Han er folkekær, folkenær. Rasmus Seebach tager ud til fællessang på folkeskoler og synger en ballade til et bryllup. Han skriver beskeder til sine fans på sociale medier og afslutter dem med ”kram Ralle”. Når han fortæller om de sidste 10 år, er det nærmest som at lytte til én lang Seebach sang. Det er jordnært. Lige til. Der er ingen kringlede søforklaringer om noget som helst. Man kan nærmest høre ham synge det over en popmelodi, når han siger: ”Jeg har indgået en aftale med mine fans. Jeg laver musik, og de lytter.”

De sidste 10 år har han været manden bag hits, der bare har hængt fast. I hjernen hos nogen og i hjertet hos andre. Da singlen ’Engel’ udkom, gjorde den Tommy Seebachs søn til en, der også havde et fornavn for den almene dansker. Sangen var en del af Rasmus Seebachs selvbetitlede debutalbum, der senere er blevet efterfulgt af fire albums med numre som ’Natteravn’, ’Øde Ø’ og ’Millionær’, albums, som alle ligger på listen over de 100 mest solgte albums i 2018, selvom det første udkom tilbage i 2009. Det sjette album udkommer 8. november og er dedikeret til sangerens fans - for der er mange, der elsker ham for popsangene, som både kan handle om kærlighed, depression og det at miste nogen, man holder af. Rasmus Seebach er folkekær. Han spiller udsolgte koncerter landet over for fans i alle aldre og har over en halv million følgere på Facebook. Men folkekær er et begreb, som musikkendere ofte er allergiske over for, og sangeren appellerer ikke rigtigt til dem, der mener, de har forstand på musik.