Læsermøde: ”Jeg vil gerne lære noget om det maskuline univers, jeg kan bruge som kvinde”

”Jeg ved ikke, om jeg rammer jeres målgruppe, da jeg vist har levet en del anderledes end de fleste de seneste 20 år,” skrev Pia Hesselhøj Secher til Euroman, da vi inviterede hende til et læsermøde.

Pjat med dig, Pia, svarede vi. Du er mor til fem og har været udlandsdansker en stor del af dit liv, taler fem sprog flydende, og efter et tiår inden for marketing i flere store private virksomheder arbejder du nu som tjener og Røde Kors-mentor. Hvis ikke du skulle tilhøre Euromans målgruppe af overskudsmennesker, hvem skulle så?

Derfor sidder Pia Hesselhøj Secher nu med en café au lait baseret på minimælk over for mig på en kaffebar i ’The Bronx’, som hun kalder sit nabolag på Vesterbro i København, og forklarer, hvorfor hun – ligesom tusindvis af andre kvinder – er en fast læser af Danmarks originale magasin for mænd.

”Euroman har været min afslapning i årevis. I mine seneste år i udlandet læste jeg iPad-udgaven, når det blev for besværligt at få det tilsendt, men ellers købte jeg det, når jeg var på ferie i Danmark. I Euroman får jeg stillet min nysgerrighed på de ildsjæle, I altid er gode til at finde. Jeg er fascineret af dygtige mennesker, af specialisterne og nørderne, og så er deres køn og løn ligegyldig. Jeg kan blive lige så fanget af et menneske, der bygger hytter i junglen, som af fodboldspilleren, der tjener millioner. Hvorfor er de blevet dygtige? Hvad motiverer dem? Hvad ligger bag? Det er de historier, jeg er interesseret i.”

Den slags artikler er vi dog ikke alene om at skrive …

”I er de eneste herhjemme, som formår at skrive med indlevelse og tolerance og ofte med humor om mennesker fra alle hjørner af samfundet, kendte som ukendte. I sørger for stor diversitet og tør skrive om det, der ikke er så pænt og stereotypt.”

Men hvorfor et magasin, der i bund og grund bliver skrevet til mænd?

”Jamen, I er ikke bare slankekure og mode, som vi kvinder bliver stopfordret med i kvindeblade. Sådan noget crap orker jeg ikke. Og så ved jeg jo af naturlige årsager ikke alt om det maskuline univers, og det tiltaler min nysgerrighed at få et kig ind bag facaden. Jeg vil gerne lære noget om det maskuline univers, jeg kan bruge som kvinde. Når det er sagt, er det min opfattelse, at Euroman skriver ud fra et grundlæggende kønsneutralt verdenssyn. I har selvfølgelig herremode og portrætterer primært mænd, men jeg sporer en åbenhed over for alle køn. Det er ikke en macho-verden, hvor jeg som kvinde føler mig uvelkommen.”

I vores faste format ’En kvinde, vi kan li’ taler vi med en kvinde, som vi synes fortjener opmærksomhed. Hvad synes du om det?

”Godt du spørger, for lige nøjagtigt det format er altså lidt chauvinistisk og ekskluderende. Det ligger allerede i navnet. Hvad så med mig og andre kvinder, som I vælger fra: Kan I ikke lide os?”

Jo, det kan vi med statsgaranti! På redaktionen diskuterer vi også i stigende grad, om tiden er løbet fra formatet …

”Står det til mig, bør I inkludere kvinder i magasinet på en mere ligeværdig måde.”

Tak for det gode råd. Er der andet, du ikke bryder dig om hos os?

”Jeg går let hen over moden. Den skimter jeg blot for lige at kende trenden, men ellers siger den mig ikke noget.”

Netop det giver vel god mening …

”Og så savner jeg en større lyst til at provokere os som læsere. I har en tendens til at være lidt for venlige, når I interviewer. Det er altid så velskrevet, men I må gerne skubbe lidt mere til grænserne. Vær lidt mere pågående og kritiske.”