Det har jeg lært: Søren Sveistrup
Foto: Søren Ronholt

Det har jeg lært: Søren Sveistrup

Den 51-årige manuskriptforfatter og forfatter om #MeToo, at hige efter anerkendelse og om at lære sig selv at være disciplineret.

Det sværeste i verden er at finde ud af, hvem du er. Det tager lang tid at acceptere de fejl og mangler, du har. Da jeg var yngre, søgte jeg efter bekræftelse både i privatlivet og på karrierefronten. Med årene er jeg blevet bedre til at leve med alle de uperfekte sider, jeg har, og som alle andre selvfølgelig også har, men helst ikke vil tale om. At blive blødere med alderen er måske nærmere at bløde op for sig selv med tiden.

Få uger inden jeg skulle skrive mit speciale i litteraturvidenskab, stod jeg i kø i supermarkedet og kiggede på kassedamen. Det slog mig, at jeg ikke vidste, hvilke kompetencer universitetet havde givet mig i forhold til at tale med hende. Universitetet virkede pludselig som en ø, jeg ikke kunne forlade, hvis jeg først var blevet akademiker. Kort efter droppede jeg ud og søgte ind på Filmskolen. Det vendte mit liv på hovedet, og mine år på skolen var en lettelse.

Jeg lærte mig selv at være disciplineret. Hvis jeg ikke skrev, var jeg ikke manuskriptforfatter, besluttede jeg mig for. Tog jeg mig ikke sammen, flød dagene ud og blev til måneder, hvor jeg bare var sammen med mine venner. Uden disciplin når du ikke langt, og derfor arbejder jeg også på mit kontor eller derhjemme hver eneste dag. Nogle dage kommer der ikke noget kreativitet ud, men så skaber jeg struktur eller researcher. Hvis jeg ikke laver noget, føler jeg, at jeg lige så godt kan sætte mig på en bænk med en bajer i hånden.

Folk spørger ofte, hvorfor det, jeg skriver, skal være så barskt. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg mødte døden tidligt, fordi min mor gik bort på tragisk vis, da jeg var 21 år. Når mine karakterer står og ser på et dødt menneske, så identificerer jeg mig med dem.

’Forbrydelsen 1’ handler for mig om en familie, der mister et barn. Det er historiens essens, og mysteriet uden om er så det, der trækker folk til. Hvis du først har fanget seerens opmærksomhed, kan du fortælle 117 ting, der ikke handler om mysteriet, og for mig er det familien Birk Larsen, som er historiens egentlige kerne. Det er en dansk familie, der kommer ud for noget ubærligt, og deri ligger et drama, som, jeg synes, er interessant at grave i.

Alle fejer noget ind under gulvtæppet, men det betyder formentlig bare, at ingen kan rumme hele livet. Vi tror, det er godt at fremstå skønne, perfekte og evigt unge på de sociale medier, men vi bliver først til rigtige mennesker, når vi accepterer, at vi er uperfekte.

Søren 1.jpg

Jeg higede i mange år efter anerkendelse og opmærksomhed. Det var først, da jeg kom i slutningen af 40’erne, at jeg lagde det fra mig. Indtil da skulle jeg være den konstante problemknuser, men der opstår jo altid et nyt problem. Præstations-iveren er uudtømmelig, og det tilfredsstillende liv handler om at værdsætte nuet frem for at blive rost af andre hele tiden – har jeg fundet ud af.

Det var enormt hårdt for mig at skulle fylde 50 år. Tænk at være over halvvejs i livet. Men i det øjeblik jeg så blev 50, var det faktisk meget nemt. Biologisk set taler man om kvindens overgangsalder, mens mænd bare skal overstå det. Det kan vi imidlertid ikke. Der er noget mentalt besværligt i, at familien er stiftet, og karrieren er på plads, for hvad skal vi så? Bare gå og vente på sølvbrylluppet? Nej, vi skal fortsætte med at udfordre os selv i alle de retninger, vi også drømte om, dengang vi var i 20’erne.

