Jeg voksede op ude på landet, i den lille by Tommerup på Fyn. Jeg havde ikke rigtig nogen far. Jeg boede med min mor, som var førtidspensionist på grund af en sindslidelse.
Mine tre søskende var en hel del ældre end mig, så jeg tilbragte meget tid alene sammen med bøgerne og min mor i vores egen lille verden. Vores hjem var fuldt af bøger. I Tommerup havde vi et lille bibliotek, hvor der sad en dame, der hed Inga, med papirkort og stempler.
Biblioteket var en verden af fortællinger. Som barn læste jeg Tintin og De fem og andre mysteriebøger for børn. En dag som niårig forærede en venlig sjæl mig ’Arternes oprindelse’ af Charles Darwin. Bogen ændrede min hjerne. Det var en stor oplevelse for mig at læse en klassisk videnskabsbog, hvor årsag, virkning og produkt er i højsædet – en bog, der undersøger, hvad der ligger bag det, vi ser.
I flere år efter fungerede jeg dårligt i skolen. Efter at have læst Darwin kedede jeg mig, når vi skulle læse om ’Søren og Mette’. Jeg har aldrig sluppet interessen for videnskab, og min nysgerrighed efter at læse og få ny viden blev grundlagt der.
Da jeg blev teenager, gik det op for mig, at jeg ville være forfatter. Jeg sendte noveller og romaner ind til forlagene, men fik afslag tilbage med posten. Det blev nærmest en vane at få afslag. Indimellem skrev en redaktør nogle brugbare kommentarer, andre gange hørte jeg slet ikke noget tilbage fra dem. Som ung mand flakkede jeg rundt. Jeg var soldat, boede i Tyskland og arbejdede hos en bager, gik på universitetet og læste dansk og filosofi. Drømmen om at blive forfatter var intakt, men jeg fik stadig afslag fra forlagene.
Efterhånden gav jeg lige så stille op, men så en dag i 2010 faldt jeg over en bog, der hedder ’Den trettende fortælling’, skrevet af Diane Setterfield. Det er en gotisk fortælling med tvillinger og mærkelige gamle huse og forfaldne slotte. Den var ikke sindsoprivende eller nyskabende i sit indhold, men jeg var fanget af den uhyggelige stemning.
Da jeg lukkede bogen, tænkte jeg: ’Nu skal jeg være forfatter’. Jeg begyndte at skrive, og det endte med ’Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’, som blev udgivet to år efter. Senere, mens jeg boede i Grønland, skrev jeg tre krimier, som spillede på naturen og det brutale i mennesket, det var blodigt og barskt, men det er jeg senere vokset fra.
Nu om dage skriver jeg krimier, som undersøger ulykkens kerne uden at dyrke blod og vilde biljagter. Jeg interesserer mig for, hvad der skaber en morder, og hvis jeg kan få læseren til at synes, at det næsten er lidt synd for morderen, at han bliver dræbt, så er jeg nået langt. Frem for at male noget ulækkert op er jeg interesseret i at finde nuancerne i andre mennesker.
En god krimi skal efter min mening ramme folk på deres skræk for hverdagen, sådan er det også i ’Opløst’, som jeg har skrevet sammen med Sara Blædel. Jeg læste en kommentar fra en læser som skrev: ’Nu tør jeg ikke gå min aftentur mere.’ Det, synes jeg, er perfekt. Så ved jeg, at vi har skrevet noget godt.
Mads Peder Nordbo
(f. 1970) er udannet i nordisk sprog og litteratur samt filosofi. Han debuterede med thrilleren ’Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’ (2012) og har senere udgivet blandt andet spændingsromanerne ’Pigen uden hud’ og ’Kold angst’. Hans bøger er udkommet i 40 lande. Han er, sammen med Sara Blædel, aktuel med krimien ’Opløst’ på Politikens Forlag.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview
