For otte år siden stiftede Kjartan Arngrim bandet Folkeklubben. 500 koncerter, to (snart tre) børn og fire albums senere er de klar til at indtage K.B. Hallen. Og de er klar til at fejle.
"Det kan gå helt galt,” siger Kjartan Arngrim og smiler.
Det, der kan gå helt galt, er Folkeklubbens koncert i K.B. Hallen på Frederiksberg den 21. marts. Kjartan Arngrim var med til at stifte Folkeklubben, og siden bandets første koncert for godt otte år siden har de turneret landet rundt med ’Fedterøv’, ’Torben Ulrich’ og flere andre hits på en ’never ending tour’, som Kjartan Arngrim kalder det. En turné, der foreløbigt kulminerer med koncerten i K.B. Hallen, som med sine 4.500 tilskuere bliver bandets største koncert i eget navn.
Historien om Folkeklubben handler mindre om koncerten og mere om det smil, der efterfølger Kjartan Arngrims bemærkning. Smilet bunder i en erfaring, som han og resten af bandet har gjort i løbet af de mange hundrede koncerter, de har spillet.
Annonse
”I starten gik det meget på at spille perfekt. Men løbende finder man ud af, at der er et niveau over at spille perfekt. Og det er at være fuldstændigt til stede i musikken på en måde, så fejl bliver gaver, man kan gribe hen ad vejen.”
Derfor er det vigtigt for Kjartan Arngrim, at koncerten i K.B. Hallen godt må gå helt galt. De må godt lave fejl. Der er ikke nogen, de skal vinde over. Der er kun dem på scenen og publikum på gulvet, og hvis de skal vinde, skal de vinde sammen.
Det er derfor heller ikke tilfældigt, at et af Folkeklubbens største hits er opkaldt efter tennisspilleren Torben Ulrich, som gik til sin sport ud fra samme filosofi.
”Vi skal ud at slå det perfekte slag. Men det er ikke nødvendigvis et vinderslag, men det mest interessante slag,” siger Kjartan Arngrim, der faktisk selv har en fortid som tennisspiller på eliteniveau.
”Det kan man kun, hvis man spiller rigtigt meget,” siger han.
Folkeklubben har spillet meget. De første år spillede de flere end 100 koncerter om året. I takt med at koncerterne er blevet større, har de skåret ned på antallet, så de er nede på ’kun’ cirka 60 koncerter hvert år. Sammenlagt må bandet have spillet flere end 500 koncerter, og langsomt er de blevet så stor en succes, at de sidste år fyldte Store Vega tre aftener i træk. I år har de taget springet til K.B. Hallen, som tidligere har lagt vægge til The Beatles, Jimi Hendrix og Pink Floyd for blot at nævne nogle stykker.
”Det er klart, at det er en milepæl for os. Men samtidig er det også bare en koncert. Dagen efter vågner vi op og har lyst til at tage ud at spille igen.”
Først gang, Folkeklubben spillede en koncert, var i 2011. Dengang var det Kjartan Arngrim som forsanger, Rasmus Dall på lead guitar og Rasmus Jusgong på alt andet, og sådan har det været siden, bortset fra at de har fået bassisten Ida Duelund med på bas. Dengang for knap ni år siden var det præcis det her, de havde drømt om; at komme ud og spille koncerter, at udforske musikken og egne evner i samspil med koncertgæster i hele landet.
De tre herrer havde alle passeret 30 år, da de stiftede Folkeklubben, og det er med Kjartan Arngrims egne ord en ’rigtig dårlig idé’ at starte et band, når man er et fuldvoksent menneske, som også vil stifte familie og burde begynde en ’rigtig’ karriere.
”Det er i bedste fald irrationelt,” griner han.
Annonse
Men han havde prøvet elitesport, han havde færdiggjort en uddannelse i filosofi og litteratur, og begge steder havde han lært, at det ikke var der, han skulle være. Der blev nødt til at være gang i den.
”Og det er der bare ikke i universitetsverdenen,” siger han.
Alderen betød, at de nogle gange måtte hoppe direkte fra koncerten op i bussen og hjem til syge børn. Det gav nogle grå hår.
”Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg da godt se, at ham derinde er blevet 40 år. Det skyldes nok, at vi løb ret hurtigt i de år,” siger Kjartan Arngrim, der trods alt er tilfreds med, at karrieren blev bygget langsomt op, og at han var voksen nok til at tackle berømmelsen, da den pludselig kom.
”Jeg er glad for, at det først sker nu, og at vi ikke blev viklet ind i en kæmpe hype, vi ikke havde fortjent. Hvis vi var begyndt med at åbne Orange Scene, var vi faldet ret hurtigt.”
I stedet har publikum vokset sig større i takt med bagkataloget af sange, og det har gjort det lettere for Folkeklubben at holde snuden i sporet og fokusere på musikken.
”Selvfølgelig er der noget ego i det. Det er K.B. Hallen, det er sgu ret stort. Men det største er at skabe noget, selve skabelsen, det er dér, man kan føle sig som en gigant, og det kan godt fortabe sig lidt, hvis man sidder og tæller billetter eller får taget billeder til Euroman.”
Folkeklubben drager på forårsturné i marts og spiller i K.B. Hallen 21. marts. De arbejder så småt på et nyt album, som, de håber, vil komme i slutningen af 2020.
Kjartan Arngrim er 40 år og uddannet cand.mag. i filosofi og dansk. Forsanger i Folkeklubben, som spillede sin første koncert den 23. maj 2011 i Folkets Park på Nørrebro. Han er gift og har to børn med et tredje på vej. Bosiddende i København.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.