Når jeg besøger vores Irma-butikker, går jeg rundt og snakker med folk for at fornemme, hvor stærke vi er netop nu.

Jeg kigger altid efter, hvordan folk ser ud i øjnene. Er der liv, energi, lys i deres øjne? Hvis de ting mangler, så er det op til mig at prøve at skabe en forståelse for, at alles rolle er vigtig, og at vi er på en vigtig mission.

Uden dem virker orkestret ikke.

Jeg holder mig i form ved at løbe. Det er min måde at kompensere for, at jeg har røget to pakker hvide King's om dagen, siden jeg var 15.

En dag for 6-7 år siden var jeg inde og blive interviewet i 'Pengemagasinet” på DR 1, og der var sikkert ingen andre, der opdagede det, men jeg kunne selv se bagefter, at jeg sad og hev efter vejret.

”Hold kæft, det er skidt, det må jeg simpelthen ud af.”

Efter et par forsøg slap jeg af med cigaretterne, men blev i stedet afhængig af nikotintyggegummi. Jeg opsøgte en homøopatisk behandler, som fortalte mig, at behandlingen virkede, lige meget om jeg troede på det eller ej.

Jeg stoppede med det samme. Det var det største chok for min krop nogensinde. Jeg havde rysteanfald og svedeture 4-5 dage.

Men jeg slap ud af det. Til gengæld havde jeg bygget så meget tyggeafhængighed op, at jeg skal have en pakke tyggegummi med i jakkelommen, Blå Stimorol.

Mine forældre var tilbøjelige til at påvirke mine valg. Min far var meget opsat på, at jeg skulle ind i det offentlige, for det var den evige hvile. Jeg har en knægt på 18 og en datter på 24.

Jeg fortæller dem, at de skal træffe deres valg på deres eget grundlag. Jeg er meget opmærksom på at vise dem omsorg og kærlighed og lade dem mærke, at de er elskede. Den nærhed var der ikke så meget af i min opvækst.

Det har nok også noget med tiden at gøre.

Jeg fik Rebecca i 1985 og troede, at nu var jeg en voksen mand. Men det blev jeg nok i virkeligheden først tre år senere, da min bedste ven døde af leukæmi. Han blev 33.

Vi boede i bofællesskab med ham, og jeg håndterede hele dødsfaldet. Indtil da havde jeg nok levet mere sorgløst, frit, tilfældigt.

Pludselig blev livet sat på spidsen. Jeg blev mere bevidst om at få det bedste ud af tilværelsen.

Jeg oplevede mit professionelle livs største skuffelse, da jeg i 1996 lod mig ansætte i Toms som salgs- og marketingdirektør og mente, at nu skulle de lige støves af.

Jeg var måske den rigtige kost til jobbet, men jeg kunne ikke arbejde i forhold til den daværende direktion. Den var gammeldags og kontrollerende og stjal energien fra mig.

Jeg kan ellers godt leve med rammer, men inden for dem skal jeg have mit råderum og ansvar i fred. Jeg var umyndiggjort og kom sur hjem fra arbejde.

Jeg havde ventet på det lange, da jeg i november 1997 trak i nødbremsen efter et pålæg oppefra om, hvordan mit budget skulle se ud. Familien bakkede mig op, og jeg sagde op dagen efter.

Det måtte være prisen — også for mine to chokoladespisende børn.

Meningen med livet er ikke så kompliceret. Jeg tror, at livets opståen og beskaffenhed totalt set bygger på tilfældigheder. Tilfældigheder har skabt kloden. Konsekvensen er, at meningen med livet er livet.

Vi har selv ansvaret for det liv, vi gerne vil leve. Jeg går altid med min Stifinder-amulet omkring halsen, ellers føler jeg mig nogen. Den forestiller en ulvepote, og man får den, når man gennemfører kurset som Stifinder. Amuletten symboliserer ansvar for mit eget liv, og at jeg skal opføre mig ordentligt til enhver tid.

Jeg fik min i 2001, og den er en del af mig, min selvforståelse og min identitet. Den er så også det eneste smykke, jeg har båret i mange år.

Jeg har ikke haft en ring, siden jeg gik i folkeskole og blev stukket af en bi. Fingeren svulmede op, og ringen måtte klippes af.

De færreste fortryder på deres dødsleje, at de arbejdede for lidt og brugte for meget tid på deres kære. De fleste ærgrer sig over, at de ikke gav kærligheden en tand mere.