Læsermøde: ”Jeg vil gerne lære noget om det maskuline univers, jeg kan bruge som kvinde”
Euroman bliver hver måned læst af små 200.000 personer, og næsten en tredjedel af dem er kvinder. En af dem er Pia Hesselhøj Secher fra Vesterbro i København. I Euroman får hun stillet sin lyst til at læse om ildsjæle − og om mandens univers.
Foto: Kenneth P. Nissen Pia Hesselhøj Secher er mor til fem børn og bor på Vesterbro i København. De tre mindste er stadig hjemmeboende. Hun har en baggrund i marketing og ledelsesarbejde i det private erhvervsliv, men har tilbragt i alt 17 år i udlandet, fordelt mellem otte lande, hvor hun især har engageret sig i frivilligt arbejde. I dag beskæftiger hun sig som blandt andet autodidakt tjener og frivillig i Røde Kors.
”Jeg ved ikke, om jeg rammer jeres målgruppe, da jeg vist har levet en del anderledes end de fleste de seneste 20 år,” skrev Pia Hesselhøj Secher til Euroman, da vi inviterede hende til et læsermøde.
Pjat med dig, Pia, svarede vi. Du er mor til fem og har været udlandsdansker en stor del af dit liv, taler fem sprog flydende, og efter et tiår inden for marketing i flere store private virksomheder arbejder du nu som tjener og Røde Kors-mentor. Hvis ikke du skulle tilhøre Euromans målgruppe af overskudsmennesker, hvem skulle så?
Derfor sidder Pia Hesselhøj Secher nu med en café au lait baseret på minimælk over for mig på en kaffebar i ’The Bronx’, som hun kalder sit nabolag på Vesterbro i København, og forklarer, hvorfor hun – ligesom tusindvis af andre kvinder – er en fast læser af Danmarks originale magasin for mænd.
”Euroman har været min afslapning i årevis. I mine seneste år i udlandet læste jeg iPad-udgaven, når det blev for besværligt at få det tilsendt, men ellers købte jeg det, når jeg var på ferie i Danmark. I Euroman får jeg stillet min nysgerrighed på de ildsjæle, I altid er gode til at finde. Jeg er fascineret af dygtige mennesker, af specialisterne og nørderne, og så er deres køn og løn ligegyldig. Jeg kan blive lige så fanget af et menneske, der bygger hytter i junglen, som af fodboldspilleren, der tjener millioner. Hvorfor er de blevet dygtige? Hvad motiverer dem? Hvad ligger bag? Det er de historier, jeg er interesseret i.”