Diskoen er død. Længe leve diskoen

”Disco sucks! Disco sucks!”

Råbene runger ud af højtalerne på Comiskey Park i Chicago. En betragtelig del af tilskuerne på det overfyldte baseballstadion – der er plads til 44.000, men her er mindst 55.000 – råber med i kor. Det er en sommeraften, den 12. juli 1979. Nede på banen står den 24-årige radiovært og discjockey Steve Dahl med en mikrofon i hånden og styrer løjerne. Han er iført en lidt for stor militærjakke og en militærhjelm, og han har lige sprængt en container fyldt med discoplader af vinyl i luften. Han hopper op i en camouflagefarvet Jeep og forlader stadion til en øredøvende hyldest.

For størsteparten af tilskuerne giver det ikke mening. De er kommet for at se to baseballkampe – en såkaldt ’double header’ – mellem Chicago White Sox og Detroit Tigers, men i stedet er de i en sky af marihuana og krudtrøg vidner til et offentligt oprør mod diskomusikken. Klubejeren Bill Veeck havde sagt ja til lidt pauseunderholdning, et arrangement med titlen ’Disco Demolition Night’, men ikke dette. Han ser måbende til fra sin VIP-loge. LP-plader bliver kastet ud fra lægterne som frisbee’s. De flyver som livsfarlige, runde barberblade om ørerne på de mange tilskuere, som har forceret banen og tændt bål. Spillere og dommere er flygtet ind i omklædningsrummene. Mirakuløst kommer ingen til skade. Imens snyder flere og flere mennesker, fulde og vindskæve, sig ind på stadion, og efterfølgende mener politiet, at der har været op mod 100.000 til stede på eller omkring stadion.

I dag – mere end 40 år efter – husker en dansk musiker, for hvem diskomusikken var startskuddet til hans egen karriere, hvor rystet han var over optøjerne.

“Der var en lynchstemning i den gruppe mennesker,” siger Chief 1, frontfigur i det banebrydende hip-hop-band Rockers By Choice og netop nu pladeaktuel som solist.

“Der var jo stort set ikke andre end rednecks, for helvede, med truckerhatte, Budweiserøl og stramme jeans. De hadede disko. Måske fordi de var trætte af, at deres kvinder hellere ville have en mand, der kunne danse disko frem for én, som kun kunne danse line dance. Måske udsprang modstanden mod diskoen ganske enkelt som en slags jalousi. Det var den amerikanske jantelov.”

I 1979 var diskoen stadig på globalt plan den dominerende musikgenre, men den blev i stigende grad anset for at være naiv og overfladisk. Den så sin begyndelse i de tidlige halvfjerdsere i undergrundsklubber for sorte, homoseksuelle og andre minoritetsgrupper, som dyrkede deres egne DJ’s, og de kom med musik, der var produceret af mindre, uafhængige pladeselskaber.

”Diskoen blev skabt ud af et behov for frihed. Det var en slags ’liberation’, om du vil, og den frihed kom på ryggen af ’The Summer of Love’ i 1967 som en slags sort bevægelse. De sorte var jo ikke en del af hippiebevægelsen, så de lavede en mere progressiv form for R&B med mere percussion og lange breakdowns, som jo totalt redefinerede, hvad et popnummer kan være,” siger musiker og discjockey Peter Stenbæk, der i dag blandt andet er vært for de populære diskofester ’Love Hangover’ på spillestedet Vega i København.

”Man fandt i bund og grund ud af, hvor fedt det er at spille tunge rytmespor på kæmpe højtalere, og at det er perfekt at danse til,” siger han.

Diskomusikken brød internationalt igennem med et brag fra midten af 1970erne. Ikke mindst da sangskriver og producer Giorgio Moroder skabte superhittet ’I Feel Love’ til Donna Summer.

Gospelsangeren Summer, der egentlig ikke gad synge disko, havde lige haft succes i rockmusicalen ’Hair’, og italienske Moroder var begyndt at rode med et nyt elektronisk instrument, kaldet en Minimoog. Denne synthesizer, som Kraftwerk også havde brugt til at lave sin ’Autobahn’ med i 1974, skulle blive et af de vigtigste instrumenter op igennem de næste tre-fire årtier. Men også film som ’Car Wash’ fra 1976, ’Saturday Night Fever’ fra 1977 – med et af verdenshistoriens bedste soundtrack af Bee Gees – og endda kæmpefloppet fra 1978, ’Thank God It’s Friday’, var med til at gøre diskomiljøet mainstream og skabte billedet af diskoen som en stor dansefest på coke og cocktails for alle, uanset hudfarve eller seksuel overbevisning. Alle vred sig til ’The Hustle’ på dansegulvene i farverige polyesterskjorter og tætsiddende kjoler – i lyset fra glitrende diskokugler.

