshowprogram Tæt på Sandheden.
Destinationen er Odenses ghetto, hvor teamet har til hensigt at efterforske, om det kan lykkes danske politikere at opløse de såkaldte parallelsamfund i Danmark. Disse måneder sadler regeringen op med det ene håndfaste initiativ efter det andet, ejendomme og parabolskove skal rives ned, kriminaliteten rykkes op.
Omvendt har radikale Morten Østergaard Airbnb-campet et par dage i Vollsmose for at vise, at sådan er alle politikere ikke.
Inden Tæt på Sandheden skulle afsted på optagelse, ringede Østergaards spindoktor endda til redaktionen for at briefe om særligt ’hårde områder’. Måske ikke det klogeste træk, hvis man vil bevise, at der er tilforladeligt nok, derude i ghettoen.
”De havde hørt, at vi skulle derud og ville advare om specielt ét sted, hvor vi ikke burde optage, fordi vi kunne løbe ind i øretæver. Men samtidig blev spindoktoren ved med at gentage, at ’det er ikke fordi, der er problemer derude.’ ”Aha,” siger Spang uden at fortrække en mine. Han er afsindig god til at spille død med ansigtsmuskulaturen.
”Det er jo symbolpolitik, og for os handler det om at se det absurde i det hele, undre sig. Det er til tider ganske nemt,” siger Spang, der denne dag blandt andet skal interviewe en ejendomsmægler, som besigtiger en lejlighed i det afrakkede kvarter. I dagens anledning er Spang i stangnyt tøj, flaskegrønt og marineblåt, der skal matche DR-studiets stil, hvor værten er seriøst påklædt. Spang kender alle i bilen, på nær den ene runner, som han hilste på med alfaderlig bas, inden de tog afsted. Det lød som overlæreren, der møder landpostbuddet i en Morten Korch-film.
”GODDAG, Magnus.”
Runneren skulle ikke negligeres, fordi det er en travl produktion. Som Ane Høgsberg, Spangs medkomiker i podcasten ’Voksenvenner’, siger:
”Mange tror, at komikere er sådan nogen, der bare kommer brasende og råber. Det gælder ikke for Jonatan. Han er simpelt hen et ordentligt og følsomt menneske, og relationer betyder noget for ham. Han er ikke ligeglad. Da jeg røg ud af Vild med Dans, og ingen kunne tage mig alvorligt, fik jeg stor støtte fra ham. Og jeg elsker i øvrigt, at han er så optaget af sproget, at han behandler det godt.”
År efter år, aften efter aften, har Jonatan Spang fået det danske standup-publikum til at læne nakkerne bagover og skrige forløsende latterbrøl ud. Rollen som småforbryderen Nikolai i komediefilmen ’Alle for en’ i 2011 bidrog ligeledes til den folkekære status. Ligesom hans legemliggørelse af det danske komikerguldhorn Kjeld Petersen – flankeret af Anders Matthesen som Dirch Passer – på Nørrebro Teater gav pondus.
Det lykkedes sågar Spang at udråbe Prins Henrik til konge under et fødselsdagsarrangement for Dronningen i 2015 – og stadig blive mødt af forsonlig fnisen fra publikum i Musikhuset Aarhus. Og komikeren har tjent hæderligt på morskaben.
Ekstra Bladet var på pletten, da han og kæresten, Louise Hansen, i december 2017 købte en villa på Frederiksberg. Formiddagsbladet oplyste, at villaen kostede et tocifret millionbeløb.
Men nok er ikke nok. Den modne Spang vil udforske andre former for latter, også den mere introverte og beske. Den, hvor modtageren ikke nødvendigvis viser rummelighed.
”Jeg fik lyst til at lave noget, som viser, at man tør stå på mål for sit produkt. Jeg var blevet træt af den komik, særligt i tv, hvor man altid er klædt ud. Hvor ironien beskytter dig. For eksempel dét der med at lade, som om man ikke dur til noget. At man sætter sig ved et klaver, pling ding pling, og ’hovsa, det kan jeg ikke finde ud af’. Eller: ’Jeg har skrevet en bog, det tog mig en halv time, I kan jo prøve at læse den.’ Den attitude irriterer mig,” siger han.
”Under min ’opvækst’ i komikerbranchen slog det mig ofte, at ironien og sarkasmen – vel at mærke på andres bekostning – blev en sovepude for mange af os. Der har været en tendens til at hente alt materialet i socialklasse 5. ’Se, de har grimme briller, som er sat sammen med tape,’ og så griner socialklasse 5 forslået med. Det er for nemt.”
