Citizen Kane, 1941
Da den amerikanske instruktør Orson Welles i en alder af blot 26 år udkom med sin debutfilm ’Citizen Kane’ i 1941, havde ingen forudset, at den sidenhen og af flere forskellige skulle blive kåret som verdens bedste film.
’Citizen Kane’ handler om Charles Foster Kane, der spilles af Orson Welles selv, som er en velhavende aviskonge. I filmens første scene ligger Kane på sit dødsleje og siger sit sidste ord: “Rosebud”. Derefter går en række journalister i gang med at undersøge ordets betydning og sammenhæng med Kanes liv.
Filmen fik stor opmærksomhed for sin fortællemæssige opbygning, da historien er sat sammen som et puslespil i form af flashbacks til Kanes liv, der viser, hvordan avismogulen i virkeligheden var et ensomt menneske, der var besat af jagten på anerkendelse og kærlighed.
Derudover blev Welles’ tekniske færdigheder gennem bl.a. brug af dybdefokus, alternative kameravinkler og perspektiver hyldet som banebrydende stilistiske innovationer, som aldrig var set før.
Filmen har siden 1962 og i flere årtier frem været kåret som intet mindre end verdens bedste film af The British Film Institute. I 2012 blev den dog overgået af Hitchcocks ’Vertigo’ fra 1958.
'Citizen Kane' kan streames på YouTube her
Vertigo, 1958
Ingen liste over filmklassikere uden Alfred Hitchcock. Den britiske instruktør har sat sit store præg på filmhistorien, fordi han især forstod sig på brugen af kamerabevægelse og at skabe et særligt lydbillede i sine film. Derudover forfinede han thriller-genren med sin eminente evne til at skabe suspense, som det bl.a. kan ses i ’Vertigo’ fra 1958, som på dansk har titlen 'En kvinde skygges'.
Plottet handler om politimanden Scottie Ferguson, spillet af James Stewart, der efter et uheld udvikler højdeskræk og derfor må trække sig tilbage. Han bliver efterfølgende hyret af en ven til at skygge hans kone, der spilles af Kim Novak. Detektivhistorien udvikler sig dog mere til et indblik i en mørk, maskulin psykologi med romantisk besættelse, skyld, død og psykose.
En af filmens mest ikoniske scener er, da Ferguson løber op af en vindeltrappe og hans højdeskræk udløses, når han kigger ned. Her har Hitchcock gjort brug af en helt særlig kamerabevægelse, som i dag er kendt som The Vertigo Effect. Effekten skabes ved, at kameraet zoomer ind, mens selve kameraet samtidigt bevæger sig bagud.
Filmen har af The British Film Institute i 2012 fået titlen som ’The Greatest Film of All Time’.
'Vertigo' kan streames på YouTube her
Breathless, 1960
Den franske krimifilm ’Breathless’, der på originalsprog hedder ’À bout de souffle’, var Jean Luc-Godards første spillefilm og var med til at sætte gang i den franske nybølge (La Nouvelle Vague) – en bevægelse inden for fransk film, der startede i slutningen af 1950’erne som en reaktion på de traditionelle filmproduktioner, og som ofte betegnes som en af de mest betydningsfulde bølger inden for filmhistorien.
’Breathless’ handler om en småkriminel fyr, der stjæler en bil og impulsivt myrder en politibetjent. Mens han jagtes af de franske myndigheder, forsøger han at overbevise en ung, fransk journaliststuderende om at flygte med ham til Italien, og det ender selvfølgelig i romance.
Filmen fik stor opmærksomhed for sin særlige visuelle stil, som bl.a. ses i form af ukonventionelle jump cuts – en teknik, hvor midten af et klip kasseres.
Et andet element, der gør ’Breathless’ original, er Godards mange referencer til andre film og instruktører. Fx er hovedkarakteren tydeligt inspireret af den amerikanske skuespiller Humphrey Bogart, og Godard sender en visuel håndsrækning til bl.a. svenske Ingmar Bergman og tyske Fritz Lang.
