Jeg har altid ønsket at skrive en bog, men har aldrig lige fået det gjort. Jeg har hele tiden haft travlt med andre ting. Udover at jeg har tvillinger og fuldtidsarbejde, er der konstant en masse småting, der tager tid fra væsentlige.
Lige nu jeg tjekker fx hele tiden, om Everton køber Michael Keane fra Burnley. Jeg kigger måske to gange om dagen for at se, om der er nyt fra Everton. Når jeg ser mig selv udefra, slår det mig, at det er et ekstremt spild af tid. Det er sikkert en 17-årig dreng uden for London, der sidder og skriver transferrygter, og vi sidder alle sammen ude i verden og følger med.
For tre år siden skete der noget, der vendte alt rundt. Min kone fødte et dødfødt barn. Jeg følte, at jeg måtte begynde at tage mig selv og tiden alvorligt. Det skulle være slut med at spilde så meget tid. Jeg tog orlov og kom i gang med min bog.
I ungdomsbøger og film taler man meget om ’coming of age’: En ung dreng eller pige træder i karakter og bliver voksen. På samme måde er det i min bog. Det er bare nogle mennesker, der er trådt lidt sent ind i deres liv.
De er ikke unge længere og har været holdt tilbage i tilværelsen af angst, sorg eller komplekser. De føler, at de ikke har levet deres potentiale og liv fuldt ud. Det er den kontakt, der er til min egen historie. Jeg har også gået og holdt tingene tilbage.
Det går egentlig fint nok for personerne i min bog. De er som udgangspunkt ikke rigtig kede af det, men heller ikke rigtig glade. Tiden går bare. Uden at man er der, hvor man gerne vil være. I bogen giver jeg dem et skub ud i det.
Jeg vil gerne ramme helt almindelige mennesker. Der er fx Ellen, der er sygeplejerske. En faggruppe, der ikke bliver skildret særlig tit. Hver dag besøger hun 11 mennesker, der er i hver deres krise, og hun møder bare op med sine varme hænder og tager fat. Hvis jeg kan være med til at heltegøre hende, ville det være fint.
Så er der Frank, den anden hovedperson, der kunne være blevet et stort boksenavn, men som sprang fra. Da hans far kommer ud for en ulykke, bliver han selv viklet ind i en masse problemer og får ufrivilligt en kæmpe gæld. Så der er også et spændingsplot i bogen, der forhåbentlig får læseren til at vende siderne hurtigt.
Jeg har prioriteret humoren højt i bogen. Jeg har været meget i tvivl, om folk nu også opfatter det som sjovt, men det håber jeg virkelig.
Jeg er ikke i nogen position, hvor jeg kan diagnosticere dansk litteratur lige nu. Jeg er jo en grønskolling. Men jeg må sige, at der er ikke meget litteratur på dansk, hvor jeg skriger af grin. Der er rigtig mange fede krimier, og så er der en række bøger fra udkantsdanmark, hvor det løber gennem familien med stråtækt tag, banjo og misbrug. Jeg håber, at min bog måske kan lande lidt i midten. Jeg vil gerne underholde og stadig have noget på hjerte.
Der er sikkert nogle, der vil mene, at min bog hører til i den lette genre. Men jeg kan bare sige, hvad jeg selv vil læse, og tager man en som fx Nick Hornby, er der meget humor, men der er også en ømhed over for de mennesker, der optræder. Jeg synes, humor kan meget. Især hvis man vil fortælle noget hårdt. Hvis der er et comic relief ind i mellem, kan du klare lidt mere.
Svækling udkommer 22. september på Politikens Forlag
LÆS OGSÅ: 15 bøger du skal læse inden du fylder 30 år
