Da Anthony Bourdain døde, efterlod han sig en ufærdig rejsebog. Nu er den udkommet mod alle odds og er blevet en bestseller scroll-down

Da Anthony Bourdain døde, efterlod han sig en ufærdig rejsebog. Nu er den udkommet mod alle odds og er blevet en bestseller

Laurie Woolever arbejdede som personlig assistent for Anthony Bourdain og kom tæt ind på livet af den verdenskendte kok og tv-personlighed. Sammen arbejdede de på en ambitiøs rejsebog, da Bourdain pludselig døde. Trods chokket besluttede Laurie Woolever sig for at gøre bogen færdig. Men hvordan løfter man den blytunge arv uden at blive mesterkokkens spøgelse?

Af Sebastian Himmelstrup
Foto: Getty Images
Kultur Euroman

En februarmorgen i 2018 tager Laurie Woolever elevatoren op i et højhus i hjertet af Manhattan. Hun har et vigtigt møde med den Anthony Bourdain i hans lejlighed på 64. etage.

I ni år har hun arbejdet som hans assistent, og hun har lært, at ’Tony’ sætter pris på, at man kommer til tiden, gerne lidt før. Hun har forberedt sig til mødet. De skal snakke om en kommende rejsebog, som Laurie Woolever skal skrive med Anthony Bourdain som afsender.

Han virker til at være i godt humør, da han tager i mod hende ved døren. Han er i hvid T-shirt med et rødt logo fra den lokale Jiu Jitsu-klub broderet på ærmet, blå jeans og bare tæer. Han tilbyder kaffe, men Woolever har taget sin egen med. Hun vil ikke vil ulejlige ham med at skulle stå og brygge kaffe. Og så ved hun desuden, hvilken skodkaffe han plejer at drikke, fordi det er hende, der køber den ind til ham. ’Tony’ har altid afskyet baristakulturen, og har flere gange udtalt at der er få ting i verden, han går mindre op i end kaffe.

En anden del af hendes job som assistent er at holde skabene fyldt med basisvarer og køleskabet fyldt med cola zero, øl og vand, så han er velforsynet, når han en sjælden gang er hjemme i New York.

Lejligheden er stor, luftig og spartansk indrettet med tydelig inspiration fra kendishotellet Chateau Marmont i Los Angeles, som ’Tony’ elsker at bo på. Fra lejligheden på Manhattan er der udsigt til Hudson River, New Jersey og George Washington Bridge som et levende panoramabillede.

”Okay, skal vi gå igang?” siger Woolever.

’Tony’ sætter sig på en stol ved det runde bord i stuen. Med sin lange, ranglede silhuet får han stolen til at se lille ud. Han tænder en cigaret. Efter mange års afholdenhed er han begyndt at ryge igen. Meget. Så meget, at Woolever har fået installeret en røgfanger over bordet – sådan en man ser på værtshuse og i casinoer.

Woolever trykker optag på diktafonen. Samtalen kan begynde. Hun har set frem til at komme igang med rejsebogen med Tony. Men som hun sidder over for ham ved spisebordet, kan hun ikke vide, at denne morgen er sidste gang, hende og Bourdain kommer til at snakke om bogen.

Få måneder senere, 8. juni 2018, bliver Anthony Bourdain fundet død på sit hotelværelse i Frankrig. Han har taget sit eget liv, 61 år gammel. Bag sig efterlader han sig et sort hul i det gastronomiske univers, en datter på ni år og en række forliste ægteskaber. Anthony Bourdain kæmpede tilsyneladende med sine dæmoner, og til sidst vandt de over ham.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kokke og Bøger