Min far spillede klassisk, spansk guitar. Men det var min mor, som læste til pædagog, der lærte min bror, Jacob, og mig de første tre akkorder: d-dur, a-dur og c-dur. Hun lærte dem selv fra ’Spil bare løs’-sangbøgerne, og så afprøvede hun sine pædagogiske evner på os. Jeg lærte blandt andet at spille ’Se min lille kattekilling’ med kun én akkord. Derfra kunne vi så gå videre til vores far, hvis vi ville lære mere. Det gjorde Jacob. Jeg kan stadig kun de tre akkorder.

Det første album, jeg kan huske, er et greatest hits-kassettebånd med Slade, som jeg fik i tredje klasse. Men ’It’s Alive’ med The Ramones er det album, der virkelig betyder noget for mig. Jeg var 13 år og ulykkelig, fordi min første kæreste lige var gået fra mig. Ramones-kendere vil vide, at bandet – på trods af deres punkrock-udtryk – har en romantisk undertone. Det blev mit break up-album, og Ramones blev mine helte. Jeg fik hår på brystet gennem rockmusikken, og den hjalp mig med at finde ind til den mand, jeg gerne ville være.

Vi indspillede den første EP med D-A-D i Studie 39 på Dortheavej i Nordvest. Det var i 1985. Vi var blevet samlet op af et pladeselskab, der hed Mega, som mest udgav popmusik. De kunne godt høre, at vi ikke var særligt dygtige teknisk, og de så ikke det store potentiale i musikken. Men de syntes, at vi var søde og charmerende, så hvis vi selv havde en pose penge med, ville de gerne hjælpe os. Vi fik støtte til at indspille – for første og sidste gang – fra ROSA (Dansk Rock Samråd, red.).

Der var tre numre på EP’en og det ene var ’Marlboro Man’. Jeg sang det meget dyriske omkvæd i vokalboksen i studiet, og da jeg kom ud og hørte det igen i kontrolrummet, var det første gang, jeg tænkte: ’Okay, måske kan vi alligevel noget.’

Vi kneppede os op og ned gennem Europa de første par år. Der var smukke, promiskuøse kvinder og stoffer i lange baner, men det havde sin pris. Den weltschmerz, det også medførte, når vi vågnede dagen efter med tømmermænd, satte sine spor i musikken, som gik fra ironi og cowboyhat til noget mørkere og mere alvorligt. Men det var også dét, der bragte os til USA.

I Danmark er der simpelthen ikke nok at lave til at opretholde et rockstjerne-liv. Der er måske 13 indendørs-shows og 10 sommerfestivaler, men hvad skal man lave resten af tiden? Man kan ikke drikke og tage stoffer hele tiden. Jeg har set mange, der prøvede alligevel, og det var patetisk. I stedet fik jeg en kæreste, en familie og et liv ved siden af musikken.

Jeg mistede min far i begyndelsen af marts. Han havde en lungesygdom, og det gik langsomt, men sikkert ned ad bakke. Vi havde mange gode snakke på hans lange dødsleje. Blandt andet talte vi om den meget tydelige samfundsudvikling, der kan spores gennem vores familie: Hans oldefar var daglejer, hans søn blev tømrer, hans søn fik en uddannelse og et job i banken, hans søn – min far – droppede pengene og blev akademiker, og hans søn blev rockstjerne.

Fem ud af hans seks børnebørn blev piger, for nu er det kvindernes tur. ”Så har vi jo været samfundsstøtter hele vejen,” sagde jeg og grinede, hvortil han svarede: ”Gu’ er vi ej. Vi er samfundsskabte!”

Min far var altid mere optaget af at være sandfærdig end af at være venlig. En af de sidste ting, han sagde til mig, var: ”Det her er ikke ment så hårdt, som det er sagt. Men dit største problem, Jesper, det er jo, at du er sceneliderlig.”

