Bret Easton Ellis er tilbage i romanformatet, og det med en ordentlig tyksak af slagsen, der møver sig op over de 600 sider. Han har øjensynligt haft en del ufortalt siddende på hjertet, og romanen, der på dansk har fået titlen ’Skår’ (på engelsk: ’The Shards’), indledes da også med en ret omsiggribende forklaring. 

Eller måske er det nærmere et forbehold, i hvert fald er det noget, jeg i første ombæring havde svært ved lige at få min mund til at passe rundt om, det 13 sider lange forskrift; lige indtil Ellis kommer nærmere ind på de såkaldte ”begivenheder,” der hændte ham og hans venner for mange år siden, mere præcist i året 1981, Ellis’ sidste år i high school.

Hvilket har hjemsøgt ham i en sådan grad, at han (mildt sagt) ikke har kunnet magte at tage favntag med bæstet. Før nu. Og så skal jeg også love for, at Ellis får sat godt skub i dramatikken.

Her vil det være på sin plads at få lagt frem, at ’Skår’ er et autofiktivt værk, forstået sådan, at vi følger jegkarakteren ’Bret’, der – ligesom Bret – har udgivet generationsværkerne ’Less Than Zero’ og ’American Psycho’, er kommet op i årene, og som engang har gået på privatskolerne Bennington College og The Buckley School i L.A. (hvor handlingen i romanen her udspiller sig).

I ’Skår’ er det levede liv så bare fiktionaliseret, hvilket hurtigt tager form af et gevaldigt pirrende og gedigent underholdende ungdomskrimidrama.

I sommeren 1981 er Bret 17 år gammel. Døren til det store liv står ikke bare på klem, den står på vid gab. Året forinden er Bret blevet voksen. For som han siger: I L.A. bliver man voksen, når man fylder 16 år og får kørekort.

Bilen som køretøj udvider mulighedens grænser og eroderer det administrerende greb, forældrene indtil da i et vist omfang har kunnet opretholde. Bret bor på Mulholland Drive med sine forældre, men de er sjældent hjemme (de er på krydstogt i Europa for at stykke deres så godt som forliste ægteskab sammen), hvorfor han mest passer sig selv, skriver på sine romanmanuskripter, onanerer og går i biffen. Og hænger ud med sine privilegerede og rige venner, der ovenikøbet er dødsmukke. 

Bret har en kæreste, Debbie, men i virkeligheden er/var han pinagtigt forelsket i sin ven Thom (den smukkeste af dem alle), der er kærester med Susie (den smukkeste af alle pigerne), og i det skjulte boller han så med Matt og Ryan. De går alle i skjorter i kække farver og med opslåede kraver, de ser cool ud.

Bret ryger kryddernellikecigaretter, hører hele tiden mixtapes i sin bil (gerne med The Go-Go’s), eller han tager ind og ser The Psychedelic Furs på Whisky a Go Go, eller han hænger ud i sine venners poolpalæer og indtager stoffer (quaaludes, coke, valium, weed, whatever, der dulmer og lægger til oplevelsen).

Men uhyggen ulmer under de californiske pooloverflader og inde bag Wayfarer’ne. Den nyvundne frihed skal snart vise sig at være vundet på bekostning af uskylden. Sådan skal det måske gå os alle. Her indtræffer tabet bare hurtigere, mere uventet og langt, langt mere makabert.

Som vores hovedperson selv formulerer det: ”… i dag [kan jeg] skrive under på at den pågældende søndag i september var en af de sidste aftener, hvis ikke den sidste aften, hvor jeg var et hundrede procent lykkelig og uden frygt.”

Og senere, da grusomheden for alvor er sivet ind under de pastelfarvede oxfordskjorter: ”Da jeg stod dér på pladsen foran sportshallen første skoledag efter ferien, indså jeg alt for sent at jeg ikke havde læst det egentlige manuskript grundigt nok.”

En ny dreng (endnu smukkere end Thom og endnu mere løgnagtig end de allerede tilstedeværende i kliken tilsammen) ved navn Robert Mallory begynder på Buckley, i byen spøger en seriemorder kaldet ’The Trawler’, og så er der for et godt ord sgu ikke mere ungdommelig renlighed tilbage.

’Skår’ er ekstremt effektiv (og sjov) autofiktion, måske en anelse lang i spyttet, men helt grundlæggende dragende og originalt sat sammen.

Med andre ord: en fornem tilbagevenden for Bret Easton Ellis.