"Man prøver at opnå mindfulness, samtidig med at man bekymrer sig over at falde ned og dø. Det nulstiller mig fuldstændig"
Outdoor-sportsgrene buldrer frem og får folk til at fræse rundt i skovene på mountainbike og plaske farvandene op i kajak og på paddleboards, når vi ikke tager på vandreture eller sover i shelters. For friluftslivet giver pressede storbymennesker mulighed for at slippe ud af kontoraflukket, kigge op fra skærmen og trække stikket på vores hektiske hverdag. Sole Bugge Møller tager med på klatring i Yosemite og fisketur på Øresund for at finde ud af, hvad friluftstendensen siger om os.
Når Tom Atwood kigger op på klippevæggen over sig, ser han problemer. Ikke den slags, der giver panderynker, men nærmere tyngdekraftsudfordringer, som løses ved at sætte en fod her og et greb der. I aftes fik tanken om klatreproblemerne hans øjne til at funkle som glat granit i strålende solskin, men nu er blikket erstattet af poser under øjnene. Det er stadig så mørkt, at hans pandelampe danner en lyskegle, da han lyner teltet op og kigger ud. Klokken er 6.30, og hans ånde danner små skyer. Der er en times tid, til solens første stråler kryber over de lodrette granitvægge, der indrammer Yosemite Valley.
”Det er virkelig koldt. Koldere end jeg troede,” siger Tom til sin makker Alan Han.
”Ja, jeg ser ikke frem til i morgen aften. Vi kommer til at røvfryse,” siger Alan.
Termometeret i Alans BMW viser fire grader. De hiver en lille Trangia gasbrænder frem fra bagagerummet og begynder at varme vand til kaffe. De deler en müslibar, mens de kigger på deres proviant til de næste to dage – 10 Snickers. De købte chokoladebarerne i en 7-Eleven på vej til Yosemite efter fyraften dagen inden, fordi de indeholder flest kalorier i forhold til deres vægt. Og når man hænger i fingerspidserne på en klippevæg er det rart at være så let som muligt.