Aktivisten, filminstruktøren og redaktøren Dennis Brumm, der selv var en central skikkelse i det amerikanske diskomiljø dengang, har sagt om diskoen i dens senere og mere folkelige udgave, at den var en ”afstumpet verden, fyldt med heteroseksuelle og homofobiske italiensk-amerikanere, som også var racister.” Her tænkte han nok utvivlsomt på John Travolta og miljøet, der blev skildret i ’Saturday Night Fever’. Men faktum er, at det netop var film som denne, der var med til at flytte diskoen fra undergrunden og give hvide, heteroseksuelle mænd mod til at gæste diskotekerne og ud på dansegulvet. Diskoen var blevet et kulturfænomen, der samlede på tværs af race og seksualitet.

Discjockeyerne blev konger, og hitsene blev nu ikke kun lavet til butikker og radio i form af de gamle singler, også kaldet ’45’ere’ (fordi singlerne nåede 45 omdrejninger per minut). Nu blev der skabt musik direkte til dansegulvene, og Barry Whites ’Love Theme’, et instrumentalnummer, lå nummer ét på Billboard-listen, før det overhovedet blev spillet i radioen, og grunden var, at nummeret allerede var blevet råspillet på diskotekerne.

”Da discjockeyerne for alvor fik deres berettigelse på de store diskoteker, ledte de også efter anledninger til at lave deres egne versioner af numrene,” forklarer Peter Stenbæk. ”Den mulighed havde ikke været til stede før, og i begyndelsen var det sindssygt bøvlet. De skulle jo have fat i masterbåndene, som de så skulle klippe sammen.”

Et andet problem var, at lyden på en 45-single var dårligere end på en ’almindelig plade’ med 33 1/3 omdrejninger (fordi rillerne i vinylen var smallere på en 45). Løsningen kom ved et tilfælde, da produceren Tom Moulton en dag løb tør for singler og i stedet optog et enkelt nummer på en LP-plade med 33⅓ omdrejninger i minuttet, som man normalt ville lægge op mod 10 sange på. Lyden var fantastisk, og maxi-singlen var født. Den gav mulighed for at strække numrene over mange minutter, hvilket førte til en eksplosion i antallets af remixes. Giorgio Moroders og Donna Summers ’I Feel Love’ var et af de første numre, der definerede de otte, ni minutter lange eksperimentelle mixes og gjorde, at discjockeyen nu også kunne nå på toilettet og sniffe et par baner mellem numrene.

Diskoen døde ikke i pausen mellem to baseballkampe i Chicago. Men den tunge rytme fik derefter og især fra begyndelsen af det nye årti, 1980’erne, en anden lyd. Man kan vælge at se sådan på det, at diskoen mistede sit momentum. Man kan også se det sådan, at andre genrer begyndte at slå over i disko, eller at diskoen forklædte sig som andre genrer.

”Diskoen skruede lidt ned for de store brede flæser og trompetbukserne,” siger Chief 1. ”Ikke nok med at jovialiteten blev skruet ned, det skete også for selve diskoens image. Enhver musikgenre har en tøjstil og en måde at tale på, og alt det der med at gå rundt og sige ’jive’ og se ud som ham fra ’Saturday Night Fever’ stoppede.”

I 1979 og 1980 udkom Michael Jackson med ’Off the Wall’ og George Benson med ’Give Me the Night’. Begge var krydset over fra Motown jazz og blues for at prøve kræfter med diskoen. Manden, der producerede begge LP’er, var Quincy Jones, der om nogen opfandt Michael Jackson og hans lyd. Året efter kom Quincy Jones selv med ’The Dude’, og i 1982 gav han Donna Summer nye hits i form af ’Love is in Control’ og ’Mystery of Love’. Earth, Wind & Fire havde hittet med ’Boogie Wonderland’ i 1979, selvom bandet ikke tidligere havde prøvet kræfter med diskomusik.

”En del af jazz- og funkmusikerne hoppede på diskotrenden og fik tilsat lidt ’four-on-the-floor,’” siger Chief 1, der selv på det tidspunkt var stor funkfan og begyndte at sample flere store discokunstnere sønder og sammen. Det kunne også høres i musikken fra Rockers By Choice:

”Men diskoen skulle jo også følge med tiden, og den begyndte så småt at erstatte trommeslageren med en trommemaskine. Problemet var bare, at disko med rytmeboks var mekanisk og ikke fedt.”

Den nye lyd, der begyndte at komme frem, opstod oven på diskoen i Chicago. En flok discjockeys gik sammen under navnet the ’Hot Mix Five’, og folk som Kenny ’Jammin’ Jason, Ralph Rosario, Farley ’Jackmaster’ Funk. Julian Perez og Frankie Rodriguez miksede originale diskoplader live på radiostationen WBMX og havde over en million lyttere hver lørdag. Der var ingen regler. Der var bare en masse dj’s, som holdt fast i diskoen som grundstammen i nye mix, der tilsammen fødte en helt ny genre. Disko var blevet til ’house’, en af de tidligere genrer inden for hip-hop.

”For mig var diskoen der hele tiden, men så kom hip-hop’en som en mega revolution, og ud af den kom en endnu større revolution, nærmest udelukkende i form af billige trommemaskiner,” siger Peter Stenbæk, der selv er trommeslager: ”Folk lavede musik, som de havde hørt tidligere, men fordi de ikke havde råd til blæsere, strygere og studietid og i stedet måtte bruge trommemaskiner, blev housemusikken mere huleagtig i sin sound.”

Chief 1 uddyber: ”Lige pludselig kunne du lave det hele hjemme på dit værelse. På nær trommerne, for du havde ikke plads til et trommesæt på dit lille hummer. Derfor blev synthensizere som Roland TR 808 og TR 909 så populære. De fyldte ikke meget, og det var dem, der havde house karakter. Jeg kan godt lide det originale diskobeat, men når jeg programmerer trommerne på min 909, så lyder det bare anderledes. I den her periode dukkede der også producere op, der ikke var lige så kompetente som Quincy Jones og de folk, han brugte, men de havde en originalitet og kreativitet. For eksempel lavede Jack Master Funk nummeret ’Jack Your Body’, som er monotont og tranceagtigt. Det var det eneste, han kunne, men det virkede virkelig fedt.”

For yngre house-nørder herhjemme dengang som Peter Stenbæk, der i øvrigt senere var med til at skabe design-universet omkring Aqua og hittet ’Barbie Girl’, var det dog en udfordring at få fat i de rigtige maskiner.

”I dag har de unge adgang til det hele, men i vores ungdom, var det virkelig svært at få fat i tingene,” husker han: ”Det var bøvlet at få fat i en trommemaskine og i plader. Jeg købte mine plader i Streetdance, og de var altid vildt arrogante. Man fik kassettebånd fra udlandet med nye mix, og lyden var elendig. Men deri lå også en del af opgøret med den pæne lyd.”

Trommerum

Trommemaskinerne var omdrejningspunktet i den ’nye disko’ – housemusikken, der brød frem i 1980’erne. Roland TR-707, Roland TR-808 og Roland TR-909 blev opfundet af Ikutaro Kakehaschi, der også grundlagde firmaet Roland Corp. Kakehaschi stod desuden bag synthesizeren Roland Juno-60 og bass synthesizeren TB-303. Alle sammen vigtige enheder i housemusikken sammen med den polyfoniske synthesizer Korg Poly-61.

TR-808 blev brugt af hip-hopperne, og det elektroniske Manchester rap-band 808 State opkaldte sig efter denne trommemaskine, mens house-producenter kastede deres kærlighed på TR-909, der kunne gengive bækkener og high-hat helt naturtro.

Historien om trommemaskinerne fra Roland, hvis lyd skulle vise sig at blive rygraden i både hip-hop og house, minder dog mere om den grimme ælling, der blev til en smuk svane, for indledningsvis var maskinerne ikke et hit på grund af deres lyd, men på grund af deres brugtpris. Oprindeligt blev Roland TR-707, Roland TR-808 og Roland TR-909 nemlig betragtet som dyre, kommercielle fiaskoer. Det betød, at alle TR-modellerne kunne købes billigt hos de fleste pantelånere i USA, for ingen havde nogen idé om, hvad de skulle bruges til, og da de fleste hip-hop- og house-producenter var low on money, blev Roland TR-modellerne deres foretrukne trommemaskiner.

I Danmark kunne de en overgang købes i Den Blå Avis til 7-800 kroner. I dag går brugte Roland TR-808 og TR-909 ’Rhythm Composer Drum Machine’, som de helt korrekt hed, for op til 25-30.000 kroner på Ebay og Reverb.

