Nik og Jay

En hyldest til Nik og Jays første album: De var en festlig kulturrevolution med læder, pels, Gucci og Benz

I 2002 sparkede Nik og Jay 00’ernes livsglade overfladekultur i gang med deres selvbetitlede første album. Her kommer en hyldest til forstadskongerne af Danmark, der ramte en tid og formede et årti.

Klumme: I den kommende tid vil vi hylde de albums, bøger og begivenheder, der var skelsættende i vores liv. Her er det journalist Sebastian Dall Mayonis forhold til Nik & Jays første album.

Nik og Jay minder om Jordan Belfort fra filmen ’The Wolf of Wallstreet’. Jordan Belfort er en helt almindelig fyr fra en middelklassefamilie, men med en fast tro på sig selv og en ukuelig vision om at tjene rigtig mange penge, lykkes det for ham.

Det var med den samme selvtillid – eller arrogance vil nogle mene – at Nik og Jay i 2002 udgav deres første album med titlen ’Nik & Jay’. Et album, der ikke bare fanger 00’erne, og specielt begyndelsen af årtusindskiftet, men også indkapsler en kort epoke i dansk musik og en hel ungdomskultur.

Selvom der var flere tendenser i 00’erne, så blev Nik og Jay med deres middelklasseopvækst i Herlev og Værløse hurtigt forstadskongerne af Danmark. Og det er de et eller andet sted stadig, fordi sangene forbindes med Arto-tiden, de første grynede webcams, MMS’er, solarium-brune popdrenge på DKBN, og deres joviale ’Fuck Janteloven’-attitude.

Var man ung i 00’erne husker man, hvordan det kunne tage flere uger, at downloade en enkelt sang på LimeWire. Man kunne ikke få adgang til alle sange i verden medmindre man betalte 8 kroner pr styk, og derfor lånte man oftest småridsede cd’er af sine venner. Musikken var derfor ret afgrænset det til vennerne også hørte, så man opdelte sig i forskellige grupper. Men Nik og Jay dømte ikke nogen:

”Om det så er en hiphop-tøs, eller en punk-tøs
En rock-tøs, eller en pop-tøs
Grim eller flot tøs, så bare stå frem
Gør hva' du vil, gå for din drøm,” som de rapper i ’Gå for det’.

Alle har et eller flere albums, der var med til at forme deres ungdom eller sågar en hel generations. Et eksempel kunne være The Doors med ’LA Woman’, der ændrede rockmusikken i en rus af hårde stoffer eller Nirvanas ’Nevermind’, der dannede lydsporet til 90’erne, mens de gav fingeren til hele etablissementet med deres rå klagesang og fedtede hår.

Herhjemme havde vi blandt andre Gasolin i 70’erne, Dizzy Mizz Lizzy i 90’erne og min personlige favorit Nik og Jay i 00’erne.

Nik og Jay er ofte blevet udskældt for at lave småkiksede tekster om at score damer, lave hurtige penge og efterligne den sorte hiphop-kultur i USA med posede bukser, bandanas og plyssede Kangol-caps. Det er svært at argumentere imod, når man ser tilbage, men 00’erne var kiksede. Derfor er det også ekstra befriende at lytte til deres seriøsitet, fordi de ikke skulle gemme sig bag et fedt lag ironi som Kidd eller MC Einar. Nik og Jay, de mente det sgu.

Deres første album var en stjerneparade af numre, som stadig bliver sunget med på, om du så spiller det på Jolene Bar i Kødbyen eller Crazy Daisy i Vejen. Og deres antiborgerlige og prollede selvsikkerhed gjorde, at selv begyndelsen af deres musikkarriere bød på:

”V.I.P-cards og dyr kaviar, cigar i din jacuzzi, det' tch-tching
Visa-card, og Master-card guld og platin
Og brillanter og piger i Gucci, tch-tching
Læder, pels, Benz, g-strenge, sorte penge, tch-tching
Mine drenge der snyder i skat, besat af penge,” som de rapper i ’Tch-Tching’.

For hvad er mere 00’er-agtigt end drømmen om at blive hurtigt rig og smagløst skilte med sin nyerhvervede Porsche foran en sushirestaurant med en afbleget dame i lavtaljede Miss Sixty-bukser ved siden af sig? Det kunne have været Mads Holgers fiktive fætter fra Værløse, for selvom smagen var alt andet end aristokratisk, handlede det om overflade, opsving, magt og en mere vil have mere-kultur før krisen. Det var:

”Mere aircondition, flere drinks i skyggen
Flere piger der viser g-streng på cyklen
Der' hot i din bil, på din club og i din seng
Der' hot overalt, så la' mig høre jer synge,” i hitsinglen ’Hot!’, som lå længst tid nummer et på Boogie-Listen, da den eksisterede.

Og hvad er der med den g-streng? Fascinationen af g-strengen er stort set forstummet i dag, men dengang sad den oppe i nakken på cykelturen, og var 00’ernes tydeligste symbol på den frigjorte kvinde. ”Nok se, men ikke røre – medmindre vi gnubber op ad hinanden på NASA,” kunne mantraet passende have lydt.

Nik og Jays opførsel er en ung iværksætter fra Liberal Alliances vådeste drøm. Dem vi griner af, ikke fordi tjener mange penge, men fordi de ikke formår at veksle rigdommen til god smag. Men dengang var det fantastisk. Alt handlede dog ikke om leopardplettede kjoler og falske bryster. Der var også den indadfølende side, som stod i kontrast til den fremadbrusende Don Perignon-rap, de ofte kastede af sig. Som i ’Elsker hende mere’, hvor vognlæs af banaliteter blev fremført, som var det blide italienske sonnetter:

”Og når vi skændtes vendte hun alting om, jeg ka' ikk' forstå hende
Blev så frustreret, jeg var så tæt på at slå hende
Fordi jeg var så magtesløs, ikk' følt' hun var min tøs.”

Er det okay næsten at slå sin kæreste, fordi man ikke kan kontrollere hende? Hedder det kvinde, pige, dame eller tøs? Det var fuldstændig lige meget dengang. Det handlede om pointen, ikke om det var en latent voldelig partner. Dengang skreg alle med og følte det lige så meget som de bandanaklædte musketerer på scenen.

Nik og Jays første album blev det bedst sælgende danske rap/R&B debutalbum nogensinde med over 100.000 solgte eksemplarer. I 2005 kom det frem, at 94 procent af 15-30-årige danskere kendte Nik og Jay, som viser, hvor folkelig deres musik i virkeligheden var. Min mor havde cd’erne i bilen, min storesøster lyttede til det med en ironisk distance, og jeg forsøgte mig med breakdance, mens deres våde rim sprøjtede ud af stereoanlægget. Selv Dennis Rommedahl viste stolt sin affektion for duoen, da han viste sin undertrøje med påskriften ’Boing Boing’ efter to scoringer mod Letland i 2007.

Nik og Jays succes kom ud af ingenting, og afsavnet til den mindre kulørte tilværelse kom til udtryk i nummeret ’Tag mig tilbage’, hvor de synger om dengang, de lavede graffiti på DSB-togene, drak lunkne pilsnere og gik i Dr. Martens:

”På tunede knallerter, til bålfest og halballer
Gemte bajere i busken alle var sammen med alle
Og det var tungeslaskere, piger med bøjle
Benvarmere, buffalos, forventningsfulde øjne.”

Det er ikke bare et nostalgisk blik på tiden før Nik og Jay blev kendte og danderede den med Pisang Ambon på tilfældige bænke, inden de tog til privatfester. Det var en sang om livet i 00’erne, hvor du skulle vælge mellem at surfe eller bruge fastnettelefonen. Dengang man gik med Eastpack-taske, klaptelefon og alt for meget voks i håret, mens man sukkede efter Paris Hilton eller en anden ’hottie’ på MTV. Og dengang en SMS kostede 25 øre.

Den ungdomsidentitet voksede man fra sammen med Nik og Jay, fordi de hele tiden fornyede sig. Man blev voksen med Nik og Jay. Senere var de med til at hjælpe kunstnere som Gilli, Kesi og Kidd i gang, og Jay har fornyligt assisteret Marie Key på hendes nye album. Det er muligt, at deres nyeste udgivelser ikke holder i dag, men hvis deres første album – og muligvis de første tre-fire stykker – ikke fortjener en højtbelagt applaus, så ved jeg ikke, hvad der gør.