Træt lever og tungt hjerte

Dér sidder du, 19 år gammel, og ved ikke rigtigt, hvem du er endnu. Du er færdig med gymnasiet og hænger ud med vennerne i en gammel mormor-lejlighed med farverige, symbolistiske malerier på væggene og drikker hjemmelavet hvidvin. You know, an average Saturday afternoon.

Pludselig fyldes rummet af en uvant lyd. Din ven Jimmy har sat en ny plade på, og det lyder som et gammelt trædeorgel og en trompet, og selv om det ikke ligefrem burde være noget, der kunne interessere en 19-årig knægt, så er den måde, instrumenterne ligesom humper sig igennem melodien på, umiddelbart dragende. Du har aldrig hørt noget lignende.

Det første nummer er et kort instrumentalnummer, og straks efter kommer der en Hammondorgel-intro i et højere og mere jazzet tempo, og så kommer stemmen (åh, den stemme), der rabler en tekst af sig uden direkte at synge.

Du skynder dig hen for at kigge på coveret for at se, hvad fanden det er. Teksten er næsten volapyk, men du fornemmer en grotesk humor nedenunder. En mand, der brænder sit hus ned, fordi han ikke kan klare konens chihuahua-hund? Dét nummer er også ret kort, og så kommer det tredje nummer, hvor melodien er fængende og marimbaen meget fremtrædende, og igen virker teksten vildt fabulerende og formentlig morsom.

Du får ikke tid til at tænke længere, for tempoet bliver højere og stemningen mere rocket i næste nummer for derefter i det næste igen at slå over i en smuk piano-ballade. Og sådan bliver pladen bare ved med at skabe nye billeder og stemninger med en rå stemme og besynderlige og smukke melodier og instrumenteringer, mens Jimmy griner smørret. Jimmy var den mest velbefarne i den alternative rock, mens vi andre i slænget var mere til pop og jazz.

Det lyder som en efterrationalisering, men det var sådan, at lige den eftermiddag blev jeg klar over (for ja, det er sgu da mig selv, jeg taler om), at mig og Tom Waits; Vi ville blive et godt makkerpar.

Det var mandens syvende album, ’Swordfishtrombones’ fra 1983, som vi hørte den dag, og du (ja, nu er det dig, jeg mener) ved måske allerede som oplyst kulturforbruger, at det regnes for at være et slags nybrud i Tom Waits’ karriere. Inden da havde han ofte optrådt i rollen som den whiskyglade barpianist, der tryllede gode sange ud ad ærmet, mens hans stemme blev mere og mere rusten.

Jimmy havde også én af hans gamle, mere romantiske plader fra 70’erne, som jeg ligeledes åd råt den eftermiddag, selv om stilen var mere traditionelt jazzet og blues’et. Men dét havde jeg jo intet imod.

Som autodefekt pianist yndede jeg selv at spille noget, der swingede, og det kunne Waits og hans musikere sgu.

Da jeg senere kastede mig mere professionelt over det at lave dokumentarfilm (og ind imellem også musik), opdagede jeg, at Waits’ evne til at blande det harmoniske med det disharmoniske, det smukke med det mindre smukke og alligevel skabe noget sammenhængende, var noget, jeg mere eller mindre bevidst tog med og selv forsøgte mig med. Det dialektisk-skizofrene element talte åbenbart til min personlighed. Og det er derfor mine arbejder meget ofte strandede i tilblivelsesprocessen, og ja, det er derfor, du aldrig har hørt om mig.

Men jeg har da selv kunnet følge Waits lige siden den eftermiddag – og har gjort det både trofast og trodsigt – og jeg er stadig vild med den måde, han solidarisk inddrager samfundets vrangsider på i sine tekster. Det er stærkt underholdende at lytte til, og der er også en anden ting, der gør ham sej i mine øjne: Han har aldrig bare fulgt tidsånden eller lagt sig moderigtigt i slipstrømmen på noget andet.

Jeg har været til tre af hans uforglemmelige livekoncerter, og det er ellers ikke nemt at få billetter til. Især den første i Berlin står som et højdepunkt, og jeg husker stadig min kone, dyrlægen, sidde med åben mund og polypper og glo op på manden, der lavede sit eget røgshow ved at stå og stampe i noget kridtstøv, mens han sang ’Get Behind The Mule’.

Og det skal du også: Kom af stald og kom i gang med at høre noget Tom Waits, for ellers kan du ikke kalde dig selv for cool.

Tom Waits kort fortalt

Thomas Alan Waits, født 7. december 1949, regnes af mange – især andre musikere – for en af de helt store nulevende amerikanske sangskrivere. Til trods for det er han ikke nær så kendt i offentligheden som andre fra hans generation af rockmusikere, og han lider muligvis under, at folk (fejlagtigt) tror, at han er svært tilgængelig. Men hvis man kan lide gode melodier, er han simpelthen en mand, man bør opsøge.

Han trækker på en lang tradition af fx blues, jazz, rock og spoken word, men også kabaret- og cirkusmusik, og har en forkærlighed for sære instrumenter og for at fortælle grumme historier gennem de yndigste melodier, som han selv har sagt. Adskillige af hans numre er blevet indspillet af andre mere mainstream-kendte musikere som fx The Eagles, Bruce Springsteen og Rod Stewart.

Waits debuterede i 1973 med ’Closing Time’ og fortsatte med at udvikle sin lidt fordrukne scenekarakter og sin dybt musikalske blanding af forskellige stilarter på fem-seks album med en lang række forskellige og stærkt kompetente musikere. Hans optrædener var ofte præget af både den barfly-persona, som han havde fremdyrket gennem årene, og af et udtalt humoristisk talent.

På et tidspunkt (klokken var vist henad tre om eftermiddagen i 1981-82-stykker) mødte han sin nuværende kone, Kathleen Brennan, som kom til at betyde alverden for ham. Hun inspirerede ham til at skifte spor rent musikalsk uden helt at forråde sit gamle jeg, men han var også selv ved at blive lidt træt af sin gamle stil. Han har efter eget udsagn været på vandvognen siden 1992 for at kunne hellige sig familielivet ved siden af karrieren. Brennan har iøvrigt været med-crediteret på langt det meste, han har lavet siden.

Waits har altid kæmpet med salgstal og pladeselskaber og andre småforbrydere. Da hans gamle pladeselskab, Asylum, hørte de første indspilninger til det, som skulle blive ’Swordfishtrombones’, tog de sig til hovedet og til pengepungen og løb skrigende bort. Men Waits fandt nye legekammerater (Island Records) og har i det hele taget altid kunnet tiltrække nogle af de allerbedste samarbejdspartnere.

Siden er der udkommet en kongerække af albums, hvoraf en del er med musik, som er mere eller mindre direkte relateret til teaterforestillinger eller film. I 2000 blev han for en stund næsten et kendt navn i Danmark, fordi han besøgte København og Betty Nansen Teatret i sin egenskab af komponist på syngespillet ’Woyzeck’.

Hans seneste album er ’Bad As Me’, helt tilbage fra 2011, og fans venter stadig tålmodigt. Vi noterer os dog med glæde, at Waits i ny og næ registrerer et værk hos US Copyright Office, hvis hjemmeside er offentligt tilgængelig. Sent i 2018 tilføjede han fx et nummer med den lovende titel ’Shadows on the Boxcar Wall’, og i et interview med franske Express fra maj 2019 udtaler han, at han arbejder på en samling titler kaldet ’Battle Hymns’ uden dog at gå i detaljer med, hvad vi har i vente. Om noget overhovedet. Tom Waits er notorisk privat, men stiller altså alligevel op til interviews i ny og næ, omend man gennem årene aldrig rigtigt har kunnet stole på alle hans humoristiske og fantasifulde udtalelser.

Anbefalinger

Er du ny med Tom Waits? Begynd med disse albums

Den ’gamle’ Waits: ’The Heart of Saturday Night’ (1974) og ’Blue Valentine’ (1978).

Den ’nye’ Waits: ’Swordfishtrombones’ (1983) og ’Rain Dogs’ (1985) er begge mesterværker og optræder på de fleste top-lister over verdens bedste plader.

Den nyere ’bluesy-quirky’ Waits: ’Mule Variations’ (1999), samt Tom Waits’ seneste album, den fedt rockende og blidt blævrende ’Bad As Me’ (2011).