Trentemøller: "Jeg tænkte: 'Fuck, hvad gør jeg nu?'"

Kan du beskrive din nye plade: Er den mere mørk, mere intens, mere melankolsk?

”Det er svært at sætte ord på musik, og det er sjovt, hvor forskelligt man kan opleve den. Da jeg udgav min forrige plade, sagde halvdelen af de journalister, jeg talte med: ’Det er jo en mere lys plade end dine tidligere.’ Og den anden halvdel sagde: ’Det her er den mørkeste plade, du nogensinde har lavet.’ Og måske er begge dele rigtigt! Men min musik er nok rimelig mørk og melankolsk, for det er en stemning, jeg kan finde mange lag i. Det er svært for mig at lave en happy go lucky-sang. Men det er på den anden side heller ikke udfordrende at lave noget, der bare er kulsort. Jeg kan godt lide, at der er en form for håb og noget opløftende i musikken.”

Hvorfor har du lyst til at udforske de mørke sider?

”Det ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke som en særlig dyster person.”

Du virker heller ikke sådan …

”Nej, jeg er ret glad for livet. Men jeg kan godt lide eftertænksom musik. Det melankolske og mørke drager mig, måske fordi jeg kommer fra en kernefamilie og har det ret godt i mit liv og derfor søger noget modspil. Hvis jeg er i lidt dårligt humør og har noget, som går mig på, så er det en fed ventil for mig at lave musik. Det lyder som en kliché, men sådan er det.”

Hvad sker der, når du forsvinder ind i musikken?

”Jeg spiser morgenmad hjemme og cykler over til studiet. Det tager tre minutter. Jeg begynder at arbejde klokken halv otte om morgenen. Ikke noget med at lave kaffe og den slags, jeg skynder mig bare i gang. Det starter med at jeg åbner det arrangement, jeg lavede i går, og så sætter jeg mig med lukkede øjne og lytter det igennem. Derefter kigger jeg på de noter, som jeg skrev om aftenen. Inden jeg falder i søvn, plejer jeg at lytte til nummeret og skrive nogle noter på en blok, som jeg altid har ved sengen. Måske mangler der noget i musikken. Måske skal bassen lidt ned. Når jeg har lyttet og kigget noter igennem om morgenen, arbejder jeg koncentreret videre på musikken frem til klokken 12. Derefter bliver det lidt mere løst. Tidligere arbejdede jeg bedst om natten, men nu er det om morgenen, jeg har mine kreative timer.”

Inden jeg skulle møde dig i dag, lyttede jeg til et gammelt disconummer, ’Le Champagne’, som du lavede inden dit debutalbum, ’The Last Resort’ i 2006. Dengang havde du gang i en elektronisk karriere, og folk dansede på fuldt tryk til dine koncerter. Hvad var det for en Anders Trentemøller?

”På det tidspunkt famlede jeg rundt og prøvede forskellige ting af. Jeg gik all in på det elektroniske, men følte mig aldrig rigtig hjemme i det. Jeg syntes, at meget af musikken dengang var kold og kedelig. Jeg savnede den menneskelige faktor. Så efter nogle år, hvor jeg havde ledt efter min egen sound, lavede jeg min første plade, ’The Last Resort’, som var både elektronisk og med elementer af noget indieagtigt med guitar og rigtige trommer. Med den plade søgte jeg egentlig bare tilbage til noget af det, som jeg kom fra.”

Hvilken slags musik kom du fra?

”Jeg var meget til britpop som Ride og Suede, men også de lidt ældre og mere mørke som The Cure, Joy Division og The Smiths. Jeg har også kørt Danmark rundt og spillet keyboards i et bluesband. Da jeg var ung, var jeg egentlig ligeglad med hvilken slags musik. Jeg ville bare gerne ud og spille.”

Stod du på et tidspunkt og skulle vælge mellem at lave let tilgængelige elektroniske dansehits eller blive kunstneren Anders Trentemøller?

”Sådan tænkte jeg ikke. Penge og prestige har aldrig været vigtigt for mig. Jeg har altid villet lave den musik, som er vigtig for mig, og selv hvis jeg ikke kunne leve af det, ville jeg lave den alligevel. Jeg går stadig og tænker, hvor sindssygt fedt det er, at jeg ikke er nødt til at lave reklamemusik, og at jeg ikke har en pladeselskabsboss, der siger, at de rigtig gerne vil have et radio-edit fra mig på to minutter og 30 sekunder, for så vil den blive spillet mere. Det punkt er jeg ude over. Jeg kunne sikkert godt tjene mange flere penge, men det er fuldstændig ligegyldigt for mig. Jeg tjener fint. Jeg har råd til at dyrke min passion, og jeg har et hus. Jeg føler mig heldig. Men har også kæmpet for at nå hertil.”

