I 2009 var friskpresset juice et spirende fænomen, og Joe & The Juice var endnu ikke den verdensomspændende kæde, den er i dag. Det var på det tidspunkt, at Christian Seiersen og Christian Bowall mødte hinanden på deres allerførste dag som juicere på Joe & The Juice i Sværtegade i København.

Mens de to unge gutter langede friskpressede juice over disken, voksede deres interesse for sundhed. For Joe & The Juice var et nyt og spændende alternativ til den fastfood, mange kendte på det tidspunkt. Meget bedre end McDonald’s, Burger King og de andre store kæder.

Men med tiden blev de to fyre mere skeptiske over for betegnelsen ‘friskpresset juice’. Godt nok stod de og pressede den lige foran kunden, men det var ifølge dem med frugt og grønt, der ikke var økologisk, og som til gengæld kunne holde sig i månedsvis.

“Det værste man kan gøre er at presse saften fra et æble, der er sprøjtet. Du får en koncentreret mængde af giftstof. Når du drikker en juice af æbler, der kan holde sig i seks måneder eller mere, er der ikke noget frisk forbundet med det produkt. Så er det i virkeligheden nypresset saft fra gamle råvarer. Og det produkt kunne jeg ikke stå inde for,” siger Christian Seiersen.

Efter en idéudvikling fik de to Christian’er i 2014 idéen til virksomheden Frankly Juice, hvor de i dag laver økologiske og koldpressede juice. De sælger deres juice på flasker til kantineordninger i virksomheder som Danske Bank, ligesom man kan købe dem i fx Emmery’s eller få dem leveret til døren af Aarstiderne.

De mener, at deres produkt - selv om det kommer i en flaske - er sundere, end mange af de juice, man kan købe i en juicebar, hvor man kalder dem friskpresset. De koldpresser deres juice, hvilket vil sige, at frugten og grøntsagerne bliver fladmast til saften er ude. Dermed kommer der ikke ilt i juicen, som der gør, hvis man centrifugerer.

Alle råvarer er økologiske, og der bliver ikke gjort noget ved juicen efter koldpresningen, og det er ifølge de to det exceptionelle ved deres produkt. At råvaren er frisk og juicen ubehandlet. Ingen pasteurisering eller varmebehandling, ingen HPP, ingen tilsætningsstoffer.

Hos Joe & The Juice er man glade for at have inspireret tidligere medarbejdere til at lave deres egen juicevirksomhed, men sætter spørgsmålstegn ved præmissen om, at Franklys juice er friskere end deres.

“Argumentet om, at det skulle være sundere at drikke juice fra en flaske op til flere dage efter, at den er blevet presset, frem for helt friskpresset juice tilberedt lige foran dig, er vel for alle ganske svært at se fornuften i,” siger Kasper Garnell, som er Head of Branding & Communication hos Joe & The Juice.

“Vi har altid ment, at det vigtigste i at skabe det optimale produkt er made to order-princippet, og vores erklærede vandring mod 100 % økologi inden for de kommende år, vil være ét af en række principper til at underbygge vores kompromisløse fokus på kvalitet,” fortsætter han.

Ifølge Karin Østergaard, som er lektor på Ernæring og Sundhedsuddannelsen, VIA University College, er der fordele og ulemper ved juice lavet af både konventionelle og økologiske frugter og grøntsager.

“Bruger man konventionelle frugter, kan de være sprøjtede, og sprøjtemidlerne kan komme med i juicen, især hvis man ikke fjerner skrællen inden presning. Fx ved appelsiner, der er overfladebehandlede. På den anden side kan især økologiske frugter og bær indeholde svampegifte, som også kan komme med i juicen,” siger hun.

Og i striden om, hvilken slags juice, der er mest frisk, svarer hun:

“Når juice står, vil der altid være et vist vitamintab. De bevares bedst, hvis det står kortest mulig tid ved lavest mulig temperatur. Der vil dog allerede være et tab i frugten, hvis den har ligget længe.”

Hos Frankly Juice er missionen at starte en samtale om den danske fødevareindustri og inspirere forbrugerne til at sætte spørgsmålstegn, inden de køber et produkt.

“Man er nødt til at kigge på, hvad der er normalt. En økologisk råvare kan holde sig på et køkkenbord i få dage. Mange af de konventionelle frugter kan holde sig i månedsvis. Vi er nødt til at spørge: Hvorfor kan de det og er det godt for os at indtage?” siger Christian Bowall fra Frankly Juice.

Christian Seiersen og Christian Bowall er opmærksomme på de faldgruber, der findes, når man laver økologisk juice på flaske. Derfor arbejder de sammen med Laborantuddannelsen på Metropol om, hvordan de naturligt kan få deres juice til at bevare friskhed, kvalitet og næringsstofindhold i længere tid.

Markedsføringsmæssigt kæmper de imod, at deres juice ikke altid bliver opfattet som friskpresset, fordi juicen bliver solgt på flaske. Og derfor handler det for dem om at komme ud til events for at fortælle folk, at deres produkt faktisk er det.

“Vores juice har med høj sandsynlighed et højere næringsstofindhold selv på syvendedagen, end mange af dem der bliver presset for næsen af dig,” mener Christian Seiersen.

Og så følger der selvfølgelig nogle tæsk med, når man stikker næsen frem på et marked, der ikke kan blive enige om, hvad ‘frisk’ egentligt betyder, og hvilke juice der er sundest. Men det gør ikke de to Christian’er noget. Tværtimod.

“Vi vil gerne være i centrum for en debat om fødevarer, fordi der overalt mangler gennemsigtighed, og mange blot køber ind på trends og buzzwords. Vi er ikke bange for at lave fejl i den debat. Folk må gerne komme ned og se vores produktion. For vi skjuler ingenting,” siger Christian Bowall.

CHRISTIAN SEIERSEN

Christian Seiersen er 31 år og uddannet fra bl.a AtWork-skolen på Frederiksberg i ernæring, anatomi, human fysiologi og personlig træning. Tidligere har han spillet fodbold på eliteplan for både Brøndby og Farum Boldklub. Han arbejdede hos Joe & The Juice i fem år, inden han startede Frankly Juice i 2014. Han beskriver sig selv som den kreative i deres iværksætter-duo, og han kan godt lide at komme ud og fortælle om kunderne om firmaets vision.

CHRISTIAN BOWALL

Christian Bowall er 30 år og uddannet cand.merc.jur fra CBS. Han arbejdede hos Joe & The Juice i to år, inden han startede Palæo i 2011, som han var en del af indtil 2013. Senere blev han en del af Frokostfirmaet, hvilket han også var under opstarten af Frankly Juice. Bowall er ham, der tager sig mest af de forretningsmæssige ting i virksomheden.