”Jeg havde ingen idé om, at man kunne blive forfatter. Jeg ville gerne være troldmand”

I min barndom var det en tilbagevendende – og fantastisk – begivenhed, at bogbussen en gang om ugen kom til Dons, landsbyen uden for Kolding, hvor jeg er vokset op.

Det var en slags kørende bibliotek, der kørte til et busstoppested i byen og holdt der længe nok til, at jeg kunne sidde inde i bussen med min søster og læse et godt stykke tid.

Enten var det en bibliotekar med buskørekort, der kørte, eller en buschauffør udlært i at udlåne bøger.

Bussen var indrettet komplet som et lille bibliotek, og jeg gik altid derfra med store stakke bøger og tegneserier.

I starten lånte jeg meget ’Tintin’, også inden jeg kunne læse, men det lærte jeg så hen ad vejen.

Da jeg blev bedre til at læse, blev jeg meget optaget af leksika. Alle mulige slags, men der var særligt et på skolebiblioteket – ’Lademanns Våbenleksikon’ i to bind - som jeg elskede.

Jeg fik utroligt meget viden om alle mulige slags våben, det var som at få lov til at låne en stor skat med hjem.

Derhjemme havde vi abonnement på Illustreret Videnskab og National Geographic, hvilket var perfekt i forhold til at dyrke mine interesser for mumier, middelalderen, gravhøje, rumfart og naturvidenskab.

Det næste helt store skridt for mig var, da Harry Potter-bøgerne begyndte at udkomme, og det greb ret hurtigt om sig.

I frikvartererne gemte jeg mig bag døren til klasseværelset for at undgå, at gangvagten fandt mig, og jeg skulle ud at lege. Jeg ville hellere sidde bag døren og læse i fred.

Min favorit er bog nummer fire (’Harry Potter og Flammernes Pokal’, red.) – den har jeg nok læst 15 gange eller mere.

Som barn havde jeg ingen idé om, at man kunne blive forfatter, det var bare ren og skær fornøjelse for mig at læse. Men jeg ville gerne være troldmand, hvis det kunne lade sig gøre.

Fireren er den, hvor der er verdensmesterskab i quidditch, eleverne bliver teenagere og tager til bal, og det begynder at blive lidt mere mørkt. En elev dør, og Voldemort genopstår.

Når man læser en bog flere gange, er det jo ikke spændingen om, hvad der kommer til at ske, der driver det, men universet: hekse, troldmænd, gamle skoler og bøger.

I gymnasiet kan jeg huske en dansktime, hvor vi fik læst et digt højt – ’Det Underste Land’ af Gustaf-Munch-Petersen. Der skete noget i mig.

Det var, som om tiden gik i stå eller i stykker, og der tænkte jeg for første gang, at digter var noget, man kunne blive.

Det kan være lidt svært at tale om digte, men dette digt skildrer en bevægelse fra oppe over jorden til ned under jorden, og den verden, han beskriver, oplevede jeg som utroligt kraftfuld og smuk.

Det er lidt uforklarligt, hvorfor det påvirkede mig så meget, men jeg havde det helt mærkeligt bagefter.

Da jeg kom endeligt frem til, at jeg gerne selv ville være forfatter, var det en åbenbaring for mig at læse blogs af Asta Olivia Nordenhof og Caspar Eric, inden de begge udgav bøger.

Det gik op for mig, at man kunne skrive digte, som man taler med sine venner. I stedet for at sproget var fint og lidt højt i det, var det et mere direkte og almindeligt sprog, der var enormt præcist, smukt og stort.

Det er jo en af begynderfejlene, at man tager et højt sprog på sig, som er enormt svært at læse.

Når jeg underviser (på egen skriveskole og på Forfatterskolen, red.) fokuserer jeg på, at billederne i teksten skal stå klart, og mindre på, hvordan de bliver skrevet frem.

Sproget skal ikke stå i vejen for det, det skal fortælle.

Da jeg selv gik på Forfatterskolen, blev jeg meget betaget af Anne Carsons ’Autobiography of Red’, der gav mig en oplevelse af at have noget at stræbe efter. Det er en helt sublim digtsamling.

Det er både en queer coming of age-historie og en genskrivning af en myte fra ’Herakles’ 12 arbejder’ - men fra monsterets perspektiv.

Og så er det en sammenhængende fortælling, en slags roman på vers, der har inspireret mit eget arbejde.

Jeg ønsker at skrive så klare og stærke digte som muligt og samtidig holde en fortælling i gang.

Anne Carson er en, jeg forsøger at skrive mig op i mod, og ligesom hun bruger klassiske tekster som udgangspunkt, gjorde jeg det også med min debutbog.

Inden jeg blev far første gang for lidt over tre år siden, var det helt vildt for mig at læse Jesper Juuls ’Dit Kompetente Barn’ – en bog, jeg tror, er lidt misforstået.

Den handler ikke om, at børn skal have lov til at bestemme alt, men om at tage sit barn alvorligt, når det udtrykker sig.

Jeg læser også meget for min datter på tre år – alt fra pixibøger, over Pokémon-blade til Grimms eventyr.

Vi skal i hvert fald læse fire-fem bøger, før hun falder i søvn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger