Daniel Rye: "Jeg ser mere mig selv som en budbringer til danskerne end som et offer"

”Min første tanke var egentlig, at det ikke var et must for mig, at historien skulle filmatiseres. Jeg havde kun lyst til, at det skulle ske, hvis der var de rigtige mennesker omkring projektet. Både Puk og jeg fik rigtig mange henvendelser fra produktionsselskaber, der ville købe filmrettighederne til bogen, men da jeg hørte Toolbox fortælle om deres udgangspunkt for at lave filmen, blev jeg meget positivt stemt.

De havde respekt for historien og for, at den handlede om flere mennesker end bare mig. Jeg kunne virkelig mærke på dem, at de var oprigtige, og det kunne Puk også. Derfor sagde vi ja til at gå skridtet videre og se et udkast til manuskript. Stille og roligt begyndte jeg at tro på, at filmen kunne blive en realitet.”

”Helt klart. Altså, det er selvfølgelig min historie, men det var meget vigtigt for mig, at mine medgidsler ikke blev udstillet i et projekt, de ikke var med på. Derfor krævede jeg, at de ikke blev til karakterer i filmen, og den var filmselskabet med på. De syntes dog, at jeg var vigtig, og at James Foley var vigtig.

Derfor fløj jeg til USA og mødtes med Foleys familie for at vise dem manuskriptet og høre deres tanker om det. De syntes, det var et rigtig fint og empatisk projekt, som kun bidrog positivt til hans eftermæle – og det var sådan set det allervigtigste for mig.”

”Jeg har altid haft en meget professionel tilgang til historien i den forstand, at jeg tog til Syrien i et professionelt øjemed, og i stedet for at dokumentere andres historier, blev jeg selv til historien. Det, jeg har været igennem, lever syrerne med frygten for hver eneste dag. Dét har fra start gjort mig meget ydmyg over for min historie.

Jeg ser mere mig selv som en budbringer til danskerne end som et offer, og derfor er det vigtigt for mig at fortælle historien. Den er et indblik ind i en modbydelig verden, som findes, og som vores samfund aldrig nogensinde må ende som. Jeg synes, at debatten om dem, der flygter fra netop dén virkelighed, har været meget unuanceret, og jeg håber, at min historie kan hjælpe med at forstå, hvad der egentlig er på spil for dem.”

”I starten var jeg meget med. Jeg skulle sørge for, at jeg hele tiden kunne forholde mig til manuskriptet, og at det var de rigtige folk, som blev inviteret ind i projektet – og at der ikke blev taget nogle for drastiske filmiske beslutninger, for historien er stærk nok i sig selv. I øvrigt var jeg meget opmærksom på, at alle karaktererne blev portrætteret med respekt, og at filmen ikke blev til en Hollywood-basker, hvor der springer bomber hele tiden, men derimod en fortælling, der spiller på historiens komplekse elementer.

Omvendt var jeg også bevidst om at lade filmholdet gøre sit arbejde, så da historien var på plads, gav jeg også slip, så de kunne have deres kreative frihed. Jeg synes, at det endelige resultat er blevet rigtig fint.”

”Det var meget som at træde ind i en fabrik. Der var omkring 80 mennesker på arbejde, da jeg var der, så der var ikke tid til rundvisning på settet eller særbehandling. Folk var så megabegravede i det, der var vigtigt, og det var så tydeligt, at alt var tilrettelagt ned til mindst detalje. Det var enormt behageligt at træde ind i det univers og se, at der var styr på det, og at alle var så meget ’in character’.

Da jeg så Esben i rollen som Daniel, fik jeg helt utroligt ondt af ham. Det, han gik igennem som den karakter, han spillede, var simpelthen så hardcore. Jeg blev helt berørt over at se, hvor meget han gav af sig selv, og hvor meget alle på settet gav af sig selv på en både ydmyg og respektfuld måde. Jeg synes virkelig, at det var godt at se, hvordan store skuespillernavne gik til opgaven med sådan et engagement, selv om det i virkeligheden bare er endnu en filmrolle i rækken for dem.”

”Jeg føler faktisk ikke, at jeg har set Esben spille mig. Jeg føler, at jeg har set Esben fortolke en historie. Det var jo både nye mennesker, nye rammer og til dels en anden fortælling. Så på den måde følte jeg ikke, at jeg trådte ind i noget, jeg engang har været en del af. De ville jo aldrig filmisk kunne genskabe min hukommelse én til én.

Undervejs var der alligevel en episode, hvor fangerne står for enden af en gang og skal transporteres fra A til B, mens fangevogterne slæber dem afsted, mens de slår løs på dem. I de situationer har jeg altid haft bind for øjnene, og dét at se det ske med mine egne øjne fik mig til at føle, at jeg betragtede noget på afstand, som jeg selv havde været en del af. Som om det tomrum i min erindring blev fyldt ud af det filmiske bud på, hvordan situationen i virkeligheden kan have set ud. I situationen påvirkede det mig rigtig meget, men da jeg var kommet mig over det, kunne jeg vende tilbage med et helt andet overskud, fordi alle følelserne, der havde hobet sig op inden i mig, var frigivet.