Du bliver nødt til at forny dig hele tiden, hvis du ikke vil kede dig. Jeg har en tendens til at aflure mine egne tricks ret hurtigt, og derfor må jeg også ofte forsøge at lave noget nyt. Jeg skrev først korte tekster, så tv-serier, derefter en film – derefter en udenlandsk film – og nu en krimi i bogform. Der var mange, som kunne lide ’Forbrydelsen’, men jeg kunne ikke skrive mere på den, selv om det var en succes. Det ville simpelthen kede mig. Måske ændrer jeg mening en dag.

Medfølelse betyder virkelig meget for mig. Det giver mig det drive, der skal til, hvis jeg skal være interesseret i historien over lang tid. Samtidig skal jeg kunne arbejde uden forventninger fra andre. Op til en udgivelse, vil jeg ikke have at vide, hvor mange lande eller eksemplarer bogen skal udkomme i, for jeg vil ikke presses af den store interesse, der er for det, jeg laver. Det skal ikke være det, der skubber mig fremad. Det skal jeg selv sørge for. Hvis ikke jeg hele tiden koncentrerer mig om de følelser, jeg har for mine karakterer og min historie, så smuldrer det imellem hænderne på mig.

Jeg skal vide, hvor en historie slutter, inden jeg går i gang med den. Sommetider kan jeg gå rundt om mig selv i mange måneder, uden at skrive noget. Den periode er udmagrende, fordi det er umuligt at forklare folk, hvad jeg laver. Når jeg sætter mig til at skrive, så ved jeg, at jeg også skriver på det her om et år. Hvis jeg ikke er helt sikker på, at jeg vil stå op om et år og glæde mig til at blive ved med at skrive på det, er historien ikke god nok endnu.

Alt for mange mænd tilpasser sig for kvinders skyld. De orker ikke konflikten og lader som om, de er enige. Sådan en mand var jeg selv engang, men det betyder, at vi mænd devaluerer os selv og stiller os om i skyggen af kvinden og børnene. Mandens identitet udslettes på den måde, men jeg har lært, at lytte til det, de siger i flyene: ”Husk at tage iltmasken på, før du hjælper andre.” Hvis du som mand – eller som kvinde – ikke selv kan få luft, bliver du aldrig glad for familielivet.

Du behøver ikke være nogen stor patriark, men du skal vide, hvem du er. Hvis du reducerer dig selv til et serviceorgan, der konstant hopper og springer, vil din kone lynhurtigt synes, du er kedelig. Hvis du hele tiden giver efter, forsvinder forskelligheden. I dag tør jeg godt sige til min kone, at hvis hun ikke kan lide mig, som jeg er, så er der ikke noget at gøre ved det. Det kunne jeg aldrig have sagt som 25-årig.

Den bløde skandinaviske mand må være den, der er mest overrasket over #MeToo-anklagerne. Når vi læser om overgrebene, føler vi os skyldige på mænds vegne, men vi skal passe på ikke at tage det kollektivt på os, at nogle mænd er ubehagelige. De mænd, jeg kender, kunne aldrig finde på at opføre sig som Harvey Weinstein.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at flertallet af mænd stadig synes, det er en udfordring, at kvinder er kommet til at fylde så meget de seneste 150 år. For kun 1.000 år siden rendte danske mænd rundt og voldtog hele landsbyer i England, mens vi i dag sidder på kontor og skal være hjemme til spisetid for at lave mad og tjekke forældre-intra. Heldigvis, kan man sige, men det er stadig en ret vild udvikling, og selv om den danske mand muligvis er i krise, synes jeg alt i alt, han har fulgt ret godt med tiden.

Søren Sveistrup er født i Kastrup, men opvokset på Thurø i Det Sydfynske Øhav. Faren var psykolog, moren skolelærer. Han har skrevet store tv-succeser som ’Nikolaj & Julie’ og ’Forbrydelsen’ og ikke mindst den prisvindende krimi ’Kastanjemanden’, der udkommer i mere end 30 lande i år. Bor i Hellerup med sin familie.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview