Hvis en komedie skal fungere, skal den være sjov. Hvis du er i tvivl, om du skal ofre handling, plot eller bare ren logik i forhold til at få et grin, skal du altid vælge latteren. Det ved Casper Christensen og Frank Hvam om nogen. Alene i kraft af Klovn-serien og filmene må de betegnes som de væsentligste komikere i generationer herhjemme.
Ikke fordi, der ikke har været svipsere. For det har der så sandelig. 2'eren ’Klovn Forever’ var et decideret fejltrin, der truede med at afsløre hele projektets tomhed. For, hvis universet ikke er sjovt, hvad er det så?
Et par velnærede mænd med Peter Pan-syndrom, der skaber unødvendige, og til tider ligegyldige problemer, for sig selv. Ikke just flatterende. Der er vel næppe noget værre end at opdage, at ens sjove venner ikke har udviklet sig, men i stedet er begyndt at minde om en trist parodi.
Når det sker, er der ikke andet at gøre end stille at liste ud ad døren og lukke den efter sig. Det har de to måske også fornemmet, når de nu så tydeligt siger, at det er den sidste film.
Men hvad gør man så, når ens franchise er kommet fra langt væk fra ophavet, at man næsten har glemt den oprindelige dynamik? Man vender selvfølgelig tilbage til kernen. Det gør ’Klovn The Final’, og det er rigtigt set – og godt udført.
Historien er af den banale, men umiskendelige, klovn’ske karakter. Frank fylder 50 år og holder stor fest, men hans ægteskab er i krise, da Mie føler, at lidenskaben er gledet ud forholdet. Fortrinligt skildret i en ærlig/pinagtig sex-scene i starten af filmen, som har den slags skarpe hverdagsiagttagelser, der viser bagmændenes genialitet.
Casper har givet Frank en tur til Island, men da de (selvfølgelig) får viklet sig ind i et optrin i lufthavnen, må de blive hjemme. I stedet for at vende hjem til hver deres parforholdsproblemer beslutter de to venner at få lidt kvalitetstid med dem selv i vennen Lars Hjortshøjs hus, der ligger lige overfor Franks.
Inden de skal til at ”vende hjem” igen, kommer der en askesky over Island, hvilket betyder, at de er fanget på ubestemt tid. På den måde er de lukket inde uden mulighed for at komme ud, og det er godt fundet på. For hermed får vi mulighed for at få de to og deres særlige kemi helt ufiltreret.
Her kan Frank bogstaveligt se sit liv passere revy, når Mia inviterer en ny mand over, og når sønnen måske, måske-ikke eksperimentere med sin seksualitet.
Man kan dog beklage en smule, at de ikke får mere ud af deres ufrivillige indespærring. I ’Groundhog Day’ (En ny dag truer) er Bill Murray forbandet til at stå op til den samme dag – igen og igen – og her formår man at lave utallige varianter over den samme dag. Den samme mulighed har man i Klovn, men den forsømmer de.
Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at de dog kommer ud af deres Island-eksil, og så går ellers den vilde tur, der giver mindelser om 1’eren. Som regel drevet af Caspers aldrig svigtende libido og kronisk svigtende dømmekraft.
Det er godt gammeldags sjov, og de veloplagte oneliners ryger af dem, som de løber fra den ene kviksands-situation til den anden. Og så er vi tilbage, om det sidste skud fra Klovn fungerer? Det gør den. Først og fremmest, fordi den er sjov.
Det er Frank og Caspers show, og alle bifigurer er skåret ned til et minimum. Det er deres kemi, der bærer det hele. Det er en kunst at slutte, mens legen er god, og det er den heldigvis her. Frank og Casper er stadig dine sjove venner, og at de ikke har mistet det, som gjorde dem så elskelige fra start.
Det er en fin, vellykket komedie. Men den er også så let, at den hurtigt vil blæse væk med tidens sand. Det er en uge siden, jeg så filmen, og jeg skal anstrenge mig for at huske de enkelte dele i fortællingen nu, og jeg vil tro, at det meste har fortonet sig snart. Men det var en god tid så længe det varede, og sådan vil jeg huske Klovn. Og det er fint med mig.
**** (fire ud af seks stjerner)
