Christian Stadil har 40 tatoveringer fordelt over arme og ryg, og her fortæller ham om dem.
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Mig og mine tatoveringer med Christian Stadil: ”Jeg kan nemt gå et halvt år og tænke over, hvilket motiv jeg vil have”

Erhvervslederen Christian Stadil har fået tatoveringer i den thailandske jungle af buddhistiske munke, han har én med en eks og to med sin store kærlighed, Alice Brunsø. Han er passioneret omkring tatoveringer og så ivrig efter at få flere, at han engang fik to på én gang af berusede tatovører.

På sin underarm har Christian Stadil en tatovering af et bjerg. Det er et bestemt bjerg i Japan, som han besteg for nogle år siden sammen med sin far. Det er en farlig rute, hvor der årligt dør ca. 20 mennesker på vejen, og undervejs blev han overbevist om, at hans far ville blive en af dem.

”Regnen væltede ned i hovedet på os og klippen blev helt våd. Jeg tænkte, at nu ville min far kradse af. Han var trods alt allerede i 60’erne dengang. En gang imellem tænker jeg på det, når jeg kigger på tatoveringen,” fortæller han.

Christian Stadil er glad for sine portrætter, som alle er personligheder, han beundrer. Lige under albuen ses i øvrigt bjerget, som han besteg sammen med sin far i Japan.
Alle de protrætter, Christian Stadil har tatoveret, forestiller historiske personligheder, som han beundrer. Lige under albuen på hans højre arm ses i øvrigt bjerget, som han besteg sammen med sin far i Japan.


Med sine 40 tatoveringer fordelt over ryg og arme er det let at konstatere, at Christian Stadil er glad for tatoveringer. For blot et par uger siden tilføjede han to nye til kroppen, og det er langt fra de sidste, han får.

”Jeg synes, at det er en spændende kunstform. Det er både en passion og en forretning for mig, siden jeg er medejer af Tattoodo. Jeg synes, der er flere aspekter i det. Både selve kunstformen, artisterne, som skal lave tatoveringerne på mig og valg af motiv. Jeg kan nemt gå et halvt år og tænke over, hvilket motiv jeg vil have, og hvor de skal placeres,” siger Christian Stadil.

Han fik sin allerførste tatovering sammen med sin daværende kæreste for godt 20 år siden. Den forestiller tallet 717, som også er nummeret på en suite i Paris, hvor de havde været på weekendophold sammen.

”Vi var nyforelskede, og det var et ret godt symbol på en fed by og på en tid i mit liv. Min kæreste fik den også, bare på lænden. Det var dengang, det var cool. Jeg overvejede endda at få en på lænden selv. Det var meget godt, at jeg kom væk fra den tanke,” smiler Christian Stadil.

Kort tid efter fik han skrevet ’mushin’ på underarmen med japanske kanji-tegn. Det er et zen-buddhistisk begreb, som beskriver tilstanden, hvor subjekt, objekt og handling bliver til ét.

”Det var et par år inden, der gik chop suey i den. Det er jo sådan, det er med tatoveringer, men den har stadig en personlig betydning for mig, ligesom alle de andre, jeg har,” siger han.

Den nye tatovering på underarmen er blandt de seneste, Christian Stadil har fået. Den symboliserer de indre kanter, mange kreative mennesker balancerer på. Selv balancerer han på kanten mellem at være introvært og ekstrovært.


Siden da er han blevet tatoveret jævnligt. Han har tatoveringer, som hylder den buddhistiske filosofi, som han er stor tilhænger af, tatoveringer, som symboliserer ekstreme eller mindeværdige situationer fra hans liv og tatoveringer, som i sig selv er oplevelsen.

”Jeg har blandt andet prøvet at få lavet to tatoveringer samtidig. Ross Nagel, som er en af verdens bedste tatovører, sad med min ene arm og Ami James, som er kendt fra ’Miami Ink’, med den anden. De havde begge fået lidt at drikke, og hev på skift armene til sig, mens de drak bajere. Det er egentlig helt åndssvagt, men det er en sjov historie nu, som knytter sig til tatoveringerne.”

Mange af Christian Stadils tatoveringer forestiller inspirerende ting, filosofiske reminders eller personligheder, han beundrer. Han har et portræt af Henry Miller, Carl Gustav Jung, Winston Churchill, Allen Ginsberg og Leonard Cohen, for at nævne et par stykker.

Han har i øvrigt to tatoveringer til ære for sin hustru, Alice Brunsø, som han blev gift med i august. Hendes navn står skrevet i røde blokbogstaver på hans ene arm, som hans eneste tatovering i farve. Den anden forestiller kaninen fra ’Alice in Wonderland’, fordi han efter eget udsagn fik lokket hende med ned i sit ’rabbithole’.

”Jeg er den hvide kanin, som siger; ’kom med ned i mit kaninhul.’ Det fungerer som en analogi, hvor kaninhullet er mit mærkelige univers med nørdede interesser, forretninger, filosofi og rejser rundt i verden. Nu er Alice en del af det hele.”

DSC06685 copy.jpg
Christian Stadils eneste tatovering i farve.


Det var på en rejse
til Thailand, at Christian Stadil fik sin store rygtatovering, som forestiller to tigre.

”Jeg ville gerne have en rigtig oldschool tatovering i et tempel af en munk. Jeg forhørte mig hjemmefra hos nogle af mine venner fra thai-boksning og fik kontakt til et virkelig hardcore tempel i Thailand. Da dagen endelig, kom stod jeg op kl. 3 om natten for at køre med en chauffør to timer ud i junglen til templet, der mest af alt lignede noget fra ’Indiana Jones’. Jeg var klart den eneste hvide i forsamlingen af 40 hardcore, thailandske gangstas med tatoveringer, som markerede hvilken bande, de tilhørte,” fortæller Christian Stadil.

”Jeg ventede og ventede, og endelig blev det min tur. Normalt er buddhistiske mestre søde, men ham her var top indebrændt. Han kiggede vrissent på mig og ville i starten slet ikke lave noget, fordi jeg i forvejen havde mange tatoveringer. Han troede, at jeg bare var en turist, der ville have en souvenir. Da jeg ved hjælp af chaufførens oversættelse fik overbevist ham om min beundring af den buddhistiske kultur, lavede han til sidst en test på mig i nakken. Jeg var i forvejen solbrændt efter ferien, og han bankede løs med metalpiggen i min nakke. Jeg har en ret høj smertetærskel, men jeg skal hilse og sige, at det gjorde ondt.” Han scroller igennem sine billeder for at finde det rigtige foto fra dagen.

”Jeg ventede fire timer, og til sidst fik jeg lov. Han lavede først en tatovering, og nogle timer senere lavede han den helt store. Det er sådan en, man normalt skal gøre sig fortjent til, præcis som i kampsportens verden. Den tog fire timer og 30 minutter uden pause undervejs. Det er den eneste gang, jeg er blevet tatoveret, hvor det gjorde ondt hele vejen igennem. Til sidst snittede han mig med en kniv henover ryggen for at vise, at der ikke kom blod ud, og at tatoveringen beskyttede mig. Det var en ret vild oplevelse. Det er først efterfølgende, at jeg tænker over risikoen for HIV og hepatitis, for nålen blev ikke engang vasket.”

”Munkene havde også blandet asken fra templets afdøde mester i blækken, så tatoveringen er helt nopret, ligesom hvis man kører fingeren hen over blindeskrift.”

Det er sjældent at Christian Stadil oplever, at det er et problem at være tatoveret. For godt 15 år siden blev han nægtet adgang til swimmingpoolen på et hotel i Tokyo, mens han en anden gang blev afvist på en ’ryokan’, en traditionel japansk kro med varme kilder. Ellers tænker han over at dække sine tatoveringer til, når han er til vigtige forretningsmøder med konservative japanske erhvervsledere.

”I Japan er der stadig nogle, særligt fra de ældre generationer, som forbinder tatoveringer med kriminalitet. Altså mange af dem, jeg laver forretninger med, kender mig godt og synes, det er sjovt at se de tatoveringer, som relaterer sig til Japan. Men hvis jeg har et møde med en ny kunde, så tager jeg jakkesæt på, for jeg ved, at en 70-årig erhvervsleder vil tænke sit. Hvis han møder to lige gode konkurrenter til at levere et produkt, kunne han måske vælge os fra, fordi han forbinder tatoveringer med folk, man ikke kan stole på. Jeg siger ikke, at det vil ske, men hvorfor tage chancen?” spørger han.

”Men altså, det sker måske tre gange om året, at jeg tænker på at dække mine tatoveringer til, og det er nærmest kun i Asien.”

DSC06658.jpg

Christian Stadil er ikke færdig med at få tatoveringer. I starten af det nye år har han booket en hel dag i kalenderen til at blive ’tusset’. Der er ikke meget plads tilbage på overkroppen, men benene er endnu urørte, så det er dem, han går i gang med. Han er 46 år, gift og har tre børn. Han synes, det står ham frit at gøre, som han har lyst til.

”Jeg kan godt lide citater, så jeg tror, at jeg skal have lavet en tre-fire af mine yndlings på benene. Da jeg læste romanoplægget til ’Fight Club’, blev jeg ret vild med citatet ’May I never be complete, may I never be content, may I never be perfect’. Alt er foranderligt, og når vi først tror, vi er lykkelige, så sker det noget, som ændrer det,” siger Christian Stadil.

Se, hvad vi ellers skriver om: Tatoveringer og Christian Stadil