Urmager Jørgen Krognos
Foto: Daniel Stjerne

Urmager om de sværeste og sjoveste opgaver i et langt arbejdsliv

Urmager Jørgen Krognos: "Mit fag er blevet kult"

Der er mange anekdoter at vælge imellem, når man har haft et langt arbejdsliv. Teis Jeppe Gørtz har mødt 65-årige Jørgen Krognos bedt dem udpege de mest særprægede opgaver, de har fået i årenes løb.

Det er en underlig udvikling, mit fag har været inde i. Da jeg startede i 1967, var det et anerkendt fag, og der var virkelig brug for os, men så kom elektronikken og vækstkulturen væltende, og vi døde næsten ud.

For mens schweizerne sov i timen, kørte japanerne og koreanerne bare derudad. I dag har det overraskende udviklet sig til at være et kultfag. Der er ikke ret mange andre brancher, der har mere søgning på nettet end ure. Folk er bindegale med ure, og mekanikken har fået en kæmpe renæssance. Alle ønsker sig mekaniske ure og ikke elektroniske i dag.

Urmageren er blevet en slags landsbysmed, og jeg bliver sendt på de underligste opgaver. Jeg har fikset Runde­tårns stjernekikkert, og tit kommer folk ind med spilledåser og alt muligt gammelt mekanik.

LÆS OGSÅ: Sådan leverer du det perfekte pitch: ”Typisk tager det mig to minutter at vurdere, om jeg skal investere en million i dig og din ide”

 

Jeg har repareret et selvspillende klaver, der spillede ragtime. Faktisk endte jeg med at købe klaveret af kunden, fordi jeg syntes, det var skægt at have inde i butikken.

 

Det beskyttede vinduet, og når folk gik forbi, troede de, at jeg var god til at spille klaver. Desværre fik vi en vandskade i 2011, hvor vandet stod en meter oppe, hvilket betød, at bunden faldt sammen, da vi løftede klaveret ud.

Der kom engang en kunde ind, som havde fået smadret sit Omega Speedmaster Moonwatch – uret, der har været med på månen. Han var kørt galt i sin bil og var selv slået til plukfisk, men han var mest ked af, at uret var gået i stykker, fordi han havde arvet det af sin far.

Modellen er blevet lavet siden 1957, og han havde én af de rigtig gode årgange, som ville være over 100.000 kr. værd i dag. Det var i så dårlig stand, at jeg ikke engang kunne lukke for- og bagkasse, og der skal ellers meget til at slå det ur skævt.

Det blev et prestigeprojekt for mig, og det tog mig halvandet år at samle, fordi jeg skulle finde stumperne på nettet, og de kom fra alle mulige steder i verden. Jeg har aldrig set så glad en mand, som da han kom og hentede uret. Han kvitterede med 12 rigtig gode flasker vin.

Jeg husker også en opgave ved Vordingborg, hvor jeg skulle reparere et gammelt kirkeur fra slutningen af 1600-tallet, som kun havde en timeviser. Kirken havde bygget om med årene, så vi kunne ikke fjerne uret og måtte lave det på stedet i det lille tårnlokale, hvilket var meget besværligt.

Men ikke nok med det, så kom kirketjeneren pludselig løbende og råbte, at der var krig og terror i verden. Jeg troede ikke på det i starten, men to minutter senere ringede min kone og sagde det samme. Datoen var den 11. september 2001, og vi nåede at komme ned i stuen og se det andet fly ramme tårn nummer to. Vi var chokerede og arbejdede ikke mere den dag.

Mine vigtigste redskaber er min lup, pincet og skruetrækker. Man kan ikke arbejde med ure uden de tre ting. Husk på, at stumperne i et ur kan være helt ned til 0,8 mm tykke, og det kan man ikke se med det blotte øje.

Men jeg er begravet i værktøj, fordi vi arbejder med ting, som stammer helt tilbage fra 1600-tallet, så jeg kan ikke bare gå i Silvan og købe en tilfældig skruetrækker. Jeg må købe en, der er tre gange så dyr.

Jeg er altid imponeret, når jeg reparerer gamle ure, fordi de er så smukt lavet. Dengang havde man al den tid i verden til lave de bedste og smukkeste ure, og det har man ikke i dag. At reparere gamle ure kræver helt andre teknikker og maskiner, hvor man skal dreje, fræse og file. Det er fagligt noget sjovere end at sidde med et digitalur.

Det bedste råd jeg har fået, fik jeg af en lærer fra urmagerskolen, og det var at tage til Schweiz og arbejde. Jeg blev færdiguddannet i 1972, den dag Frederik 9. døde, så alle værtshuse var lukkede, hvilket ikke var så heldigt for os.

Men næste dag blev vi sat på et tog til Schweiz for at besøge fabrikker og fejre uddannelsen. En af fabrikkerne hed Bulova, og der søgte jeg arbejde, hvilket jeg fik. Jeg lærte meget i de to år, jeg var i Schweiz, for det er der, det sker i urbranchen.

Ud over det faglige lærte jeg at opføre mig ordentligt, fordi dernede gad de ikke have noget ballade. Som 22-årig troede man jo, at man ejede hele verden, og så blev jeg lige banket på plads, og det havde jeg godt af. Jeg blev ydmyg og gik fra at tro, at jeg var den bedste til en, der lærte af de bedste.

Det forfærdelige er, at jeg burde stoppe nu som urmager nu, for jeg er folkepensionist. Men jeg har bestemt ingen planer om at stoppe. Jeg har bygget min virksomhed op fra bunden, og det er ligesom blevet et barn for mig.

Jeg har fået det, som jeg gerne ville have, og derfor er der ingen grund til at stoppe. En urmager bliver ved, så længe han kan holde snuden oppe på bordet. Den dag jeg begynder at blive latterlig, ikke kan se mere og skal have en sofa stående inde i butikken, takker jeg af.

LÆS OGSÅ: Kys den ulønnede praktik farvel: Se hvad praktikanter hos Facebook, Microsoft og Apple tjener i Silicon Valley

LÆS OGSÅ: Peter Bredal forvalter DR's kostumer: "Jeg plejer at sige, at vi har 65.000 kostumer, men i virkeligheden har vi mange flere"

LÆS OGSÅ: Stifterne af Frankly Juice: “Når du drikker en juice af æbler, der kan holde sig i seks måneder, er der ikke noget frisk forbundet med produktet”

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure