Daniel Rye: "Jeg ser mere mig selv som en budbringer til danskerne end som et offer"

”Min første tanke var egentlig, at det ikke var et must for mig, at historien skulle filmatiseres. Jeg havde kun lyst til, at det skulle ske, hvis der var de rigtige mennesker omkring projektet. Både Puk og jeg fik rigtig mange henvendelser fra produktionsselskaber, der ville købe filmrettighederne til bogen, men da jeg hørte Toolbox fortælle om deres udgangspunkt for at lave filmen, blev jeg meget positivt stemt.

De havde respekt for historien og for, at den handlede om flere mennesker end bare mig. Jeg kunne virkelig mærke på dem, at de var oprigtige, og det kunne Puk også. Derfor sagde vi ja til at gå skridtet videre og se et udkast til manuskript. Stille og roligt begyndte jeg at tro på, at filmen kunne blive en realitet.”

”Helt klart. Altså, det er selvfølgelig min historie, men det var meget vigtigt for mig, at mine medgidsler ikke blev udstillet i et projekt, de ikke var med på. Derfor krævede jeg, at de ikke blev til karakterer i filmen, og den var filmselskabet med på. De syntes dog, at jeg var vigtig, og at James Foley var vigtig.

Derfor fløj jeg til USA og mødtes med Foleys familie for at vise dem manuskriptet og høre deres tanker om det. De syntes, det var et rigtig fint og empatisk projekt, som kun bidrog positivt til hans eftermæle – og det var sådan set det allervigtigste for mig.”