Han blusser let, nærmest barnligt, i et strøg hen over kinder og næseryg. Denne pointe er ikke helt nem at formulere, selv for en ord-ekvilibrist.
”Jeg vil gerne lave et skift. Være med til noget andet, hvor jeg ikke gemmer mig, hvor afsenderen er mig selv. Ingen anførselstegn. Risikovillighed.”
Derfor står Jonatan Spang nu i spidsen for det team, som producerer talkshow-programmet Tæt på Sandheden til DR2. Det er politisk satire, den mest skarpsindige, men også sværeste genre i humorpaletten. Giv tæsk og få tæsk – og sørg for, at din skjorte er figursyet, glattet ned i bukserne og nystrøget under hele seancen.
Her er der ikke plads til improvisation og rambling: Tæt på Sandheden-værten skal være præcis og faktuel, når han pisker Lars Løkke for flirt med kvotekonger, Naser Khader for kognitive udfald, Alternativet for båtnakket humanisme, feminister for langpattet retorik, Peter Aalbæk i hans bare røv og svenskerne for … simpelt hen bare at være irriterende.
”Jeg føler, det er en demokratisk pligt gøre grin med magthavere, meningsdannere og andre i samme lag, at skrue lixtallet ned i en tid, hvor mange forsøger at skrue det op og holde befolkningen udenfor. Når man som almindeligt menneske læser eller hører om en politisk beslutning eller samfundsdebat, kan man få en fornemmelse af, at ’det er nok mig, der er en idiot …’ Nej! Det er ikke dig, der er en idiot, siger vi så. Vi kan heller ikke forstå det her, men vil undersøge sagen for dig.”
Han tilføjer didaktisk:
”Og ja, Tæt på Sandheden ER satire, ikke almindelig nyhedsoplæsning, så jeg vrider selvfølgelig knapperne til det risikable punkt.”
Jonatan Spang befinder sig nu i den lejr, hvor politiske rådgivere bliver nervøse, når han henvender sig, og anmeldere sammenligner ham med amerikanske notabiliteter som John Oliver og Jon Stewart. Selv om han ikke som John Oliver fra Last Week Tonight bliver sagsøgt af den amerikanske kulindustri og forfulgt af Putins trolde, er det dog lykkedes Jonatan Spang at lægge sig ud med en håndfuld politiske redaktører og en flok medarbejdere på Københavns Rådhus.
Vi vender tilbage til rådhuset og den sag, som i oktober 2017 fik mange til at mene, at komikeren var gået for vidt. Men først skal vi indenom kassevognen på vej til Fyn, hvor Jonatan Spang er fordybet i arbejdet.
Mens de andre ironiserer over grimme rundkørsler, fortabte stationsbyer og klubhuse for pensionerede rockere, læser han sit manuskript og funderer over den dobbelte rolle, en satire-interviewer skal mestre.
Der kræves, at han ser ud som Jonatan Spang, at han ER Jonatan Spang, og samtidig skal han bade magthavere og hyklere i tvetydigheder og syre.
”Jeg må ikke glemme at sige til ejendomsmægleren, at han bare skal være sig selv, selvom jeg stiller åbenlyst dumme spørgsmål,” siger han til instruktøren.
Da holdet ankommer til Vollsmose og kører direkte ind i øretæve-området, er der til gengæld helt stille i bilen. Skuffelse måske. De ser en enkelt guldfarvet Audi, og forrevne våbenhvile-flag hænger foran Spar, men ellers er der ikke meget gadekrig over Vollsmose Torv på denne torsdag.
Holdet får billeder i kassen fra den udvalgte lejlighed, som ganske rigtigt er så sølle, at mågerne tror, de ejer svalegangene.
”Trækker mågerne ned i salgsprisen?” spørger Jonatan Spang ejendomsmægleren.
En kort trækning ses på det unge interviewoffers ansigt, et begyndende smil eller forvirring, men så svarer han kvikt, at nej, mågerne er ikke problemet herude.
Vi har det vist alle lidt dårligt med den grønlandske kvinde, der stiller sin lejlighed til rådighed for tv-holdet. Mens kameraet kører, må hun fortrække til køkkenet, hvor vinduesruden er revnet, og der står en ond trækvind ind fra Fyns stepper. Hun behøver ikke at åbne vinduet for at ryge.
Da optagelserne er slut, får kvinden mulighed for en selfie med Jonatan og teamet i sin sofa, og runneren giver hende en sandwich.
”Damn,” mumler kameramanden på vej ned i elevatoren. Jonatan Spangs blik er mørkt.
”Efter Odense-turen taler vi om, hvad der driver Spangs nye satire.
Er det social indignation?
”Det er det måske indirekte, men jeg sidder ikke i en position, hvor jeg kan komme med løsninger. Jeg skal sgu’ heller ikke bo der.”
Nej, du bor jo på Frederiksberg nu. Er det i øvrigt en patriciervilla?
”Aner jeg ikke, hvad er det?”
Tiden er uforsonlig. Den går bare, overhaler indenom, skider på flettereglerne.
Som 20-årig føler man sig fuldendt som menneske, som 30-årig ligger man søvnløs af tvivl, i en alder af 40 strammer man op. Køber en herskabsvilla.
Jonatan Spang har taget turen og er netop landet optimistisk på plussiden af 40. Men da han stilles over for tidsaspektet – at det er næsten 20 år siden, han vandt DM i standup på Comedy Zoo i København – bøjer han nakken og sukker afvæbnet ned i bordpladen. Taler til sit skrivebord og sine noter, selvom han normalt gør meget ud af at have øjenkontakt.
”Det er lige så lang tid siden, som jeg havde levet på det tidspunkt, altså et liv, men det føles ikke, som om det var en 20 år yngre person. Jeg var, ER, inde i den fyr på den scene, ligesom jeg sidder her nu. Jeg kan huske hver en detalje fra den aften, menneskene i baglokalet, Casper Christensen, dem alle. Alligevel er det meget, meget fjernt. Hvad skete der? Det er mindfuck.”
Et gammelt YouTube-klip fra den aften på Comedy Zoo viser en knægt omspændt af en knitrende elektricitet. Han stod på scenen i en kæmpestor sweater, løse lærredsbukser og en blond hårtot vinkende fra baghovedet.
En så drenget fremtoning, at man forventede, hans mor hvert øjeblik vil komme springende med kam og spyt på lommetørklædet.
1999 var et lovende år, lidt neurotisk måske på grund af årtusindeskiftet, som lå foran os, men groft sagt kunne danskernes problemer gøres op i størrelsen af Poul Nyrup Rasmussens kranie i en cykelhjelm.
I Comedy Zoos dommerpanel sad den danske standupfamilies overhoveder, Lars Hjortshøj og Casper Christensen, og vurderede deres afkom. Fra den lille scene råbte vinderen, Jonatan Spang, om bowler med gratis kondomer sponsoreret af Dansk Metal og foretog en fejende gestus foran sit underliv.
”En stabil samarbejdspartner.”
Og publikums latter løftede den tynde skikkelse op, så han formelig dinglede foran plakaterne fra M! og Carlsberg. Men hans øjne var helt sorte.
Allerede dengang kunne en flig af mørket snige sig ind i det lyse ansigt. Jonatan Spangs øjne bliver dunkle, når han er dybt koncentreret, eller den faglige ærgerrighed sporer ham an.
Som hans tidligere kollega i ledelsen på Nørrebro Teater, nu teaterchef på Malmø Stadsteater, Kitte Wagner, udtrykker det:
”Jeg oplevede Jonatan som meget ambitiøs omkring komedien. Dens håndværk. Dens vekselvirkning med publikum. Men hvis noget eller nogen stod i vejen for projektet, blev han hidsig. Han kunne blive vred, hold da op. Han har et motto om, at man skal være villig til at bryde den gode stemning, hvis det er i forestillingens interesse.”
Den gode stemning. Noget tyder på, at Jonatan Spang har et udestående med det fænomen, og med den politiske satire har han fået en stadig strøm af vinkler at angribe den fra. Tidens aktuelle emner står i sagens natur ikke stille.
Ét tema, holdet må forholde sig fortløbende til, er den internationale MeToo-kampagne mod sexovergreb.
”Ja, man betragter jo hele miseren med tilbageholdt åndedræt, hvor skal vi hen? Jeg mener, at kampagnen har haft en sindssygt gavnlig effekt. Fremadrettet vil der være et sprog for det. En chef vil i dag overveje det meget, meget alvorligt, før han tager Liselotte med ind på kontoret ... Han vil tænke: ’Er jeg ved at lave en MeToo?’” siger Spang.
”Det handler om mænd, der misbruger deres magtposition til at tiltvinge sig sex, og jeg kan ikke undgå at se det i min egen optik. Der har da været masser af situationer, hvor jeg kunne have gjort noget lignende, men selvfølgelig ikke gjorde det.
Altså, det er helt bizart, tænk, hvis jeg sagde til en kvindelig skuespiller:’Hvis du så lige har sex med mig, kan du få en rolle.’ Nej, det ville ikke ske, og det er nemt at føle sig på den rigtige side. Omvendt tænker jeg også: Hvad nu, hvis det pludselig er forkert at bruge sin position og sit navn indirekte til at opnå noget? Hvis det er forkert overhovedet at have en position. Den slags tanker forvirrer mig, gråzonerne. Så er det ikke sjovt længere.”
Jonatan Spang havde, som mange andre, mest lyst til at lukke øjnene og stikke fingrene i ørene, da den amerikanske stand up-afgud Louis C.K. blev anklaget for seksuelle overgreb i 2017 og måtte abdicere.
”Det er så her, det bliver virkelig mudret. Pludselig er denne kreativt sjofle mand vulgær på en ulækker måde. Han har spurgt kvinder, om han må onanere foran dem! Jeg er kæmpe fan, men kan ikke rigtigt se på ham mere.”
Men kan du se en Woody Allen-film?
”Jaaa … (længere tænkepause, red.) Og jeg kan sådan set også se ’China Town’ uden at føle, jeg står bag Roman Polanski og hepper. It’s complicated.”
Jonatan Spang tænker videre og gør sig betragtninger over de mange minefelter, MeToo-kampagnen er belagt med. Han talte for eksempel med sin kæreste om det, og selv om hun egentlig ikke mente, at hun selv havde været ude for noget særligt, kom det pludselig væltende:
”På et kvarter kunne hun alligevel opsummere en masse skrækhistorier, som hun havde glemt. What the actual fuck, det skete!”
Og så kommer et erindringsbillede fra Spangs egen verden.
Han besad hovedrollen i filmen ’De unge år - Erik Nietzsche del 1’, som ramte landet i 2007. Her portrætterede den unge skuespiller Lars von Triers selvbiografiske alter ego. Sideløbende var han lige blevet ansat som direktør på Nørrebro Teater, i en alder af 29 år.
En dag mødte Jonatan Spang op til fotosession for at lave en reklameplakat for filmen. Opdraget var et portræt af hovedpersonen, kun iført underbukser. Pludselig stod Lars von Trier, manuskriptforfatteren, i studiet.
”Vi havde ikke set meget til hinanden, der var jo en anden instruktør på. Men han havde en mening, og den gik ud på, at jeg skulle være helt nøgen på den plakat, der skulle smækkes op i hele byen. Jeg var lige blevet teaterdirektør, og jeg havde på ingen måde lyst til at hænge i bar røv over alt.”
Jonatan Spang sagde nej, og der opstod et rungende skænderi foran fotografer og stylister.
”Mig og Skandinaviens største filmgeni. Han var vred, men jeg stod fast. Til sidst gik han uden at få sin vilje, rasende, og jeg havde det super dårligt. Hvis jeg var en kvinde, havde man sikkert læst et seksuelt motiv ind i von Triers opførsel, men han tændte jo ikke på mig nøgen … ” siger han.
Og så, efter en lang tænkepause:
”Det handlede om magt, og jeg blev i tvivl om min afvisning af ham, eller jeg var i hvert fald rystet og spekulerede over, om jeg var for snerpet. Sådan føles det, præcis sådan.”
Årene omkring de 30 var i det hele taget fyldt med tvivl for Jonatan Spang.
Selvom det tilsyneladende kørte derudaf. Skuespilleren blev opdaget som en genial hybrid. Én, der kunne jonglere virtuost med vitser – og dagen efter optræde i Peer Gynt på Betty Nansen.
Men efter to år på Nørrebro Teater måtte Jonatan Spang i 2009 se i øjnene, at lederstillingen gav ham stress og søvnløse nætter. Han måtte stoppe.
”Jeg var ikke god til at insistere på at være kreativ direktør, opgaver blev viklet sammen, jeg lavede for meget administrativt. Møderne med naboerne om cykelstativer slog mig ihjel, billetsystemet interesserede mig nul,” siger Spang og gør status over sig selv som 30-årig, da han befandt sig på det, han troede var karrierens højdepunkt:
”Da jeg fik jobbet på Nørrebro Teater, lå fremtiden og lyste foran mig. Men så blev jeg opslugt af et arbejde, jeg ikke helt magtede, og jeg gik også fra min daværende kæreste. Sådan er livet. Det giver sig.”
Kitte Wagner, hans daværende meddirektør, samler op:
”Jonatan kan også fare vild, det skal man ikke glemme. Og deri ligger nok kimen til nogle dybe tanker indimellem. Netop skismaet mellem kvalitetssikring og vovemodet og viljen til fornyelse. Det er ikke for bangebukse. Men i de stunder, hvor jorden ryster, og man ikke ved, om det bliver skidt eller kanel, er der kun et middel, latteren, den har han heldigvis meget af.”
Jonatan Spang er landet i den politiske satire. Her føler han sig tryg. Men også her er det let at blive hevet ind i nye forviklinger og kampe.
Flest øretæver fik komikeren i oktober 2017, hvor Tæt på Sandheden besluttede sig til at dække historien om Anna Mee Allerslev, som måtte trække sit kandidatur til Borgerrepræsentationen i København efter forveksling af private og offentlige midler.
Spang og fotograf mødte op til pressemødet på Københavns Rådhus, hvor Allerslev meddelte sin afgang. Med sit dødsfjæs stillede han Allerslev en række bevidst uvedkommende spørgsmål om ’Sex and the City’ og ’Game of Thrones’. Spørgsmål, som i øvrigt var direkte forlængelser af formuleringer i politikerens eget kampagnemateriale.
Spang har senere forklaret, at han ikke havde til hensigt at skabe en happening eller disrupte en politisk begivenhed. Men Allerslevs pludselige tilbagetræden var den største politiske nyhed den uge, og Tæt på Sandheden rykkede hurtigt ud for at lave et indslag, de kunne bruge til søndagens program.
”Jeg tænkte kun på sammenhængen mellem det, vi allerede havde produceret med Anna Mee Allerslev, og de spørgsmål, jeg ville stille på pressemødet. Det skulle jo klippes sammen, og mit mini-interview var en løsrevet bestanddel af en større helhed,” siger Jonatan Spang, der intetanende var jokket ind i en lukket fest med Danmarks førende, politiske redaktører.
Han kunne lige så godt have forsøgt at dryhumpe Prins Henrik til Dronningens 75 års-fødselsdag eller partere en levende pony i Folketinget, for de tilstedeværende kunne ikke se moroen. Heller ikke kulturminister Mette Bock, der senere udtalte:
"Det var dumme, dumme spørgsmål i en situation, hvor et menneske har den måske værste dag i sit liv."
Spang blev i første omgang overrumplet af kritikken.
”De første 24 timer efter pressemødet var sindssyge. Jeg var i chok over, at det kunne skabe så meget vrede. Vi stillede nogle spørgsmål og gik hjem, regnede med, at folk ville tage stilling til indslaget om søndagen. Men så eksploderede Twitter. Jeg frygtede, at jeg havde overtrådt nogle grundlæggende paragraffer. Om DR ville give os lov til at fortsætte … Det gjorde de så, men ind i mellem spekulerer jeg da på, hvor længe vi holder.”
Tæt på Sandhedens redaktion og vært har oplevet en vis kølighed efter Allerslev-sagen. Det var i hvert fald ikke venskab, der udtryktes, da regeringen afholdt pressemøde i Mjølnerparken i marts 2018, og Spang var blandt de fremmødte.
Udspillet ’Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030’ blev præsenteret af intet mindre end syv ministre, men Jonatan Spang fik ikke lov til at stille et eneste spørgsmål. Han sad forrest i lokalet med hånden i vejret og meget kontaktsøgende kropssprog, men Simon Emil Ammitzbøll, økonomi- og indenrigsminister, ignorerede ham demonstrativt.
Dette optrin blev selvfølgelig vist i Tæt på Sandhedens program dagen efter pressemødet, og således fik Jonatan Spang lagt endnu et metalag på sin dokumentation af dansk ghetto-politik. Som han sagde:
”Sådan føles det at være presse i Rusland, Simon Emil Ammitzbøll.”
Får du ondt i maven af at være upopulær hos disse mennesker? Ligger du søvnløs?
”Nej. Tæt på Sandheden betyder meget for mig, men arbejdet fortærer mig ikke længere. Tidligere var mit hjem overplastret med post-it-sedler. Nu synes jeg, det går ualmindeligt godt med at adskille tingene.” ■
Tæt på Sandhedens indslag om Anna Mee Allerslev blev sendt på DR2 29. oktober 2017, indslagene om Vollsmose og ghettopolitik blev sendt henholdsvis 27. februar og 4. marts 2018.
LÆS MERE: Se det nye afsnit af ’Wuf & Worldman’
LÆS MERE: Åh Gud, Jacob Ditzel skal konfirmeres