’Breathless’ kan streames på Amazon her
The Good, the Bad and the Ugly, 1966
Skal man udvælge én film som prototypen på en såkaldt spaghettiwestern – altså en westernfilm produceret i Italien og ofte med et lille budget – kan det næsten kun være Sergio Leones ’The Good, the Bad and the Ugly’ fra 1966.
Filmens ene hovedrolle spilles af Clint Eastwood som den gode ’Blondie’, og det satte for alvor gang i Eastwoods stjernekarriere. De to andre hovedroller besættes af Lee Van Cleef som den onde ’Angel Eyes’ og Eli Wallach som den grusomme ’Tuco’.
De tre skrupelløse karakterer står alle uden for samfundets love, og er hver især på jagt efter guld stjålet fra Føderationen, hvilket naturligvis giver vaskeægte westernpistolkamp til stregen.
Westerngenren blev første gang populær i USA i 1930’erne med film som bl.a. John Fords ’Stagecoach’ fra 1939, der gjorde skuespilleren John Wayne berømt. Men i 1960’erne og 1970’erne gav den italienske instruktør Sergio Leone genren et frisk pust med sin ’Dollars’-trilogi, hvor Clint Eastwood indtog hovedrollen i alle tre film, der foruden den tredje og sidste – ’The Good, the Bad and the Ugly’ – bestod af ’A Fistful of Dollars’ og ’For a Few More Dollars’.
Leone er især kendt for at bruge voldelige scener som et æstetisk element, hvilket datidens publikum aldrig havde set på den måde før. Og netop dette filmiske greb har en ganske kendt nulevende instruktør ladet sig inspirere af – Quentin Tarantino.
I en klumme i The Telegraph navngivet ‘Why Sergio Leone is my favourite filmmaker’ skriver Tarantino:
“For my money, I think Leone is the greatest Italian filmmaker. I would even say that he is the greatest combination of complete film stylist – where he creates his own world – and storyteller. Those two are almost never married.”
'The Good, the Bad and the Ugly' kan lejes på YouTube her
A Clockwork Orange, 1971
Efter Stanley Kubrick havde skrevet en filmadaption af Anthony Burges’ roman ’A Clockwork Orange’ fra 1962, tog det en del tid, før han kom i gang med at producere filmen. Hans problem var, at han ikke kunne finde den rigtige skuespiller til hovedrollen som den voldelige Alex. Heldigvis fandt han løsningen, da han en dag så filmen ’If….’ fra 1968, hvor Malcolm McDowell spillede med.
Den engelske skuespiller har efterfølgende fortalt til The Guardian, at han brugte ni måneder sammen med Kubrick på at se voldelige film, før de påbegyndte optagelserne. Kubrick havde svært ved at finde ud af, hvad han ville have – hvorimod han aldrig var i tvivl om, hvad han ikke ville have.
’A Clockwork Orange’ er en dystopisk science fiction-film, hvor hovedpersonen Alex og hans slæng fordriver deres tid med at udøve ekstrem vold og terrorisere forfatteren Mr. Alexander. I en af filmens mest berømte scener voldtager banden forfatterens kone, mens de synger ’Singing in the Rain’. Filmen er altså ikke for sarte sjæle.
Optagelserne varede et halvt år og filmen blev til en af Kubrick mest berygtede og kontroversielle værker. Efter premieren besluttede Kubrick sig for at trække filmen tilbage i Storbritannien, hvor han boede, og hans selvpålagte forbud blev først ophævet ved hans død i 1999.
'A Clockwork Orange' kan streames på Viaplay her
The Godfather, 1972
“I’m going to make him an offer he can’t refuse,” er muligvis et af de mest kendte citater i filmhistorien, og det ville også næsten være uhørt at lave denne liste uden at nævne Francis Ford Coppolas ’The Godfather’.
