En uofficiel dansk mester i mønsterbrydning har sat sig over for mig ved bordet på Café Europa. Han er en ung mand med brede knogler, Chris Bjerknæs, og de er uden tvivl kommet ham til gode i hans lange ryk fra en tilværelse på kanten af samfundet til dets absolutte midte.

”Jeg er vokset op uden min far. Jeg boede med min mor, to brødre og en schæferhund i et lille sommerhus. Der var meget få penge, og vi købte tøj i Føtex,” fortæller han over en kop kaffe, der koster omtrent det samme som de bukser, han gik med som barn.

Efter en uddannelse som farvehandler er Chris Bjerknæs i dag formand for Dansk Folkepartis Ungdom og organisationskonsulent for moderpartiet med fast jobadresse på Christiansborg, hvor han er en del af staben hos partiformand Kristian Thulesen Dahl. Han er med til at præge den danske samfundsudvikling, og i disse dage går han med overvejelser om at søge en egentlig politisk karriere som folkevalgt. Tilværelsen som farvehandler er foreløbigt sat på standby, men han vil altid være fascineret af farver og kan ikke gå ind i et rum uden først at bemærke farvevalget.

Men det er ikke derfor, vi sidder her. Årsagen er hans mangeårige loyalitet over for Euroman, som har været et af hans faste holdepunkter i livet, lige siden han som teenager faldt over det på biblioteket i Jægerspris og blev fanget ind af de store interviews og portrætter.

”Jeg var fræk i skolen og blev smidt ud. Jeg blev fjernet fra hjemmet og kom på julemærkehjem, fordi jeg var tyk. Så begyndte jeg at tabe mig, fik mere selvtillid, begyndte at gå i andet tøj, og lige pludselig begyndte pigerne at komme til. Det var fuldstændig fantastisk. Det var i den periode, jeg begyndte at læse Euroman. Det åbnede en drømmeverden for mig, og jeg ville være som de dygtige mænd, I talte med. Min far var ikke til stede i vores liv, og jeg kan sige uden overdrivelse, at Euroman overtog pladsen som min rollemodel.”

Hvorfor blev det lige Euroman, der fangede din interesse?

”Jeg har fra begyndelsen holdt af den måde, I skriver på. Det er et unikt sprogunivers, og herhjemme er der kun nogle få andre journalister som DR’s Anders Agger og Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, som kan levere på samme niveau. I bliver aldrig politiske, men kan tale med alle. I iagttager, stiller spørgsmål og er kritiske, men I dømmer aldrig nogen. Det betyder, at jeg kan nyde et interview, som det I lavede for nylig med Morten Østergaard, selv om jeg er dybt uenig med ham i det meste. Men jeg kan godt lide ham, og med jeres interview kom jeg lidt mere bag om ham som menneske.”

I din politiske hverdag er det vel oftere de hårde nyheder, du skal følge med i?

”Ja, men netop derfor skiller I jer ud med jeres dybde og originalitet, som er en mangelvare i danske medier. Det er det stik modsatte af breaking news, tweets og korte bemærkninger. I kommer helt ind til knoglen, når interviewsene er allerbedst, og giver plads til sårbarhed. Vi er en generation af mænd, der er pisse usikre, og det har vi behov for at se, at vi ikke er alene om, ellers lukker vi os inde i os selv og drikker os ihjel. I er med til at gøre det ok at erkende tvivlen.”

Hvad betyder vores modedækning for dig?

”Den er for langt væk fra min verden. I bør give lidt mere plads til gennemsnitsdanskeren. Med alle de dyre mærker, I viser, tvinger I jo os nærmest ud i sms-lån, og jeg tænker ofte på, at hvis jeg mødte en person på gaden, som gik klædt som dem i Euroman, ville jeg spørge, om han var okay. Jeg er med på, at I skal få os til at drømme, men I skal også bare klæde os på og give os lidt tryghed. Når det er sagt, så får jeres mode mig ikke til at hoppe fra. Jeg vil altid være en læser.”