Hvad har du kæmpet imod?

”Jeg har hele tiden ønsket en god mavefornemmelse med min egen musik og er blevet provokeret af folks forventninger til, hvordan jeg skulle lyde: ’Den her sound er fed og populær lige nu. Hvorfor prøver du ikke at lyde sådan?’ Fra min første til min anden plade var der Facebook-kommentarer, om at jeg skulle holde fast i den elektroniske vej, og nogle ville gerne have, at jeg blev ved med at spytte musik ud med den samme lyd. Men det var bare brænde på mit bål. Jeg brugte mange år på at øve mig og finde min lyd, og der var mange år, hvor jeg ikke udgav noget. Jeg ville gerne have, at det skulle stå åbent, og hverken pladeselskaber eller anmeldere eller folk på Facebook skulle blande sig i, hvad jeg laver. Det har været en kamp. Og en god drivkraft.”

Hvad var det store vendepunkt for dig?

”Min debutplade var nok gennembruddet. Jeg kan huske, at jeg lagde nogle af mine numre på Myspace, og folk begyndte at skrive til mig fra hele verden. Brasilien og USA. Det var crazy. Pludselig spurgte folk, om jeg ville komme til deres land og spille, og magasiner begyndte at skrive om mig. Det kom bag på mig, at pladen rakte så langt ud, for jeg havde jo bare siddet her og lavet musik og håbet på, at nogle ville lytte til det. Men jeg fandt ud af, at der faktisk var et publikum for det, og jeg fik sat en ret stor verdensturné op, hvor jeg sammen med Henrik Vibskov og Mikael Simpson for første gang var ude og spille min musik live. Da jeg sad i en bandbus i USA, følte jeg mig lige pludselig som en rockstjerne. Det var vildt.”

Hvorfor var det så vildt at turnere i USA?

”Det er lige som at være med i en film. Jeg havde tidligere været i New York, men pludselig stod jeg for eksempel i en by som Denver, og mange af koncerterne på touren var udsolgte. Jeg tænkte: ’Hvor fanden kender I min musik fra?’ Mange amerikanske venues har dit navn stående i lys på et billboard udenfor. Det er svært at forklare – det er bare en vild fornemmelse. Det er fedt at køre i bus og se landskabet ændre sig, og det bliver nat, og næste morgen vågner man i en helt ny by. Det var steder, jeg ellers aldrig ville have set. Det er også fedt at spille de små steder derovre. Vi lavede en lille koncert i Asheville (i staten North Carolina, red.), hvor Moog stammer fra (Moog er en legendarisk analog synthesizer, red.). Det var som den hellige gral, selv om der næsten ikke var nogen mennesker. Men jeg kan godt lide at lave en god stemning for en lille crowd. Så bliver jeg endnu mere spændt og nervøs, end jeg plejer. 50 mennesker i en lille klub i stedet for 50.000 på Orange Scene – det er intimiderende. På en god måde.”

Hvordan intimiderende?

”Det er lige som at holde en tale til en familiefest. Alle øjne er rettet mod dig. Man kan bedre gemme sig i en stor scenografi. Jeg talte med Martin Gore fra Depeche Mode om det. Han sagde: ’For mig er stadionpublikum som en stor grå masse.’ Jeg prøver at fokusere på ansigter tæt på, men det er bare et hav af mennesker. Det er abstrakt. Men når der er 50 publikummer, kan man fornemme dem hver især, og man kan mærke deres feedback. Det bliver mere intimt. Du får kontant afregning. Hvis bare 10 mennesker forlader rummet, kan man virkelig mærke det. Det er tit de jobs, jeg husker.”

Har du på noget tidspunkt ramt bunden?

”Jeg ramte faktisk lidt bunden for to år siden, da jeg skulle til at begynde på den her plade. Vi havde spillet 120 shows på et år. Da jeg kom hjem, var jeg rimelig drænet og havde en ide om, at jeg glædede mig meget til at skulle i gang med den nye plade. Jeg plejer at være fuldstændig vild for at komme i gang med noget nyt, men så kom jeg tilbage, og der skete ikke en skid. Jeg syntes ikke, jeg kunne komme op med noget, der var fedt nok. Jeg har sådan en regel om, at hvis jeg får gåsehud eller en god reaktion på det, jeg har indspillet, når jeg lytter det igennem næste morgen, så er det nok værd at arbejde videre med. Med det skete ikke. Jeg sad i studiet med alt mit gear, der bare grinede af mig. ’Brug mig! Brug mig,’ råbte det. Der var et pres fra min underbevidsthed for at gå i gang med noget, men jeg var udmattet efter at have spillet så meget. Det tager mig altid nogle måneder efter en tur. Man er meget sammen og kommer til at savne hinanden, når det er slut. Jeg kan huske, at jeg stod nede i Netto og skulle købe mælk og tænkte: ’Hold kæft, hvor er det syret. Jeg har stået foran alle de mennesker, og nu er det hele bare slut.’ Og så melder tomheden sig.”

Hvad gjorde du så?

”Hver dag tog jeg troligt over i studiet og prøvede at lave noget, indtil jeg indså, at jeg ikke kunne komme op med noget, som jeg var virkelig tilfreds med. Jeg gav nærmest lidt op og tænkte: ’Fuck, har jeg mistet inspirationen?’ Eller nej … ikke inspirationen, for jeg havde faktisk mange ideer. Men evnen, havde jeg mistet den? Jeg kunne ikke føre ideerne ud i livet kreativt og teknisk. Det er i et eller omfang altid en udfordring for mig. Jeg kan næsten høre det færdige resultat i hovedet, inden jeg er gået i gang. Det endelige resultat kommer ikke nødvendigvis til at lyde, sådan som jeg har forestillet mig i første omgang, men processen med at få det videreformidlet plejer at komme ret nemt for mig. Så jeg tænkte: ’Fuck, hvad gør jeg nu?’ Jeg talte med min kæreste, og hun sagde: ’Prøv at tage et break fra studiet.’ Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at løbe, og jeg begyndte at filme lidt. Det kan jeg godt lide.”

Hvad filmede du?

”Jeg filmede stemningsbilleder, og det er faktisk endt med, at jeg selv har filmet alle musikvideoerne til denne plade. Jeg har tit følt, at det visuelle i musikvideoer overskygger musikken, og jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave mine videoer selv – måske fordi jeg er sådan en kontrolfreak. Så jeg begyndte at lave nogle ret simple sort- hvide optagelser, som går ret godt i spænd med musikken. På det tidspunkt havde jeg jo allerede hele pladen i hovedet, men jeg kunne ikke kanalisere den ud, og så var videoerne en måde, hvor jeg stadig kunne arbejde med pladen – men uden at skulle sidde i studiet.”

Hvornår vendte modet til at lave musik så tilbage?

”En dag, hvor jeg var nede i studiet for at ordne nogle forskellige ting, satte jeg mig og begyndte at spille på et gammelt klaver, som jeg har stående ude foran. Det var nok lidt bevidst, at jeg satte mig derude, for jeg vidste, at jeg kunne blive konfronteret med mine spøgelser og mulighederne i det her studie, hvis jeg satte mig ind. Så jeg sad derude og klimprede på klaveret, og der kom noget, som nu er endt med at blive nummeret ’Sleeper’ på den nye plade. Jeg tænkte, at det var nogle fine akkorder og en fin melodi, så jeg optog jeg det som et memo på min iPhone, og da jeg lyttede til det næste dag, syntes jeg sgu stadig, der var noget i det. Og så gik jeg stille og roligt i gang. Jeg ville ikke presse mig selv for meget og tænkte slet ikke på, at jeg skulle lave en plade. Jeg tænkte bare: ’Nu har jeg da et eller andet.’ Det er sjovt. Jeg havde nærmest mistet selvtilliden, men så efter otte måneder blev der pludselig åbnet for en ventil, og jeg lavede halvdelen af pladen på tre-fire måneder. Og glæden var så meget større.”

Du er lige blevet far, men beskriver dig selv som en kontrolfreak. Hvordan har kontrolfreaken det med faderrollen?

”Det har jeg det ret godt med. Jeg er 46. Det er mit første barn, og et eller andet sted synes jeg, at jeg har opnået så meget, at der endelig er plads til, at jeg ikke længere er nummer et i mit eget liv. Jeg har kunnet gøre, hvad jeg ville, og det har været fantastisk. Jeg tror ikke, jeg var nået så langt, hvis jeg havde fået barn tidligere. Nu har jeg roen og overskuddet til, at der også gerne må komme noget andet ind i mit liv, men jeg er også spændt.”

Fordi der er noget, du skal underlægge dig?

”Ja, og det tror jeg faktisk er sundt. Men jeg er spændt på, hvordan den kreative proces bliver, hvis jeg er møghamrende træt hele tiden. Det har jeg hørt fra mine venner, at man bliver, når man bliver forældre. Så det kan være, at der ikke kommer nogen ny plade de første to år – og hvis jeg bliver utålmodig efter at komme ud og spille, må jeg gå ned på Mojo og spille lidt blues.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Interview