Det er lidt ligesom Roskilde Festival – bare for nørder

De render rundt i plyssede heldragter med strittende haler og hundeører i alverdens farver. De er klædt ud som japanske skolepiger, Pokémon-figurer, tøjdyr og tegneseriemonstre. Det ene kostume vildere end det andet.

Selv går jeg rundt i blå jeans, hvide sneakers, skjorte og en klassisk, sort herrefrakke. Jeg ligner en helt normal 24-årig københavner, der går i Kødbyen i weekenden og køber tøj de rigtige steder.

Alligevel er det mig, alle kigger på.

Jeg er til J-Popcon i DGI Byen. En messe, der fejrer japansk popkultur med alt, hvad det indebærer af computerspil, tegneserier, musik og udklædning. Og her skiller jeg mig ud fra mængden.

Det er lidt ligesom Roskilde Festival – bare for nørder. Det er den ene gang om året, hvor man får lov til at slippe alle hæmninger, klæde sig fjollet ud og gøre lige præcis, hvad man har lyst til.

Der er vagter i orange, der tjekker armbånd ved indgangene, og der er begejstrede unge mennesker, som venter utålmodigt på, at det hele skal gå i gang. Men der er intet hegn, der vælter, ingen lunkne dåseøl og ingen, der knalder i naboteltet.

I stedet er der udklædningskonkurrencer, te-ceremonier og spisepindekast. Og 3.700 unge, der er kommet for at fejre deres fælles passion for j-pop.

Én af dem er Magnus på 25 år. Han bor på Vesterbro, arbejder til daglig i en fritidsklub og er ved at uddanne sig til pædagog. Det er der intet mærkeligt ved. Men én gang om året klæder han sig ud og slipper sin indre nørd løs for en weekend. Det er der til gengæld mange, som synes er mærkeligt.

På afstand ser han helt absurd ud, som han sidder dér: Klædt i hvid kittel med en strittende grå paryk på hovedet, mens han spiller avancerede fantasy-kortspil med samme selvfølgelighed, som når jeg lægger en 7-kabale. Men Magnus er på mange måder ikke så meget anderledes end alle os andre. Han har bare en helt særlig hobby.

Det er 10. gang, Magnus er her. Han opdagede messen, fordi hans far så en omtale i Politiken og tænkte, at det måtte være noget for hans søn, der var vild med japanske film og serier.

"Jeg har dyrket japanske tegneserier, siden jeg var 12 år gammel. Da jeg var yngre, viste DR tegnefilm som Dragon Ball Z og Yugi-Oh, og dem blev jeg fanget af. Det er især tegneserierne, der tiltaler mig. Den måde, de er tegnet og fortalt på, er meget fantasifuld og meget anderledes, end man ser i amerikanske tegneserier," forklarer han.

Vi sidder i en gymnastiksal, der til lejligheden er omdannet til et sandt mekka for folk med hang til japanske kort- og computerspil. Rundt om de opstillede tv-skærme og spillekonsoller sidder granvoksne mænd i udklædning og spiller mod børn, der næppe har forladt folkeskolen, med samme entusiasme, som var de jævnaldrende kammerater.

Her er alle på bølgelængde. Alle har paraderne nede.

"Man møder folk på en helt anden måde her, end man gør i andre sammenhænge," fortæller Magnus.

"Folk er enormt åbne, og det er utroligt nemt at falde i snak med hinanden. Hvis du ser en person i et flot kostume, går du bare hen til vedkommende og spørger, hvordan han eller hun har lavet det."

Magnus har mødt mange nye mennesker sådan. Og han har efterhånden været her så mange gange, at han har udviklet gode venskaber med andre, der er ligesom ham selv.

"Jeg har en masse venner, som jeg stort set kun møder her, og det er altid fedt at se dem og få lov til at nørde igennem sammen med dem," siger han.

Hverken Magnus, hans venner eller de øvrige deltagere forsøger at lægge skjul på det, enhver kan se: De er nørder, og de har intet problem med at sige det højt. Men de er også vant til at møde folk, der ikke kan forstå, hvad de laver. Det er tydeligt på de blikke, som folk, der passerer forbi DGI Byen, kaster efter dem.

De synes, at de er sære. Det ved Magnus også godt.

"Folk kigger som regel lidt underligt og siger ikke rigtig noget, når de går forbi. Men de siger formentlig 'nej, hvor er det mærkeligt' til hinanden, når de er gået igen."

På messen er der til gengæld ingen, der kigger underligt på hinanden. Allerhøjst nysgerrigt. Og når jeg kommer til at stirre lidt for længe og lidt for intenst på en pige med sorte horn i panden og hvid maling i ansigtet, får jeg bare et smil tilbage.

Når Magnus skal hjem til sin lejlighed om aftenen, kommer bemærkningerne. Det er ikke så overraskende, når man tænker på, at han skal tværs gennem Vesterbros natteliv.

"Jeg kan mærke det, når jeg går hjem herfra om aftenen. Der får jeg ofte kommentarer fra folk, der synes, at jeg ser mærkelig ud. Men der er heldigvis også enkelte positive bemærkninger imellem."

Det lader ikke til, at hverken kommentarerne eller folks mening går Magnus særlig meget på.

"Det, vi laver, er jo nørdet, og det er forbundet med en eller anden form for stigma, ligesom hvis man siger højt, at man spiller rollespil," forklarer han.

"Men her har vi det sjovt, og vi mødes alle sammen på lige fod. Det er et fristed, hvor vi kan være sammen, uden at nogen ser skævt til os. Og så er det ligegyldigt, hvad andre måtte tænke."

Magnus siger farvel og går tilbage til sit bord for at spille kort, mens jeg forlader gymnastiksalen og spillekonsollerne igen. Ude på gangen er to drenge i ens udklædning midt i en voldsom sværddyst. De hopper rundt mellem de andre deltagere, råber højt og er lige ved at vælte flere tilfældige forbipasserende.

Men jeg er den eneste, der stopper op og kigger, som om det er noget usædvanligt.