På linje med Scorsese og Spielberg slog Coppola i 1970’erne sit navn fast blandt de største amerikanske instruktører. ’The Godfather’ er baseret på en bog af Mario Puzo af samme navn og handler om mafiafamilien Corleone, der kæmper mod rivaliserende gangsterfamilier i New York i 1945 til 1955. Corleone-klanens patriark og gudfar ’Don’ Vito Corleone er dog nået op i alderen og begynder derfor at videregive familiedynastiet til sønnen Michael, der i det meste af sit liv har været imod familiens kriminelle foretagender, men som udvikler sig til at være en endnu mere skrupelløs Godfather.
Den imponerende rolleliste tæller bl.a. Marlon Brando, Al Pacino, James Caan og Robert Duvall, der alle havde stor indflydelse på filmen, da Coppola tillod method acting – en teknik, hvor skuespillerne opfører sig naturligt og bruger deres følelser fra tidligere minder i deres skuespil – og på den måde var de selv med til at forme deres karakterer.
Filmen ligger nr. 2 på filmsiden IMDb’s brugerrangerede liste over bedste film, stærkt efterfulgt af ’The Godfather: Part II’, så når du først er gået i gang med 1’eren, kan du lige så godt snuppe 2’eren og 3’eren med i samme omgang. Det er det værd.
Se alle tre ’Godfather’-film på HBO Nordic her
Gøgereden, 1975
I ’Gøgereden’ (originaltitel ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’) spiller Jack Nicholson voldtægtsforbryderen Randall McMurphy, der ikke bryder sig om at sidde i fængsel og derfor begynder at spille sindssyg for at blive forflyttet til et psykiatrisk hospital. Og hans plan lykkes. Da han møder de andre patienter og ser, hvordan de behandles – især af oversygeplejersken Ratched, der spilles af Louise Fletcher – opildner han dem til at gøre oprør mod systemet og kæmpe for deres rettigheder.
Filmen er baseret på Ken Keseys roman af samme navn og de oprindelige rettigheder til filmatiseringen lå hos Kirk Douglas, som tidligere havde spillet McMurphy i teaterversionen og nu havde planer om at spille filmens hovedrolle. Da han overdrog rettighederne til sin søn, Michael Douglas, fik piben dog en anden lyd, for Douglas ville alligevel ikke lade sin gamle far spille med. Det udløste regulært familiefnidder for en stund.
Men Douglas fortrød aldrig valget af Nicholsen, som han også har understreget i et interview med The Guardian:
“Jack encouraged everyone to bring their A-game. When you look at that baseball scene, with him rallying all the patients to watch the game on TV, that’s just his inherent nature.”
Der var stående applaus til filmen, som er instrueret af Miloš Forman, verden over, og den vandt bl.a. de fem store Oscar-kategorier, hvilket ikke var sket for en film siden ’It Happened One Night’ fra 1934.
Svenskerne var endda så vilde med filmen, at de viste den i biografen i 12 år fra 1975 til 1987, hvilket stadig er verdensrekord.
'Gøgereden' kan streames på Viaplay her
Monty Python’s Life of Brian, 1979
Er du til britisk humor, må du ikke snyde dig selv for satiregruppen Monty Pythons film ‘Life of Brian’, som handler om Brian Cohen, der fødes samme nat og i den samme gade som Jesus, hvilket fører til en del forvekslinger af de to. Og selvom man ikke skal spoile en slutning, kan vi godt afsløre, at når du har set filmen, kommer sangen ’Always Look on the Brigth Side of Life’ til at hænge ved.
Da filmen kritiserede bl.a. religion, politik og venstrefløjsekstremisme, blev den af religiøse grupper anklaget for at være blasfemisk, og den blev bandlyst i bl.a. Irland, Italien og Norge.
Produktionen af filmen gik heller ikke helt uden problemer. Kort inden holdet skulle i gang med optagelserne, trak selskabet bag finansieringen sig, og de måtte hurtigt finde et nyt økonomisk grundlag. Heldigvis trådte en af Monty Pythons største fans til, pantsatte sit hus og finansierede filmen med 5 millioner dollar.
Tak til George Harrison fra The Beatles.
’Monty Python’s Life of Brian’ kan streames på Netflix her
Fanny og Alexander, 1982
En af Sveriges mest kendte instruktører, Ingmar Bergman, blev kendt for sine film, der havde eksistentielle spørgsmål om moral, ensomhed og tro som omdrejningspunkt. Det samme gør sig gældende i hans ikoniske familiedrama ’Fanny og Alexander’ fra 1982.
Filmen foregår i begyndelsen af 1900-tallet i Uppsala, hvor de to søskende Fanny og Alexander Ekdahl lever med deres familie. Efter en lykkelig juleferie ændrer deres liv sig dog radikalt, da deres far dør, og deres mor efterfølgende gifter sig med biskop Vergerus. For de to søskende bliver det afslutningen på det kunstneriske og varme hjem, som de er vokset op i og starten på en tilværelse i biskoppens spartanske og strenge hus.
Bergman har inddraget en række af sine egne barndomsminder i filmen, og Alexander skulle eftersigende forestille at være en ung Bergman, mens Fanny og faren er inspireret af hans egen søster og far.
’Fanny og Alexander’ blev modtaget med stor succes, nomineret til seks Oscars og vandt deraf fire bl.a. for bedste udenlandske film og bedste fotografering.
Vil du grave dybere ned i, hvordan Bergman skabte filmen, udgav han i 1984 dokumentaren ’Dokument Fanny och Alexander’, der skildrer hele tilblivelsen af filmen.
'Fanny og Alexander' kan ses på Filmstriben her
Pulp Fiction, 1994
Har du ikke set Quentin Tarantinos mesterværk ’Pulp Fiction’, så er det altså bare med at komme i gang. Og det er der flere argumenter for.
For det første er rollelisten fyldt med store stjerner: John Travolta, Samuel L. Jackson, Ving Rhames, Uma Thurman, Bruce Willis, og det fortsætter.
For det andet er Tarantinos manuskript virkelig godt. Omdrejningspunktet er forskellige historier om kriminalitet begået i Los Angeles bl.a. af duoen Vincent Vega (Travolta) og Jules Winnifield (Jackson), der forsøger at skaffe en stjålet kuffert for deres chef (Rhames).
Gennem Tarantinos velkendte og velskrevne dialoger kommer gangsternes mere lommefilosofiske sider frem, alt i mens bandeordene flyver om ørene på os. Et eksempel kunne være:
Vincent (Travolta) “You know what they call a quarter pounder with cheese in Paris?”
Jules (Jackson): “They don’t call it a quarter pounder with cheese?”
Vincent: “No man, they got the metric system. They wouldn’t know what the fuck a quarter pounder is.”
Jules: “Then what do they call it?”
Vincent: “They call it a Royale with cheese.”
Jules: “Royale with cheese. What’d they call a Big Mac?”
Vincent: “Big Mac’s a Big Mac, but they call it Le Big Mac.”
Jules: “Le Big Mac! Ahhaha, what do they call a Whopper?”
Vincent: “I dunno, I didn’t go into a Burger King.”
Sproget er bramfrit – som det altid er hos Tarantino – og der bliver fx sagt ’fuck’ 265 gange i filmen, som dengang var rekord (i 2013 blev den slået af Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’, hvor der siges 'fuck' hele 506 gange).
Et tredje punkt, der er værd at nævne, er, at filmen er et godt eksempel på Tarantinos brug af sin ironiske kombination af humor og vold. Han har tidligere udtalt til The Telegraph, at han ser den ekstreme vold som det bedste middel til at styre publikums følelser, og det greb har han da også siden gjort storstilet brug af.
'Pulp Fiction' kan streames på Netflix her
Idioterne, 1998
Da Lars von Triers film ’Idioterne’ udkom i 1998, fik den sammen med Thomas Vinterbergs film ’Festen’ stor opmærksomhed til filmfestivalen i Cannes. ’Idioterne’ gik modsat ’Festen’ derfra uden nogen priser under armene, men den danske film, som ligesom ’Festen’ var lavet under manifestet ’Dogme 95’, havde fået en vigtig omtale, der rakte ud over Danmarks grænser.
’Dogme 95’ var et nyt manifest for lavproduktionsspillefilm, som i 1995 blev underskrevet af de danske filminstruktører Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen. Det bestod af ti begrænsende regler, som skulle overholdes i alle filmproduktionerne:
1. Optagelsen skal foregå på location med de kulisser og rekvisitter, der er på stedet.
2. Lyd og billede må ikke optages adskilt. Musik må kun indgå, hvis spilles som en del af selve filmoptagelsen.
3. Kameraføringen skal være håndholdt.
4. Filmen skal være i farver og der må ikke anvendes særlig lyssætning.
5. Optiske filtre er ikke tilladt.
6. Man må ikke gøre brug af overfladisk action som fx mord eller våben.
7. Filmens tid og geografi må ikke afvige i forhold til virkeligheden.
8. Genrefilm er ikke tilladt.
9. Filmformatet skal være Academy 35 mm.
10. Instruktøren må ikke krediteres.
I ’Idioterne’ lever en gruppe voksne mennesker sammen i et kollektiv, hvor de forsøger at løsrive sig fra den moderne tilværelse og familiemæssige konventioner ved at udleve deres indre idiot. Ude i samfundet optræder de som ’spassere’, fx da de sidder på en restaurant og savler, mens de agerer barnligt over for de andre gæster.
Filmen er et godt eksempel på von Triers ekstremistiske tilgang til filmfortælling og indeholder en række grænseoverskridende scener – som vi ikke vil afsløre her – men som helt sikkert kommer til at indprente sig på din nethinde.
'Idioterne' kan streames på YouTube her
Memento, 2000
Mementos spæde begyndelse går helt tilbage til 1996. På daværende tidspunkt var brødrene Christopher og Jonathan Nolan i færd med et road trip fra Chicago til Los Angeles, hvor Christopher skulle flytte hen. Midt på USA's brede veje fik Jonathan fik idéen til en historie, der senere skulle udmønte sig i en af bror Christophers bedste film.
Omdrejningspunktet i filmen er en mand, spillet af Guy Pearce, der lider af anterograd amnesi, altså en manglende evne til at lære ny information og skabe nye minder, hvilket betyder, at han mister sin korttidshukommelse ca. hvert kvarter. Han leder efter sin kones morder, og i sin søgen bruger han polaroidbilleder og tatoveringer til at huske de informationer, som han hele tiden glemmer igen.
Filmen er bygget op som et puslespil, hvor en række sort-hvide sekvenser fortælles kronologisk og fremadskridende, mens en række sekvenser i farver er lagt ind imellem – i baglæns kronologi.
I et interview med filmmediet Indiewire har Nolan har fortalt, at han med en fortælleteknik som denne håbede på, at folk ville se filmen mere end en gang for at få mere ud af filmen:
“I like to be precise with things. I’m interested in making films to watch them a second time, and hopefully you’ll be interested to watch a second time. You don’t see how it’s stuck together; it actually can sustain that scrutiny and become something a little bit different when you see it again.”
Filmen har fået stor ros fra mange kanter og blev bl.a. nomineret til en Oscar for manuskript og redigering. Senere blev ’Memento’ rangeret som nr. 25 på BBC’s liste over de 100 bedste film fra det 21. århundrede og i 2017 blev filmen udvalgt af det amerikanske National Film Registry til bevarelse.
