Skulle man filmatisere den situation, som den danske filmbranche er i lige nu, kræver det nok den hidtil mørkeste udgave af Lars von Triers sind. Dagen efter Borgen 4 udkom på Netflix i hele verden, under maksimal pomp og PR-pragt, meldte Netflix ud, at de sætter en stopper for at producere indhold i Danmark. Ny aftale gør det alt for dyrt.
For at forstå kattepinen skal vi kigge på to ting, der er sket.
Organisationen Create Denmark blev skabt i 2016 for at sikre rettighedsbetaling for kreative ydelser på film og tv i den nye streaming-virkelighed. Belært af bl.a. musikbranchen ville man gerne undgå, at værker blev delt på platforme uden retmæssig betaling til kunstnerne. Umiddelbart en fin intention.
Create Denmark er en sammenslutning af en masse organisationer med vidt forskellige medlemmer og behov, såsom Dansk Journalistforbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og andre kreative hverv. For fire år siden påbegyndte de forhandlinger med Producentforeningen på en aftale, der skulle sikre bedre rettigheder for medlemmerne i riget, og i januar blev aftalen så en realitet. Så langt så godt.
Problemet med den aftale er blot, at muligvis er producenterne og medlemmerne af Create Denmark enige. Men dem, der bogstaveligt talt skal betale for showet, er ikke.
Streamingtjenesterne og andre platformsejere har én efter én vendt tommelfingeren nedad. Situationen er ikke blevet bedre af, at et politisk forlig endte med et koncept kaldet ”kulturbidraget”- en slags digital særskat på 6% til de udenlandske streamingtjenester. Den noble ide var, at det skulle give midler til dansk produktion. Den danske produktion, der nu er lagt totalt på is på grund af manglende økonomisk bæredygtighed.
Viasat har i et åbent brev kortlagt grundene til, at den nye model gør det umuligt for dem at producere dansk indhold. Giganten Netflix har ligeledes sat os på pause, fordi kombinationen af kulturbidraget og dårligere økonomisk incitament for danske produktioner gør det uattraktivt at arbejde her i landet.
Men måske mest overraskende har danske TV2 også konstateret, at de ikke kan være med. De sætter derfor danske produktioner på pause. Vi kan dermed ikke bare ryste på hovedet af de grådige, udenlandske distributører – de er ikke bare idioterne – det er en bred kreds af platformsejere, både danske og udenlandske, der har trukket håndbremsen.
Det er selvsagt en katastrofe for de danske skuespillere, der har redet på bølger af succes i årevis. Hvis det to år lange produktionsstop bliver en realitet, betyder det en gigantisk arbejdsløshed blandt alle filmmedarbejdere.
Ironisk nok er de lige nu i en situation, hvor der nærmest ikke er medarbejdere nok. Produktioner rykkes flere måneder, fordi det ikke kan lade sig gøre at skaffe folk. Det er en fuldstændigt ukendt situation i branchen. Af samme grund virker det helt grotesk, hvis de danske artister skal til at danse i mørket.
Måske tænker du, at Lie Kaas, Gråbøl og Hjort Sørensen sikkert klarer skærene på trods af de høje benzinpriser og inflationen (helt så godt går det nok ikke for alle teknikkerne omkring dem, der ikke bare kan arbejde i udlandet eller lave teater), men det er trist og helt ufatteligt ærgerligt for alle danske seere, der må vinke farvel til den nye mangfoldighed i genrer, formater og talenter, som har givet os et helt andet, bredt spektrum at vælge fra.
Vi risikerer nu at vende tilbage til de gamle monopol-dage, for der vil nærmest ikke være andre end DR tilbage til at producere indhold. Vi risikerer at spilde den position, dansk film og tv har placeret sig i. For bare 20 år siden var det utænkeligt, at nogen uden for landet skulle gide at se noget på dansk. Men siden Forbrydelsen har dansk drama været tæt på det fineste, man kunne tænke sig.
Herfra en opfordring til direktørerne for det hele om at komme tilbage til forhandlingsbordet igen. Dansk film- og serieproduktion kan ikke leve med to års tørke.