Jeg har slet ikke let til tårer, men når de endelig kommer, kan det være enormt forløsende. Jeg har klart skullet bearbejde nogle oplevelser, men det har mest været et spørgsmål om, at jeg har skullet se det i øjnene og acceptere det. Så var det helt okay.”

”Jeg kendte ikke Esben, før vi blev præsenteret for hinanden, men så lærte jeg ham at kende og blev ret hurtigt ret tryg ved ham. Han kommer på mange måder fra det samme, som jeg selv kommer fra, og så er han enormt ydmyg. Han stiller høje krav til sine skuespilpræstationer, og han har gjort et kæmpe stykke arbejde for at gøre det så godt som muligt. De arbejdsdage, han har haft, har været helt sindssyge. Jeg har virkelig følt mig i gode hænder.”

”Vi har det rigtig godt sammen, og vi er stadig i tæt dialog, for den historie, der begyndte tilbage i 2014, er langt fra færdig. Der er hele efterspillet med retsforfølgelsen af vores fangevogtere og de tilbageværende efter mine kammerater i Syrien, som døde. Det er en kæmpe proces, som ikke er afsluttet. Puk har mange kontakter i Mellemøsten, og det er rigtig rart at have en person som hende, som jeg kan række ud til, når jeg har brug for det.

Jeg tror, at min historie har været lidt speciel for hende, fordi hun i princippet selv kan ende i min situation. Det kan ske for selv den bedste. Det har været helt fantastisk at have en som hende at tale med, fordi hun nemt har kunnet leve sig ind i den virkelighed, jeg er blevet trukket igennem. Vi snakker stadig tit sammen. Vi har faktisk også lige lavet et nyt efterord til bogen, som bliver genudgivet.”

”Jeg mener grundlæggende ikke, at man skal videre ovenpå traumatiske oplevelser som mine, jeg mener, at man skal lære at leve med det. Det er jo en del af dit liv. Jeg har aldrig lagt låg på min tid som gidsel, for den forsvinder ikke af at blive gjort til et tabu. At gå åbent ud med min historie har været enormt befriende for mig, og dertil kommer, at jeg konstant har haft folk omkring mig, som jeg har kunnet bruge til at bearbejde mine oplevelser med.

Både mens jeg blev holdt som gidsel og efterfølgende, for der var andre fanger, der blev frigivet før mig, som jeg altid har kunnet snakke med. Jeg synes, jeg har det godt, og jeg arbejder pt. koncentreret på at færdiggøre min nye fotobog om klimarelaterede flygtninge, der kommer til efteråret.”

”Der tror jeg ikke, jeg er så meget anderledes fra mine medgidsler nede i Syrien. De har nemlig også fortsat deres arbejde relativt hurtigt efter, de kom hjem – og de laver stadig det samme som før. Jeg tror, det handler om en indre idealisme. Der er ingen af os, der har kastet os ind i denne her konflikt – velvidende om risikoen for at blive kidnappet eller skudt – fordi vi synes, det kunne være en fed oplevelse, men tværtimod fordi der ikke var andre muligheder.

Det er et kæmpe idealistisk kald, når man begiver sig ind i en krigszone. Hvis man bare ser det som et arbejde, ville man aldrig gøre det i første omgang, fordi de personlige følger kan være så uoverskuelige.”

”For mig handlede det først og fremmest om, at jeg følte, at jeg var låst fast i rollen som Daniel, der har været i Syrien. Jeg havde lidt en idé om, at folk havde et meget snævert billede af, hvem jeg var. Derfor var det naturligt for mig at udgive min historie i ’Ser du månen, Daniel’. Jeg så det som en mulighed for at fortælle om mine bevæggrunde for at tage af sted, om hvem jeg var og om det, jeg har været igennem. Det er også derfor, at jeg holder foredrag.

Det hele har lidt været en kamp for at genvinde den troværdighed, som jeg i kraft af min profession som dokumentarist er så afhængig af. Stille og roligt føler jeg også, at jeg har fået opbygget en troværdighed, som i hvert fald er større, end dengang jeg kom hjem fra Syrien. Nu er jeg der, hvor mit liv er begyndt at køre på skinner igen, både personligt og professionelt, og jeg er så småt trådt ud i verden igen.”

”Hvis der bliver fred en dag. Arbejdsmæssigt har jeg ikke nogen interesse i Syrien lige nu, men hvis der kommer ro på, kunne jeg godt tænke mig at tage tilbage sammen med min familie og måske kigge på nogle af de steder, jeg har været fanget. Som land synes jeg, at Syrien er et fantastisk sted med et fantastisk folkefærd og kultur. Det er noget, jeg meget gerne vil besøge igen.”

”Nej, slet ikke. Noget af det, min psykolog sagde til mig, efter jeg var kommet hjem, var: ’Daniel, hvis du hører et højt brag, og du bliver skidebange, så gå hen og se, hvor braget kommer fra. For når du opdager, at braget kommer fra en ballon, der sprang, finder du ud af, at det ikke var særlig farligt.’ Det handler om at konfrontere ting i stedet for at lade uvisheden stige en til hovedet.”