"De seneste fem år er jeg også holdt op med at drikke aftenerne før koncerterne. De aftener kalder vi for school nights. Det er te og Perrier. Men lige efter en koncert vil jeg gerne have et glas vin eller noget champagne. Det hjælper også til at komme ned. Jo ældre jeg bliver, jo længere tid tager det at komme ned. Nogle gange kan der gå fem-seks timer efter koncerten.
Den energiudveksling, der sker med bandet og fansene, gør, at det bare tager lang tid. En time efter koncerten er slut, sidder vi tit på en flyvemaskine. Kirk Hammett, vores guitarist, sidder allerede og snorker, men jeg er helt vågen og sitrer. Det er en meget lang ramp down.
Det er ikke direkte på grund af alkoholen, at jeg ikke drikker på en school night. Det handler om, at hvis jeg sidder og drikker i timevis, så skal jeg op og tisse hver anden time. Det har jeg ikke noget imod, når jeg har fri, men hvis vi skal ud og spille, så dur det ikke at ligge dér i en halv tequilabrandert og kæmpe for at få noget søvn. De der dage, hvor man kunne sove 10 timer i træk uden at skulle op og pisse midt om natten, de er slut.
På koncertdagen ankommer vi som regel til showet omkring fire timer før. Så har vi meet-and-greets og får noget at spise, og så skal de sportsagtige forberedelser i gang. Jeg skal op på et løbebånd og varme op, og så begynder de ellers at give mig massage og trække i mig fra fire forskellige retninger. Jeg er som en ballon, der skal pustes op.
Det, vi laver oppe på scenen, bliver jo ikke lettere for kroppen med alderen. Jeg sidder her og drikker urtete og Perrier – for 20 år siden var det vodka tonic. Det største spørgsmål i min tilværelse er: Hvor lang tid kan det her holde fysisk? Okay, The Rolling Stones, Paul McCartney, Neil Young og alle de der gutter, som er godt oppe i 70’erne, de spiller jo stadigvæk. Men det er jo ikke helt det samme. Jeg ved ikke, om jeg kan lave det, jeg laver i dag, når jeg er 77. Jeg får i hvert fald svært ved at lægge den samme fysiske kraft i det. Hvad kommer det til at gøre ved musikken? Det ved jeg ikke, og det finder jeg forhåbentlig ikke ud af i de næste mange år.
Jeg er blevet 55. Hvor meget er der så tilbage? 30 år? Min far er på vej mod 95, så måske 40. I dag gik jeg rundt i gaderne i Saint-Germain her i Paris og kiggede på gallerier og tænkte: ’Det ser fuldstændig ud, som første gang jeg gik i de gader i 1989.’ Ja, bilerne er anderledes, og alle har en mobil i hånden.
Men resten har ikke ændret sig en skid. Så begyndte jeg at tænke: ’Okay, hvordan ser den gade ud om 30 år?’ Hvis den ser ud helt som i 1989, hvad er så den forskel, der var mellem dengang og nu med mobiltelefonerne? Hvad er 2050-udgaven af det? Så bliver jeg nysgerrig og tænker: ’Fuck mand, det kan være, at jeg ikke kommer til at opleve det.’ Sådan tænker jeg nogle gange: Jeg er ved at blive så gammel, at jeg ikke kommer til at opleve det næste store.
Forleden sagde min ældste søn til mig: ”Du så Deep Purple i 1974 – du er så heldig, at du levede, da al den bedste musik blev lavet.” Og det er jo den anden side af det."
Du kan læse hele interviewet med Lars Ulrich i det nye nummer af Euroman. Her får du også ni andre mænd, der fortæller om, hvad de har lært af livet om begær, ambitioner, nederlag og sejre.
