”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har næsten altid forholdt mig mere til mandlige kunstnere end til kvindelige. Altid disse gamle, hvide mænd ... Også privat. Jeg er vokset op med tre storebrødre, så mit liv har været fyldt med mænd. Måske er det derfor, jeg aldrig har haft lyst til at lave ’mænd-er-nogle-svin’-albummet. ’Vokseværk’ har jeg tænkt som et album om livsfaser, men mænd fylder også meget på det. Der er min lille nevø, der ikke er født endnu, min far, som er pensioneret, og min mand. Han står i midten af det hele på en måde.”

”Der er en fremmedhed, når jeg ser på mænd. Noget jeg forstår, og så noget jeg slet ikke fatter. Jeg er meget fascineret: ’Hvad er det, der foregår i det hoved?’ Jeg elsker den ro, mænd kan have. Evnen til at vælge noget og blive i det. Ikke al den tvivl hele tiden. Jeg får en eksistentiel krise en gang om dagen, og så hænger jeg i gardinerne, når min mand kommer hjem. Men han ryster ikke på hænderne. Han kan sige: ’Det går nok,’ på en måde, så jeg tror på det.”

”Men mænd skal blive bedre til at tale om deres følelser. Der er ikke nogen, der tænker mindre om dem, hvis de åbner deres mund. Jeg har en veninde, som arbejder for Livslinjen. Og det er altså mænd, der ringer ind. Mænd, der forsøger at begå selvmord. Vi kvinder er opdraget til at tale om vores følelser – også på et niveau, hvor det bliver for meget – men det der lone wolf-syndrom, mænd har, er så mærkeligt. ’Jeg klarer det selv.’ ’Jeg skal ikke til lægen,’ siger de. Hvor kommer det fra?”

”Da jeg begyndte at spille koncerter, var publikum primært efterskolepiger. Nu er det alle mulige typer. Gamle punkere og fædre på 30. Det er så sjovt, når mænd kommer op til mig efter en koncert. De lister ligesom. Så mumler de: ’Den sang betyder virkelig meget for mig,’ og så går de igen. Det gør mig glad. Jeg vil gerne have mænd til at græde.”

Katinkas Danmarksturné begynder 14. februar på Tøjhuset i Fredericia og kommer forbi alle større danske byer.