I 1989 smadrede den italienske gruppe Black Box hitlisterne med hittet ’Ride on Time’. Nummeret hittede allerførst i England og lå seks uger som nummer et på hitlisterne, blandt andet foran ’Pump Up the Jam’ med Technotronic, og det blev årets mest solgte single i Storbritannien. Ironien var, at ’Ride on Time’ primært var bygget op omkring et sample fra nummeret ’Love Sensation’ fra 1980 med Loleatta Holloway, der er blevet samplet mere end 500 gange gennem tiden – og Holloway var fra Chicago.

Nu dannede nummeret grundlag for et af de mest populære hit på den internationale house-scene, delvist takket være Holloways kraftfulde vokal, og delvist takket være en række digitale pianoakkorder, der resulterede i det store gennembrud for genren ’Italo House’. Italienerne, med deres hang til at bruge pianoakkorder, havde skabt deres helt egen housestil, og også den havde set dagens lys i slutningen af 1980’erne. Rom, men også Manchester, var nu housemusikkens internationale musikmetropoler sammen med Chicago. Langt de fleste producenter, der nu havde tilknytning til house-scenen, var alle tidligere disco-tilhængere. De havde taget det bedste fra en genre, som havde lidt et bagholdsangreb, og udviklet den til en ny idé. Frankie Knuckles, der var flyttet fra New York til Chicago i 1970’erne og blev i byen til sin død i 2014, havde fået titlen som ’The Godfather of House Music’. Han blev i 1980’erne citeret for at kalde house for ’diskoens hævn’.

”Da Black Box kom med ’Ride on Time’ var jeg faktisk lidt væk fra House,” mindes Chief 1. ”For mig var den fede diskotid fra 1978 til 1981, og jeg synes, den elektroniske scene var fedest fra 1988 til 1992. Derefter blev house lidt bastardagtigt og gik over og blev club-musik, hvor en discjockey kan fylde et helt stadion.”

Igennem de seneste årtier har diskoen via house spredt sig i utallige forgreninger. Alene inden for house-musikken er der i dag flere end 50 forskellige under-kategorier, så som ’Minimal House’, ’Broken House’, ’Deep House’, ’Gospel House’ og ikke mindst ’Italo House’. Men den dukker også konstant op i popmusikken. Allerede i 1980’erne osede britpoppen af disko – repræsenteret af bands som Pet Shop Boys og Erasure. I 1990’erne leverede briterne overlegen housemusik fra bands som Chimes, KLF, Nomad og Massive Attack, alt imens Madonna, George Michael, Brand New Heavies, Lisa Standsfield og Jamiroquai bragte mere diskoorienteret house til hitlister og dansegulve. I dag er diskoens arv i trygge og kyndige hænder hos folk som Mark Ronson, Bruno Mars, Patrick Topping, Claptone, Eric Kupper, der mixer Diana Ross helt op i himlen, og Vince Lawrence fra Chicago, der som dreng var ansat som seater på Comiskey Park. I Danmark drøner diskoen også ud af radioen hver eneste i dag, ikke mindst når DR hver weekend byder op til ’Fonk! Det er lørdag’ på P4.

Ifølge Peter Stenbæk stortrives disko- og housemusikken. Han ser det med egne øjne, når han afvikler sine månedlige ’Love Hangovers’ på Vega, og publikum sveder til disko og EDM (Electronic Dance Music). Han er heller ikke i tvivl om, at den vil fortsætte med at danne grundlaget for meget af den fremtidige popmusik:

”I dag har vi også en genre som ’French Touch’ med Daft Punk som et band, der i den grad går forrest, og det er disko og enormt meget jazz. Hvis man ser på Traxsource eller Juno eller de andre musikportaler, hvor DJ’s inden for disko-genrerne opererer, så er det virkelig retrospektivt meget af det, der foregår. Det er sampling af gamle diskonumre, der bliver brugt igen og igen, og så kommer der ind imellem nogle små ting, som alligevel gør det til noget andet. I dag er der DJ’s, som kun arbejder med sampling, og det kan der komme magiske ting ud af. Så er der musikere, som bygger samplet musik mere op fra bunden, og det er også fantastisk. Men samlet set, så består EDM-musik i dag primært af producere.”

Chief 1 og hans vinyltyve

Det handlede om trommer og det fede beat. Men før man kunne få gang i sine trommemaskiner, skulle man have fat i plader til at sample musikstykker fra, og her havde Chief 1 og Rockers by Choice en helt speciel måde til at skaffe sig vinyl.

