De tager ’baseret på en sand historie’ meget alvorligt. De udvælger en lille bid af verden og maler et poetisk, råt eller nogle gange kærligt billede af den. De er dokumentarfilmene, og når de er allerbedst minder de os om, at den sande historie ofte er mere utrolig end en løgn.

Vi bringer dig her en guide til de allerbedste, danske dokumentarfilm, du kan streame på nettet – de fleste af dem ovenikøbet ganske gratis.

11: Gasolin’

Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev stod sammen om at få deres band Gasolin’ ud af de små musikklubber og til toppen af dansk musik. Men hvad skulle de kæmpe sammen om, da de var deroppe?

Historien om de fire hippier fra Christianshavn, der gik hen og blev det største rockband i den hjemlige musikhistorie, er samtidigt historien om fire venner, der voksede fra hinanden. Det er historien om et årti i danmarkshistorien, om egoer, drømme og rock ’n’ roll.

Instruktør: Anders Østergaard, 2006

Se den på Filmcentralen

10: Ekstra Bladet uden for citat

Midt i en internet-tid er den traditionelle presse truet på livet. Oplagstallene falder, fyringsrunderne ruller, og konkursen ligger truende i en ikke så fjern horisont, med mindre de gamle travere finder ud af at omlægge sig – hurtigst muligt.

’Ekstra Bladet uden for citat’ følger den 100 år gamle avis og chefredaktør Poul Madsens kamp mod konkurrenterne. En kamp på forsider med blikfang, nye idéer og scoops.  

Instruktør: Mikala Krogh 2014

Se den på Blockbuster

9: Min avatar og mig

Mikkel lever et temmelig kedeligt liv. Hans karriere som filmskaber fører ingen vegne, og hans parforhold er også gået i stå. En dag efter endnu et afslag på ansøgning filmstøtte fra Filminstituttet, falder han over internetverdenen Second Life.

Her i den digitale parallelverden får han en lækker kæreste, en masse penge og et stort og flot hus. Efterhånden opholder han sig så meget i Second Life, at det ikke længere er til at adskille det digitale fra det analoge.

Instruktør: Mikkel Stolt, 2010

Se den på Filmstriben

8: Armadillo

’Armadillo’ er navnet på den danske forpost i den afghanske Helmand-provins, hvor Janus Metz Pedersen fik lov til at udstyre flere af soldaterne med hjelmkameraer og på den måde komme helt tæt på både kugleregn og de unge udsendtes angst for at dø.

Bl.a. kommer vi ind under huden på Mads og Daniel, to førstegangsudsendte soldater, der igennem deres seks måneder ved fronten håndterer presset vidt forskelligt, og som med stigende mistro til lokalbefolkningen bliver mere og mere isolerede fra de mennesker, de er sendt afsted for at beskytte.

Instruktør: Janus Metz Pedersen, 2010

Se den på Blockbuster

7: Lej en familie A/S

Japanske Ryuichi lever tilsyneladende et normalt og røvsygt liv med arbejde på et posthus og en familie, der hellere var fri for ham. Hans søn sover i hjemmets store seng, sammen med Ryuichis kone, Ryuichi selv på gulvet på børneværelset. I sin fritid planlægger han en ferie til Hawaii, man fra første sekund af denne danske film ved, aldrig kommer.

I al hemmelighed driver Ryuichi en virksomhed, der ’udlejer’ en familie. Hvis en pige fx gerne vil giftes, men ved, at hendes familie ikke vil bifalde gommen, kan Ryuichi formedels et beskedent beløb lejes til at være en mere accepterende far, en gammel ven eller en glad bryllupsgæst.

Instruktør: Kaspar Astrup Schröder, 2012

Se den på Filmstriben

6: My love – historien om Poul & Mai

Poul er 66 år, den tavse type, fisker og fra Møn. Han var i mange år gift med sin kone, måske mest af pligt, eller fordi det er sådan, man gør. Men sådan vil han ikke gøre længere. Han er nemlig sprunget ud som bøsse, og nu kommer også hans 20 år yngre, thailandske kæreste Mai til Møn.

Filmen handler om at være tro mod sig selv og sin kærlighed, og om at lykken ligger i hverdagen, hvis man tør indrette sit liv efter egen smag.

Instruktør: Iben Haahr Andersen, 2012

Se den på Filmstriben

5: Tintin og mig

Udover at blive betragtet som en af de allerbedste tegneserier, hvis ikke den bedste, nogensinde, er ’Tintins Oplevelser’ også et stykke pophistorisk vidnesbyrd om det forrige århundrede. Udgivet som første gang i 1929 og sidste gang i 1986, spejler hæfterne sig i tidens begivenheder – fra den unge Sovjetunion til nazisterne og revolutioner i Sydamerika.

Filmen baserer sig bl.a. på et aldrig før offentliggjort interview med skaberen Hergé, og udover den historiske læsning i tegneserien, får vi også et indblik i, hvordan seriens temaer og tegninger blev malet af skaberens følsomme sind.

Instruktør: Anders Østergaard, 2003

Se den på Blockbuster

4: Ambassadøren

Journalisten Mads Brügger har aldrig været blev for at sætte sit liv på spil i jagten på den gode historie. I denne film forklæder han sig som den hvide koloniherre i ridestøvler og cigaretrør på vej til det sorteste Afrika, nærmere bestemt Den Centralafrikanske Republik.

Undervejs får han anskaffet sig et diplomatpas, han sætter sig for at fylde attachetasken med diamanter, vælter rundt i gin & tonics og korrupte embedsmænd og undgår kun med svineheld at blive skudt i denne kontroversielle omgang gonzo-journalistik.

Instruktør: Mads Brügger, 2011

Se den på Filmstriben

3: Forførerens fald

Euroman og Eurowomans far, Peter Linck, satsede alle sine millioner på et nyt medieprojekt, der ligesom de to nævnte eventyr skulle ryste den danske mediebranche i sin grundvold: En avis af internationale karat. Han hyrede de dygtigste journalister, de mest ambitiøse fotografer, lejede sig ind på den dyreste adresse og fik de bedste kokke i kantinen. ’Dagen’ skulle avisen hede.

Men den gik nedenom og hjem efter kun 42 dage, og da var Linck personligt konkurs med minus 32 millioner på kontoen. ’Forførerens fald’ handler om en så stor tro på sig selv, at kun en ting kan stoppe dig: Den benhårde virkelighed.

Instruktør: Laurits Munch-Petersen og Frank Piasecki Poulsen, 2008

Se den på Filmstriben

2: Det røde kapel

Førnævnte Mads Brügger gjorde sig første gang bemærket i det internationale, da han sammen med to komikere, Simon Jul og Jacob Nossell, under dække af at være en kommunistisk teatertrup fik adgang til verdens mest lukkede land: Nordkorea.

’Det røde kapel’ er en dadaistisk, crazy-absurd tur rundt i et skørt land, hvor guiden er spion, der er mikrofoner i potteplanterne, og byernes brede boulevarder kun er bygget for at kampvognene kan køre frem.

Instruktør: Mads Brügger, 2009

Se den på Blockbuster

1: En forårsdag i helvede

Ingen liste over danske dokumentarfilm uden Jørgen Leth, og ingen nævnelse af Jørgen Leths film uden hans mesterværk ’En forårsdag i helvede’. Den poetiske film er en lang kærlighedserklæring til cykelsporten generelt og det traditionsrige Paris-Roubaix i særdeleshed.

Kameraerne indfanger atmosfæren, når Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck og de andre stjerner kæmper sig igennem et af verdens hårdeste cykelløb, mens Leths kendte stemme kommenterer– vanen tro.

Instruktør: Jørgen Leth, 1976

Se den på Filmstriben eller Filmcentralen