Mit største hit ’Solo Dance’ er spillet over 460 millioner gange på Spotify, men jeg bliver sjældent genkendt, når jeg går på Strøget i København. Jeg har det helt fint med, at jeg er mere kendt for min musik end mit udseende.
Men selvfølgelig vil jeg også gerne have, at jeg bliver en smule mere kendt på mit ydre, for det gør det endnu lettere at sælge billetter. Jeg tror stadig, at jeg tiltrækker flere mennesker til min tour, hvis jeg kalder det for ’Solo Dance’ end for ’Martin Jensen Sommertour’.
Hjemme i Sorring kender alle mig til gengæld. Der er det blæst meget op, at jeg er fra lokalområdet. Sorring er en lille by mellem Silkeborg og Aarhus, hvor der ikke sker så meget. Der er en Dagli’ Brugs og en grillbar.
Jeg finder mig bedre tilpas i København, for jeg kan godt lide, at der er støj omkring mig. Men jeg glæder mig til at vende hjem for at spille i hallen og forhåbentlig skabe noget nyt liv i byen.
Det er min måde at give tilbage på. Det var planen, at jeg en dag skulle overtage min fars maskinhandel. Jeg er udlært som entreprenørmekaniker, men jeg var bedre til at sælge maskiner end at skrue i dem.
Jeg solgte entreprenørmaskiner, som bruges på gårde og i kommuner. Jeg tror, at alle drenge synes, at maskiner er fede, men det er bare ikke ligeså fedt som at rejse verden rundt som musiker. Jeg var sælger på fuldtid i 7,5 år, inden der var økonomi til at satse helt på musikken.
Da jeg dobbeltjobbede som maskinsælger og dj, arbejdede jeg 150 timer om ugen, sådan føltes det. Det var sindssygt hårdt. Ligeså snart jeg var færdig i maskinhandlen klokken 17, kørte jeg i studiet til klokken 01 om natten og mødte på arbejde igen klokken 07 om morgenen.
Der var ikke tid til noget andet, og det var lige ved at slå mig ihjel. Jeg var så træt, at jeg flere gange faldt i søvn, mens jeg kørte bil. Du ved, hvor man lige kysser autoværnet på motorvejen og så vågner med et sæt igen og får rettet bilen op. Jeg har nok ramt autoværnet i søvne fire-fem gange. Jeg er jo fra Jylland, for helvede.
Som 15-årig sprang jeg på hoved og røv ud i at blive dj og startede et mobildiskotek. Valget faldt på dj, fordi festerne er fede, og så er det væsentlig lettere end at lære at spille guitar.
Et mobildiskotek er, hvor du har noget udstyr som lys, højtalere, en dj-pult og røgmaskine, og så tager du til forsamlingshuse og spiller fem-seks timer. Når du er helt spæd i branchen, får du 1.500 til 2.000 kroner for en hel nat, men du har udstyr med for 50.000 kroner plus mandskab og trailere.
Vi brugte alle vores penge på det. Det endte med, at jeg var det andetstørste mobildiskotek i Danmark. Jeg kunne lave 11 fester på samme dag rundt i landet. Der var en specifik aften i 2013, hvor jeg fik nok.
Min mor havde ringet og fortalt, at der manglede 40.000 kroner til regninger, og på det tidspunkt var jeg stadig i lære, så jeg havde ikke pengene. Jeg gik ud og tog billeder af alt mit gear og satte det til salg på Den Blå Avis. Det stoppede dog ikke min dj-karriere, fordi jeg begyndte i stedet at spille for mine venner, som også havde mobildiskoteker.
Før min tid var der en del fordomme om dj’s. Det var sådan nogle, som bare trykkede på play, vendte nogle plader og slet ikke var kunstneriske. Men det er ligeså kunstnerisk, at jeg kan få 50.000 mennesker til at hoppe i takt, som et band kan få dem til at klappe i takt.
Det kræver præcis den samme mentalitet, for det er ikke alle, der kan gå op på en scene og levere på den måde. Der er stadig dj’s, der lever og føler den lidt for meget. Der tænker jeg bare: ’Du spiller på ARCH i weekenden. Kom lige ned til os andre.’
