Johan Olsen, 42 år, forsanger i Magtens Korridorer og grundforsker i biokemi på Københavns Universitet.

Jeg faldt på min cykel og bankede tanden ned i asfalten. Med årene har jeg ikke haft lyst til at få den lysnet. Den er blevet en del af mig selv. Den fungerer som en signatur eller en tatovering.

Jeg er glad for, at jeg ikke blev berømt, da jeg var 19. Så var det gået helt galt. Jeg ved ikke hvordan, men det var det.

I en årrække led jeg af en ret ukonstruktiv form for storhedsvanvid. Jeg har altid været heldig i livet og fået det, jeg ønskede mig. Det hele har kørt på skinner. Det var før, Magtens Korridorer brød igennem, at jeg havde den her euforiske fornemmelse af min egen tilstrækkelighed. Jeg kunne mærke det indeni. Det var en rus. Jeg forestiller mig, at det må være som at sniffe kokain. Jeg svævede fem cm over gaden. Det tog overhånd i starten af 00’erne, men jeg havde opbygget det over længere tid. Det er ikke sundt og bestemt ikke klædeligt. Det er jo en form for narcissisme, hvor man føler sig bedre end andre og hævder sig selv. Men det kan også være enormt produktivt, fordi man ikke tvivler på sig selv. Det mindste. Til gengæld fungerer man mangelfuldt med andre mennesker. Som narcissist har man godt nok en stor interesse i, at andre synes, man er fantastisk, men det halter alligevel med den sociale omgang.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, der gør mig høj. Jeg tror, jeg har let ved at udskille kroppens egne rusmidler. Jeg ved, det kommer af kærlighed og skønhed. Og jeg tror, det kommer af selvrealisation. Jeg har et stort behov for at udtrykke mig. Jeg ved ikke hvorfor. Det er ikke for at få opmærksomhed, fisse eller magt. Det føles som et vigtigt behov, jeg skal have opfyldt, og når jeg oplever at opfylde det behov, fx i en kreativ proces, bliver jeg høj.

Hvis man genererer sin egen kokain, kan det gøre nas at gå på afvænning, men jeg kom lettet ud på den anden side. Min kæreste fik mig til at indse, at jeg var langt ude. Hun havde ikke en punchline, men hun blev ved med at gøre mig opmærksom på, at det ikke var i orden at være så selvfed. Hun er meget direkte og ikke typen, der går ind i sofaen med et tæppe og en kop te og skal have en lille snak.

LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Morten Lund

Jeg prøver af og til at ryge hash, men der går lang tid imellem, for jeg ender som regel som et savlende, umælende monster. Hold kæft, jeg er dårlig til det. Jeg kommer til at veje 13 tons og kan ingenting. Jeg taler i tunger i en time, og så går jeg i seng.

Jeg har aldrig rørt hårde stoffer. Jeg har ikke behov for at dømme folk, men jeg har set folk, som er gået så nederdrægtigt ned på det. Jeg er for glad for det, jeg har, til at jeg gider have det problem. Hvis jeg tænkte, at det ville være fedt med en streg, hver gang jeg skulle på scenen … det ville jeg bare ikke kunne holde ud. Jeg er i forvejen bange for ikke at kunne præstere. Derfor rejser jeg rundt med en toilettaske, der er stoppet med mere eller mindre ligegyldige ting. Noget mod allergiske reaktioner i halsen, næsespray, tre hovedpinepiller og den slags. Jeg bruger det aldrig.

Når man spiller for rigtig mange mennesker, har hjernen en tendens til at forvandle publikum fra mennesker til én organisme, én ting. Det er for svært for hjernen at forholde sig til så mange individer. Det kan godt være farligt, hvis publikum på den måde forsvinder og bliver en ting, tror jeg, så jeg ser meget på folk. Intensiteten af det, jeg prøver at formidle, er 100 gange højere, hvis jeg kan kigge ind i nogle af de sjæle, der er til stede.

