David Lagercrantz skrev ’Jeg er Zlatan Ibrahimović’: ”Hvis du ikke tror på Gud, så tror du heller ikke på Zlatan”

Hvornår gik det op for dig, at du har talent for at skrive?

”Jeg var ikke god til at skrive som barn. Jeg havde en mild grad af ordblindhed, så jeg lavede stavefejl i mine stile og fik ikke specielt gode karakterer. Men jeg forstod tidligt, at jeg var god til at opleve ting og genfortælle dem mundtligt og få folk til at lytte efter.”

Havde dine forældre ambitioner på dine vegne?

”Min far var skuffet over, at jeg arbejdede som journalist og skrev om kriminalitet. Han var forfatter og chefredaktør på datidens mest indflydelsesrige avis i Sverige, Dagens Nyheter. Han var en fremherskende person i landets intellektuelle verden. Han var en kompliceret mand, og det var en kompliceret familie. Flere af mine familiemedlemmer har kæmpet med depression, og nogle af dem har taget deres eget liv. Jeg har selv haft mørke perioder i mit liv.

Som ung tænkte jeg, at enten går jeg nedenom og hjem, eller også får jeg succes. For min far var det afgørende at få succes i livet. Han mente, at det værste, et menneske kunne være, var at være middelmådig. Så hellere ende på et sindssygehospital.”

Hvad betragter du som dit gennembrud?

”Jeg havde skrevet nogle romaner, som jeg virkelig brændte for, og så en dag ringede min forlægger til mig og sagde: ’Du skal være ghostwriter på en bog.’ Jeg sagde: ’Det kan du godt glemme, jeg vil være en seriøs forfatter.’ Så sagde han: ’Bogen er om Zlatan’. Jeg svarede: ’O.k., jeg vil gerne overveje det.’ Jeg mødtes med Zlatan, som på det tidspunkt lige havde forladt FC Barcelona. Han spurgte mig: ’Tror du på gud?’ Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. ’Det ved jeg ikke, Zlatan,’ sagde jeg. Hvortil han sagde: ’Så tror du heller ikke på Zlatan.’ ’Hvorfor?’ spurgte jeg. ’Fordi gud sendte mig til Rosengård for at spille fodbold.’ Jeg tænkte, at han havde storhedsvanvid.

Vi snakkede videre, han viste mig sine tatoveringer, vi talte om vores børn og om Muhammad Ali, som vi begge beundrede. Dér vidste jeg, at jeg ville skrive en bog om Zlatan. Jeg forstod, at hans historie handlede om at være en underdog, som kæmpede sig op fra Rosengård (belastet boligområde i Malmø, red.). Det var en følelse, jeg genkendte fra mig selv, selvom jeg er vokset op i en privilegeret familie. Jeg har aldrig følt, at jeg var god nok. Bogen blev en kæmpe succes. Den solgte 500.000 eksemplarer i Sverige på seks uger. Det var aldrig sket før for en bog, og det vil aldrig ske igen.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville opnå anerkendelse i litterære kredse for en bog om en fodboldspiller. Politiken kaldte bogen for en litterær sensation. Jeg var helt vildt glad og kunne næsten ikke tro det. Med Zlatan-bogen nåede jeg ud til folk, som aldrig havde været i nærheden af en boghandel eller et bibliotek. Det var en åbenbaring for mig, at man som forfatter kunne have litterære ambitioner og samtidig få et stort publikum.”

Hvad ville du ønske, din far havde sagt til dig?

”’Husk at nyde livet.’”

Var du god til det med piger som ung?

”Jeg var nervøs og turde ikke tale til de piger, jeg var interesseret i. I en periode havde jeg akne og var hæmmet af det. Senere havde jeg en periode, hvor jeg følte, at jeg ikke var så dum endda, og jeg indhentede alt det, jeg var gået glip af. Det var min sturm und drang-periode. Jeg havde hele tiden nye forhold, nogle gange flere på én gang.”

Har du deltaget i et middagsselskab og foregivet at have læst en bog?

”Mange gange. Jeg møder mange mennesker, som har skrevet bøger. Inden jeg møder dem, kan jeg sidde i taxaen eller stå i elevatoren og google dem, så jeg ved nok til at kunne sige noget pænt om deres bog og derefter skifte emne.”

Har du forsøgt at charmere dig til en plads på businessclass?

”Det lyder sikkert snobbet, men jeg rejser normalt på businessclass. Da jeg skulle til USA, var min amerikanske forlægger så uforskammet at placere mig på businessclass og min agent på turistklasse. De andre passagerer troede, at vi var gift, og at jeg ikke gad betale for at få min kone op på business. Det var pinligt. Jeg var rasende.”

Har du været involveret i et road rage?

”Jeg er høflig og kører forsigtigt. Men jeg gik en gang over gaden i Stockholm med min datter, da en bil kørte forbi os og var lige ved at ramme hende. Jeg gik amok og slog på bilen. Den mandlige bilist steg ud, og da han så, hvor ophidset jeg var, trådte han et skridt tilbage. Det overraskede mig, at andre kunne blive bange for mig.”

Hvornår blev du en mand?

”Da jeg var ung, var jeg forelsket i min fransklærer i skolen. Senere, lige efter gymnasiet, læste jeg filosofi og mødte hende til en fest på universitetet. Hun genkendte mig ikke, men pludselig begyndte vi at kysse, og jeg troede, jeg drømte. Det svimlede for mig, og jeg tænkte: ’Du godeste, er jeg voksen nu?’ Jeg glemmer det aldrig. Det var som en forvandling. Måske var det en slags startpunkt, selvom det gav mig falske forhåbninger om, hvordan livet skulle være. Sådan noget oplever man kun én gang.”

Hvad er din største luksus?

”Mine skræddersyede jakkesæt. De er min uniform. Hvis jeg føler mig nede og tager et jakkesæt på, som sidder perfekt, så føler jeg mig som nogen.”