Outdoor scroll-down

"Man prøver at opnå mindful­ness, samtidig med at man bekymrer sig over at falde ned og dø. Det nulstiller mig fuldstændig"

Outdoor-sportsgrene buldrer frem og får folk til at fræse rundt i skovene på mountainbike og plaske farvandene op i kajak og på paddleboards, når vi ikke tager på vandreture eller sover i shelters. For friluftslivet giver pressede storbymennesker mulighed for at slippe ud af kontoraflukket, kigge op fra skærmen og trække stikket på vores hektiske hverdag. Sole Bugge Møller tager med på klatring i Yosemite og fisketur på Øresund for at finde ud af, hvad friluftstendensen siger om os.

Af Sole Bugge Møller
Foto: Hardy Wilson
Livsstil Euroman

Når Tom Atwood kigger op på klippevæggen over sig, ser han problemer. Ikke den slags, der giver panderynker, men nærmere tyngdekraftsudfordringer, som løses ved at sætte en fod her og et greb der. I aftes fik tanken om klatreproblemerne hans øjne til at funkle som glat granit i strålende solskin, men nu er blikket erstattet af poser under øjnene. Det er stadig så mørkt, at hans pandelampe danner en lyskegle, da han lyner teltet op og kigger ud. Klokken er 6.30, og hans ånde danner små skyer. Der er en times tid, til solens første stråler kryber over de lodrette granitvægge, der indrammer Yosemite Valley.

”Det er virkelig koldt. Koldere end jeg troede,” siger Tom til sin makker Alan Han.

”Ja, jeg ser ikke frem til i morgen aften. Vi kommer til at røvfryse,” siger Alan.

Termometeret i Alans BMW viser fire grader. De hiver en lille Trangia gasbrænder frem fra bagagerummet og begynder at varme vand til kaffe. De deler en müslibar, mens de kigger på deres proviant til de næste to dage – 10 Snickers. De købte chokoladebarerne i en 7-Eleven på vej til Yosemite efter fyraften dagen inden, fordi de indeholder flest kalorier i forhold til deres vægt. Og når man hænger i fingerspidserne på en klippevæg er det rart at være så let som muligt.

Lige siden de to venner begyndte at klatre sammen i Yosemite National Park, har bjergvæggen Royal Arches været deres mål. Tre år har de fantaseret om denne dag, men nu skyller tvivlen og nervøsiteten ind over Tom. Kan de klare det? Kan de nå toppen inden solnedgang? Har de nok vand med?

Royal Arches er en af de legendariske klatreruter i Yosemite, som er nationalparken, hvor den moderne klippeklatring blev opfundet af en flok hippier, rebeller og vovehalse i 1960’erne. Royal Arches er en 425 meter næsten lodret granitvæg med karakteristiske hvælvinger, der giver klippen sit navn, og rent teknisk er det ikke den sværeste klatrerute. Men den er lang – for begyndere kan det tage 12 timer at tilbagelægge de 15 pitches, inden man står på toppen (et pitch er en del af en klatrerute, hvor man sætter et reb fast i en mellemsikring, så rebet griber en, hvis man falder). Den største udfordring er et pitch kaldet ’The Pendulum’, hvor klatreren spænder rebet fast over sig og forsøger at svinge sig som et pendul over til et greb små fem meter til venstre. I de sekunder giver klatreren slip på al kontrol og hænger sit liv i rebet.

”Min største frygt er, at vi sidder fast et sted på halvvejen og ikke når toppen, inden det bliver mørkt,” siger Tom til Alan.

Alan fejer sin makkers bekymringer til side – han er optimisten, der bliver ved med at presse på, når Tom tvivler. De kan kun nå toppen sammen. Når han hænger på en klippevæg højt oppe, er det som om, alle hans nerveender sitrer, og hans følelser intensiveres. Der er øjeblikke af rå, uforfalsket frygt, af samhørighed, af tvivl, af ren eufori.

Til daglig tilbringer 33-årige Tom Atwood det meste af dagen foran en computerskærm på et kontor i en skyskraber i San Franciscos Financial District, hvor han arbejder som datalog i et startup-firma, der laver kunstig intelligens til shippingbranchen. Han elsker alt, hvad storbyen har at byde på af koncerter, kunst, barer, god mad og mennesker, men efter for meget tid i asfaltjunglen får han kuller. Og så søger han ud under åben himmel – jo mere han klatrer, jo mere har han brug for det.

”Intet menneske burde befinde sig her,” tænker han nogle gange, når han står på et klippefremspring halvvejs oppe på en klatrerute og måber ud over dalen under ham, fyrretræerne, der ligner tandstikker og de majestætiske granitvægge, som han kun kan være i øjenhøjde med her.

Det er ikke faren og adrenalinsuset, der får Tom til at dingle i et reb 400 meter over jorden. Når han hænger i fingerspidserne på en granitvæg, mærker han hver en muskel spænde i kroppen, og der er ikke plads til andre tanker end, hvor han skal sætte sin fod, og hvor hans hænder kan finde et greb. Det er lige så mentalt, som det er fysisk udfordrende.

”I mit privatliv er det nemt at sidde fast i en rutine, men når jeg klatrer, kommer jeg i et helt andet mindset. Man prøver at opnå mindful­ness, samtidig med at man bekymrer sig over at falde ned og dø. Det nulstiller mig fuldstændig,” siger Tom Atwood.

Da Tom trasker op til foden af Royal Arches, klirrer karabinerne, der hænger fra hans rygsæk, som en koklokke. Han har 70 meter reb om skulderen og har kalkpose og klemkiler klar (en klemkile kan sættes ind i en sprække i klippen og udvide sig, så den sikrer klatreren).

”Nu vil jeg bare gerne i gang,” siger Tom.

”Er du klar?” spørger Alan.

Tom griber fat om den lysegrå granit. Svinger venstre ben op, og sætter foden på et lille udspring, skubber fra med låret og løfter sig op, så han får fat i en spalte med højre hånd.

”Sådan!”

Alan opmuntrer ham fra jorden under ham.

Gryntende og stønnende slider Tom sin krop opad. Få minutter senere er han forsvundet ud af syne bag et klippefremspring.

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her