”Der sker virkelig mange fede ting på den danske jazzscene i disse år. Jeg kunne have fremhævet de første 5-10 album alene fra sidste år, men et af dem, jeg oftest vender tilbage til, er debutalbummet fra Yellow Spoon. En voldsomt stemningsfuld collage af små improviserede skitser og brudstykker optaget i løbet af en tre dage lang jamsession. Alligevel flyder det fuldstændig sømløst sammen på pladen.
Ret beset er der vel tale om instrumental hiphop med noget jazz i ascendanten. De har helt klart lyttet til en masse J Dilla, men spiller så det hele selv i stedet for at programmere og bygge det op omkring samples. Går godt til både weed, arbejde og natkørsel. Dog helst ikke i kombination.”
Annonse
Mac Miller ’Circles’ (2020)
”Den her plade er noget helt særligt. Et helle af lys i mørket. Det er egentlig ikke, fordi jeg har dyrket Mac Miller vildt meget – han nåede jo at udgive sindssygt meget musik, inden han desværre døde af en overdosis tilbage i 2018. ’Circles’ er det første posthume album, der blev udsendt i hans navn, og det viser virkelig hvor stort et talent, der gik tabt. Det er vanvittigt smukt, som det svæver underspillet rundt i sit eget underfundige krydsfelt mellem singer/songwriter, soulet crooner-R&B og hiphop.
Mac Miller havde tydeligvis sit at slås med, men selvom han synger om noget depressivt shit, så er tonen fredfyldt og afklaret. Næsten håbefuld. Albummet er for mig en påmindelse om, at selvom livet kan være fucking svært, er det også fuld af skønhed. Især med det her album i ørerne.”
Nala Sinephro ’Space 1.8’ (2021)
”Det er svært at beskrive den her plade, uden at det kommer til at lyde bare en anelse prætentiøst. I realiteten er den – for det meste – bare virkelig dejlig at lytte til. Spacey, drømmende, meditativ, helt sin egen. Jeg har trippet ret meget over både japansk ambient og spirituel jazz de seneste par år, og på den her plade er det, som om at de to universer smelter sammen. Der er i hvert fald både lava-lampe-synthflader, digitalt manipulerede harpestrenge og de mest labre jazz-blæsere fra nogle af London-jazzscenens fineste unge musikere. Jeg bliver ved med at vende tilbage til den her plade og finde nye ting at blive betaget af og forsvinde laaaangt ind i.”
Michael Charles Gaunt
(f. 1984) Musikjournalist, DJ og festivalarrangør. Eksilkøbenhavner bosat på Bornholm, hvorfra han producerer Berlingskes musikdækning, booker musik til øens eneste jazzfestival og vender plader, når solen skinner. Det gør den heldigvis tit.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