'Memento' kan streames på SF Anytime her
The Royal Tenenbaums, 2001
Æstetikkens mester Wes Anderson fik for alvor sit gennembrud i 2001 med filmen ’The Royal Tenenbaums’, som han skrev sammen med sin gamle universitetskammerat, skuespilleren Owen Wilson.
Plottet handler om familien Tenenbaum, der omfatter faren Royal, hans kone og deres tre børn, der fra barnsben viser sig at være ret talentfulde, men i deres voksne liv ikke helt oplever den samme succes, alt i mens deres far ikke viser den store interesse i deres liv. Og da faren endelig dukker op igen for at træde i karakter, begynder den splittede familie kun at glide endnu længere fra hinanden.
Filmen er endnu et eksempel på Wes Andersons evne til at skabe en knivskarp balance mellem medlidenhed og humor, som det også ses i fx ’The Grand Budapest Hotel’ og ’Moonrise Kingdom’.
Og som i alle hans andre film er rollelisten selvfølgelig spækket med stjerner: Gene Hackman, Anjelica Huston, Gwyneth Paltrow, Ben Stiller, Owen Wilson og – selvfølgelig – Bill Murray, der spiller med i alle Andersons film.
'The Royal Tenenbaums' kan lejes online hos Blockbuster her
Good Bye, Lenin! 2003
Hvis du tør at bevæge dig ind på den tyske filmscene, skal du give dig i kast med Wolfgang Beckers ’Good Bye, Lenin!’ fra 2003.
Den tragikomiske film foregår i Østberlin i sommeren 1990, hvor Tysklands store genforening står for døren. Selvom det er til stor glæde for de fleste, er Alex Kerner, spillet af Daniel Brühl, ikke helt tryg ved situationen. Hans problem er, at hans mor, som er DDR-aktivist og Gorbatjov-tilhænger, blev lagt i koma kort inden Berlinmurens fald og derfor ikke er klar over, hvilken virkelighed hun vågner op til. Enhver ophidselse kan for moren være livsfarlig og derfor forsøger hendes søn på bedste vis at skjule den genforeningen og DDRs undergang.
Filmen fik efterfølgende stor ros for sin indkapsling af begrebet Ostalgie (en ofte ironisk romantisering af livet i DDR) og vandt tre priser ved European Film Award – heriblandt for bedste film og hovedrolle.
'Good Bye, Lenin!' kan ses på Filmstriben her
Pans labyrint, 2006
Vi afslutter listen med en film i fantasy-genren. Og en rigtig mørk en af slagsen.
Mexicanske Guillermo del Toros film ‘Pans labyrint’ foregår i Spanien i 1944, hvor Franco og hans fascister har vundet borgerkrigen. Den 12-årige Ofelia rejser med sin skrøbelige og gravide mor, der har giftet sig med en sadistisk kaptajn fra hæren, ud i skoven i det nordlige Spanien. En dag finder den lille pige en stenlabyrint, som huser skovguden Pan, der stiller hende tre farlige opgaver, som hun skal udføre for at vende tilbage til sin familie.
Den uhyggelig eventyrfilm er omsvøbt af politiske budskaber, som i udgangspunktet gjorde det svært for del Toro at finde finansiering til filmen. Han har tidligere fortalt The Guardian, at det faktisk var tæt på, at filmen slet ikke var blevet lavet:
"I gave back my entire salary in order to get the film made the way I wanted it. I probably should have abandoned it the moment the funding fell through the first time, but I stuck with it for almost two-and-a-half years and refused to back down. It's the first time in the six movies I've directed where I've said: I'm doing this one my way, no matter what. Financiers ran out on me and everyone involved in my career was saying it was the biggest mistake I could make. But I'm very happy with the result. And for me, nothing will be the same again."
’Pans labyrint’ vandt tre Oscar-statuetter – for bedste fotografering, bedste scenografi og bedste make-up, og det må siges at være ganske fortjent.
'Pans labyrint' kan ses på Filmstriben her