”Drengene og jeg tog altid ind til Accord på Rådhuspladsen eller på Gammel Kongevej i vores ret store jakker. Så købte vi to plader og stjal 40 andre i butikken. Jeg har efterfølgende mødt ejerne af Accord, og jeg har sagt undskyld og fortalt dem, at de gjorde noget stort for dansk musik. Vi gik ind i de der butikker, og så stod vi hele dagen efter skole og bladrede plader igennem. Hver gang vi fandt en plade med en sort ’dude’ på coveret, der stod foran et nedbrændt hus i Harlem, så tog vi den. Og hver gang der var en hvid ’dude’ på coveret, som stod under et blomstrende træ med en akustisk guitar, gik vi bare videre. Det kunne vi ikke bruge til en skid. Så der stod vi, en gruppe 14-årige knægte fra Tårnby Torv, der var det hvideste område på Amager, og huggede noget af det mest hardcore sorte rapmusik, der eksisterede.”

Hvorfor begik diskjockeyen Steve Dahl sit attentat på den ellers så fredelige og sorgløse diskomusik den sommeraften i 1979 på Comiskey Park i Chicago?

Steve Dahl var en lidt nørdet og provokerende rock-dj, der havde mistet sit job på en radiostation i Detroit, efter dens ledelse havde besluttet at spille mindre rock og mere af det populære disko. I sit næste job på radiostationen The Loop i Chicago gav Steve Dahl fuld gas for sin afsky over for diskomusikken og gjorde hadet til en del af sit image. Hver dag kørte han med en irriterende høj skratten pick-up’en på radioens pladespiller tværs hen over en disko-vinylplade, efterfulgt af lyden fra en høj eksplosion.

Selv fortalte Steve Dahl senere, at han kun havde regnet med, at der ville komme nogle få hundrede mennesker til ’Disco Demolition Night’ i den nu nedrevne Comiskey Park, og han var gået i panik, da op mod 100.000 mødte frem. Derfor var han stukket af i sin Jeep. Men minoritetsgrupper i byen har beskyldt ham for hele tiden at have haft dem – bøsserne, de lesbiske og de sorte – som egentlig mål for gimmicken, og har lige siden lagt ham for had. Mere konservative grupperinger – som hardcore rock’n’roll-fans – jublede begejstret over, at der endelig var nogen, som gik efter struben på den musikstil, som de anså for falsk og overfladisk. Angrebet var da også så effektfuldt, at diskolegenderne Bee Gees senere påstod, at Steve Dahl den sommeraften i 1979 slog diskoen ihjel. De havde ikke helt ret. Det var nok et mordforsøg, men et mordforsøg, der slog fejl.

Diskomusikken er altid blevet set som en uværdig musikstil i forhold til jazz, rock og blues, selvom det måske er den mest kommercielle musikgenre, verden nogensinde har oplevet. Musikstilen inviterede på mange måder ikke til, at de musikere, som beskæftigede sig med genren i dens helt tidlige form, var særligt dygtige. Dertil var den for simpel. Det var først, da andre musikgenrer begyndte at lege med diskoen og inkorporerede den i deres stilarter, at dansemusikken kunne opnå en smule anerkendelse blandt kritikerne.

Men sandheden var, at store kunstnere som Quincy Jones, Herbie Hancock og Miles Davis tog diskoen til sig, fordi den havde et enkelt og smukt budskab. Diskomusikken samlede alle og skabte glæde. Der var ingen lidelse i disko, som der var i blues. Ingen vrede, som der kunne være i rock. Og intet snobberi, som der kunne være i jazz. Der var kun lysten til at samle alle slags mennesker i en tilstand af glæde, uanset farve eller køn eller seksuel overbevisning. Diskoen reflekterede alle de værdier, vi søger i nutiden: positivitet, imødekommenhed og åbenhed over for alle. Derfor er diskoen langt fra død endnu; den lever bare videre i andre genrer.

Måske beskrives diskoens eksistens og skæbne bedst af diskodronningen Gloria Gaynor, der sang klassikere som ’Never Can Say Goodbye (1974), ’I Will Survive’ (1979) og ’I Am What I Am’ (1983), og som stadig lever i bedste velgående. Hun sagde engang:

“Jeg siger altid, at diskomusikken er levende og har det godt. Den lever i menneskers hjerter over hele verden. Den ændrede simpelt hen bare navn for at beskytte de uskyldige.”