Jeg sagde blankt nej, da min ven Niclas spurgte, om vi skulle danne Gasolin’ Jam. Selv om jeg havde brug for pengene, og selv om folk ofte har fortalt mig, at jeg minder om Kim Larsen, var jeg for fin til at spille i et kopiband. Men min daværende kæreste overtalte mig. En af de første koncerter var i Sofiekælderen på Christianshavn. Pludselig dukkede Wili Jønsson (Gasolin’s bassist, red.) op. Det var jeg ikke glad for, jeg var nervøs nok i forvejen. Det gik helt galt. Teknikken svigtede fuldstændig. Jeg faldt ud, og sikringerne sprang. Det var en frygtelig oplevelse, og jeg stod bare og skreg uden at vide, hvad jeg lavede. Bagefter kom Wili hen og sagde: ”Det var sgu meget fedt, I gør det på jeres egen måde.” Han gav mig et kram. Jeg havde tårer i øjnene. Men Gasolin’ Jam lærte mig at være til stede fra scenekanten.

LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Bjarke Ingels

Buff var bartender på Märkbar på Vesterbrogade. Han var meget, meget stor og pådrog sig alle de livsstilssygdomme, man kunne tænke sig. Men han var først og fremmest ekstremt favnende. Han kunne stå bag baren og snakke med en, der var ved at tage livet af sig selv, og en, der var helt oppe at køre efter at have bestået sidste eksamen. Der har stået mange voksne mænd og tudet i favnen på ham. Han var morsom, havde visdom. Det var meget trist, da han døde. Vi skrev en sang til ham, som hed ’Sidste omgang’ og kan findes på ’Milan Allé’. Torben Steno skrev også en sang, ’Buffelade’. Så han fik i hvert fald to rekviemmer i nakken. Han betød meget for mig.

Først forstår man det ikke, så forstår man det og bliver ekstatisk, og så finder man ud af, man ikke helt forstår det alligevel. Det var den samme rus og opløsning, jeg oplevede, da jeg lærte om termodynamik i det mest inspirerende kursus, jeg har haft på Københavns Universitet. Der er tre erkendelsestrin. Først forstår man ingenting, så opnår man erkendelse, og så følger et fuldt crescendo, hvor man famler. Det sidste er klart det mest interessante. Musikeren Kenneth Thordal siger, at hvis folk påstår, de har svaret, så skal man skynde sig væk derfra. Det har han jo nok ret i.

Sådan er det også med musik. Ingen af os fem ville kunne lave musik som i Magtens Korridorer alene. Det er helt usandsynligt. Vi skændes ikke, men vi banker ind i hinanden hele tiden. Det giver et resultat, som ikke bare er et kompromis, men som er mere. Det sjoveste i livet er kontrasterne.

Vi flyttede tidligt til et rækkehus i Brede ved Lyngby. Min far tog af og til mig og min bror ind til København for at se, hvordan folk boede. Jeg ved ikke, om det var politisk motiveret, men det følte han vel, at vi burde vide. Vi var inde i baggårdene på Vesterbro, og der var altså ret vildt i 70’erne. Fælleslokummer og alt i beton. Det vækkede noget politisk i mig, at jeg så, hvor privilegeret jeg var.

LÆS OGSÅ Meningen med livet: Oh Land

Jeg blev politisk bevidst på venstrefløjen og kom i elevrådet og den slags. I gymnasiet følte jeg så, at det hele var fup og svindel. At politik ikke handlede om menneskene, men om at konstruere maskinen smartest muligt. At behandle folk ordentligt var en af flosklerne, men ikke del af dagsordenen. Sådan er det stadig.

Man er svineheldig, hvis man finder en kvinde, der fatter, hvad der foregår inde i hovedet på én. Det må være meget ensomt, hvis ikke hun gør. Så bliver hun topfrustreret og vred, og manden bliver deprim. Han ender med ikke at kunne forholde sig til situationen på anden måde end ved at lukke af, fordi han føler sig misforstået.

Jeg er så privilegeret, at jeg har en kæreste, jeg ikke behøver at forhandle med. Jeg skal ikke spare op på ’må godt-barometeret’. Jeg føler, jeg forstår, hvad der foregår inde i hende, og at hun forstår mig. Så kan man vel ikke forlange mere. Jeg var hendes tutor i gymnasiet. Men vi er først blevet kærester meget senere.

Jeg ved ikke, om der findes nogen opskrift på det at være god i sengen. Det er vel i høj grad et spørgsmål om, at man ejer empati og går utraumatiseret til værks. Det at have sex får en ekstrem stor dimension i det øjeblik, du virkelig er forelsket i den, du går i seng med. Jeg kan ikke komme med nogen bedre bud. Hvis man er meget forelsket, smelter man sammen og oplever stort set det samme i sengen. Så er det godt.