Jeg har altid været kendt, også før jeg blev berømt. Jeg har altid haft brug for at sende et postkort i forvejen, så jeg ikke skulle definere mig selv, når jeg mødte folk. Det har jeg aldrig kunnet finde ud af. Som ung sørgede jeg for at have et image i bydelen med min budcykel, min postjakke og mit lange hår. Mange terapitimer senere har jeg indset dét, som min far også kunne se: at jeg har en grundlæggende angst for at forsvinde og blive usynlig. Jeg havde brug for selfies og Instagram, længe inden det blev opfundet. Det var den præcis samme selviscenesættelse, bare i en anden form.

I mange år modarbejdede jeg aktivt den der rockstjerne-kliché. Men nu har jeg accepteret den og taget den til mig. Det er desværre også det nemmeste i verden for et menneske: at leve op til de forventninger, som andre har til én.

Det vigtigste, jeg har givet videre til mine børn, er de kærlige øjne. At de bliver set på med kærlighed og accept uanset hvad. Men det har også givet problemer, fordi det har været vigtigere for mig at støtte mine børn end at sætte grænser for dem. Måske har jeg været lidt en curlingforælder, men omvendt er der også en mere ubevidst del af mig, som kan være et røvhul. Så jeg har støttet dem betingelsesløst for at skabe en modvægt til røvhullet. Desværre er jeg ikke så god til at forklare det. Jeg får sjældent sagt: ”Jamen, far var jo lidt stresset og troede, han skulle dø, inden han skulle på scenen, så derfor var han lidt dum at høre på.”

Når jeg går på scenen, handler det om at komme et sted hen, hvor jeg mister mig selv. Jeg vil fra hjertet, udenom hovedet og ud gennem kroppen. I alle andre aspekter af mit liv er jeg en overtænker, der vender og drejer alt fra alle tænkelige vinkler. Scenen er det eneste sted, hvor jeg kan undslippe mine egne tanker.

For nogle år siden købte min kone og jeg et hus på Amager. Inden da boede vi i et erhvervs-lejemål på Holmen. Det var middelklasse-drømmen, at flytte i hus med have, og selve essensen af den småborgerlighed, jeg altid har været bange for. ’Kan en rockmusiker virkelig bo sådan,’ tænke jeg, og der var mange skænderier, inden min kone satte foden i og sagde: ”Jesper, nu skal du stoppe med at føle alt muligt. Vi gør det her.” I dag kan jeg konstatere, at flytningen har givet mere ro til at finde ind i mig selv og skrive sange, end jeg nogensinde har haft før.

At være kunstner handler i bund og grund om at sidde og grave i sin egen navle. Om jeg er kunstner, fordi jeg er narcissist og ikke kan andet, eller om det er noget, jeg har fremelsket gennem 35 år som musiker, det er ikke til at sige. Men én ting er sikkert: Narcissismen går ud over ens omgivelser. Jeg har lært at stoppe op og prøve at se tingene fra andres synspunkt af hensyn til mine nærmeste. Men det er ikke altid, det lykkes.

Førhen var jeg tiltrukket af mennesker med høj integritet og skarpe meninger, der stod for én ting og blev ved med det. Jeg ville gerne selv være sådan: Den samme Jesper Binzer privat og på scenen, hele vejen igennem. Men hver gang jeg har besluttet mig for, at jeg var på en bestemt, uforanderlig måde, har jeg ændret mig. Det er siden gået op for mig, at integritet låser folk fast. Virkeligheden forandrer sig konstant, og det samme gør jeg.

Jesper Binzer er født og opvokset i København. Stiftede D-A-D i 1982 sammen med bassist Stig Pedersen og trommeslager Peter Lundholm Jensen. To år senere kom hans bror, Jacob Binzer, med i bandet som guitarist, og D-A-D betragter selv 3. marts 1984 – den første koncert med begge Binzer-brødre – som bandets fødselsdag. Sammen med D-A-D har Jesper Binzer udgivet 12 album og desuden et enkelt soloalbum i 2017. D-A-D’s seneste album ’A Prayer for the Loud’ udkom 31. maj.