Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Ét, som jeg har givet mig selv. Jeg har haft en vanskelig opvækst, været meget alene, og hvis man vil overkomme selvhadet, skal man prøve at tilgive sig selv i alle de aldre, man har haft. Når man ser tilbage til, da man var 10, 20 og 30, kan man indimellem krumme tæer. Men hvis man i stedet sætter det ind i den kontekst dengang, har man nok prøvet at få det bedste ud af situationen med de forudsætninger, man havde. Det er vigtigt at tilgive og acceptere sig selv for at kunne komme videre med sit liv. Når man er mønsterbryder og kommer fra en baggrund med omsorgssvigt og ringe sociale kompetencer, kommer man nemt ud i situationer, hvor man kvajer sig. Som teenager begik jeg kriminalitet, lavede indbrud og stjal biler. Det kunne ikke være anderledes, at jeg var grænseoverskridende, dysfunktionel og bar mig dumt ad. Hvis man ikke er sendt ud i verden fra et kærlighedsfuldt hjem og har fået at vide, at man ikke er noget værd i kraft af sig selv, er man nødt til at genopfinde sig selv og finde en identitet og en moral. Jeg gik i mange år til psykologer og psykoterapeuter for at komme overens, og selvfølgelig hjalp det til en bevidstgørelse af mig selv og min fortid, men for mig har det virket bedst at gå tilbage og tage mig selv i hånden og sige: ’Det var sgu godt nok. Du har ikke noget at skamme dig over.’”
Hvilken bog bør enhver mand have læst?
”’Tre mænd i en båd’ af Jerome K. Jerome. Det er en fantastisk, victoriansk roman, der er skrevet på sådan en rigtig humoristisk engelsk måde og er meget forskellig fra det, jeg selv skriver. Jerome skrev den på tre uger i løbet af sommeren 1888, og den handler om tre venner og en hund i en robåd, mens de ror op ad Themsen og gennem hele den engelske historie. Bogen er fyldt med anekdoter, som stadig er sjove 130 år efter, og den har også meget livsvisdom. Jeg synes, at alle, ikke kun mænd, bør læse den. Jerome giver fx gode råd om tom materialisme; man skal ikke læsse båden for højt, for så tipper den over, man skal være glad for at have nogle få venner, et godt hjem og en god kone. Man behøver ikke fylde sit liv med en masse ting, der ender med at eje én – siger jeg selv efter fire ægteskaber og en masse huse og både. Jeg læste den første gang som 15-årig, og siden har jeg læst den mindst én gang om året.”
Hvilken af dine ejendele er du gladest for?
”Den vil nok blive virkelig dybt krænket, hvis jeg kaldte den for en ejendel, men det er altså vores hund Ursus, en canadisk andehund. Den er både hustyran og familiens sjæl. Hvis der er noget med plottet i mine bøger, der ikke fungerer, så er det godt at gå en tur med Ursus.”
Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
”Ham kendte jeg ikke så godt, fordi mine forældre blev skilt, da jeg var ganske ung. Han var hårdtarbejdende, arbejdede som buschauffør og stod op hver morgen klokken fem. Han var en beskeden mand, og jeg lærte meget af hans disciplin. At man skal stå tidligt op og sørge for børn, kvinder og dyr, før man sørger for sig selv.”
Steffen Jacobsen
Født i Rødovre i 1956. Oprindelig overlæge med speciale i ortopædkirurgi. Debuterede som krimiforfatter i 2008 og fik i 2013 sit gennembrud med ’Trofæ’. Er aktuel med bogen ’De stumme piger’. Privat bor han i Hornbæk med sin kone, Charlotte Wieth-Klitgaard, har fem sammenbragte børn og en hund.
Hvordan kommer man sig bedst over en skuffelse?
”Hvis man er inde i en periode, der er shitty, og man får det ene afslag efter det andet, så bliver man pissedeprimeret og begynder at tvivle på sig selv. Heldigvis er livet som regel en blanding af sejre og nederlag, og derfor må man tænke på sine sejre. Desuden tager tiden sig gudskelov af skuffelserne, så de opløser sig og flyder væk, præcis som det er med kærestesorger. Min seneste skuffelse var, at jeg sendte et filmmanuskript ind til Netflix, som ikke gik videre, og jeg vil ikke tale mere om det. Okay?”
Hvornår har du været rigtigt bange?
”Da jeg var i mine 20’ere og 30’ere, lavede jeg ikke andet end at klatre i bjerge, springe faldskærm, dykke og køre motorcykel. Jeg har været ved at drukne to gange, men jeg var mest i overhængende livsfare, dengang jeg var oppe i Dolomitterne. Min klatremakker og jeg havde mistet synet af vores guide, så vi måtte improvisere og prøve at finde en vej ned. Det blev mørkere og koldere, og vi kom væk fra hinanden, så jeg tog en vej uden for ruten, hvor folk normalt ikke klatrer, fordi klippen er for løs. Jeg mistede fodfæstet og faldt ned, men fik akkurat fat i klippen med én hånd. Jeg hang med 800 meter fri luft under mig og uden nogen sikkerhedsline, eftersom min makker havde rebene. Jeg var så højt oppe, at selv rovfuglene fløj under mig, og jeg kunne se dalen under mine fødder. Jeg fik heldigvis hevet mig selv op og fandt min ven i tågen igen. Vi fik os ned på en fortumlet måde og endte i nogle snedriver ved foden af bjerget, men selv om vi var i sikkerhed, var jeg så meget i chok, at mine knæ rystede som kastagnetter. Det var en skøn blanding af total overload af adrenalin og dødsangst. Oplevelsen gjorde, at jeg besluttede mig for, at nu ville jeg have børn, så jeg kunne passe mere på mig selv og stabilisere min tilværelse.”
Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?
”Jeg er ekstremt utålmodig, og jeg prøver virkelig at bekæmpe det. Hvis jeg er i en kø i et supermarked, og der står en hipster foran mig og absolut vil betale med en smart app, der alligevel aldrig fungerer og er 20 minutter om det, så får jeg dødsdrømme i mit hoved om at skyde ham. Jeg afbryder også ofte folk, når de taler og beder dem om at komme til pointen, eller jeg færdiggør deres historier. Det er enormt usympatisk, og jeg prøver at beherske mig.”
Hvordan laver du din favoritdrink?
”Jeg kan godt lide en Strawberry Daiquiri med lidt limejuice, jordbær, et enkelt mynteblad, sirup, en god hvid rom og knust is.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Bøger
