Drew: "Jeg troede ikke, at den der John og Yoko-agtige kærlighed fandtes, men det gør den"

Jeg havde altid ondt i maven og svedige hænder, fordi jeg ikke turde synge foran sanglæreren. Jeg sang normalt kun derhjemme. Men jeg tvang mig selv, for jeg vidste, at det var det, jeg ville. I 10 år var det et helvede, og det var ikke før, jeg kom over på den anden side af 25 år, at jeg rent faktisk følte, at jeg var god nok til at stå på scenen.

Det har altid været min drøm at leve af min musik, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg kunne have kastet min passion over hvad som helst andet, men musikken har gennemsyret alle valg, jeg har taget gennem livet.

Jeg er vokset op i Nordjylland i den lille by Hvilsom. Dengang vi flyttede dertil, var der et rigt lokalmiljø med masser af børn, en skole, børnehave, danseskole, købmand, bank og mange små butikker. Nu er alt lukket. Efter gymnasiet havde jeg travlt med at komme væk derfra, men det er alligevel trist, at stedet er gået i forfald i takt med, at min oplevelse af stedet gjorde det samme.

Jeg kommer ikke ud af en musikerfamilie, men en musikalsk familie. I vores hjem sang man, ligesom man trak vejret. Jeg var meget overrasket, da jeg opdagede, at andre mennesker ikke bare kan synge. Min far hørte meget soul og blues, rigtigt meget Elvis og Ray Charles. Og Westlife. Hold kæft, vi har hørt meget Westlife. Og Nik og Jay, dem elsker han. Min mor var mere til The Carpenters, Freddie Mercury, Neil Diamond, Barry Manilow og alt sådan noget britisk musik fra 60’erne og 70’erne. Jeg kunne synge, og jeg var hendes eneste barn, så jeg var jo et unikum i hendes øjne. Fra jeg var helt lille, skrev jeg sange sammen med min far, som fx da jeg var holdt op med at gå med ble, lavede vi en sang om det. Den her fantasifulde leg med musik er der jo mange børn, der vokser op med, jeg har bare hægtet mig fast i det.

Min far er oberst, og min mor, der er af walisisk afstamning, arbejdede blandt andet som underviser på daghøjskoler, hvor hun lærte flygtninge dansk. De er meget forskellige mennesker. Min mor levede efter mantraet, at du kan gøre, hvad du vil, og alt er muligt. Min far er en militærmand, der tænker mere, ’this way or the highway’. De blev skilt, da jeg var syv. Senere blev min far gift igen med en kvinde, der har tvillingepiger. De er mine søstre helt ind til benet, og vi har skændtes som søskende og elsker hinanden som søskende. At have den ekstra familie i min bonusmor og søstre har været uvurderligt i mit liv og har været med til at ryste de værste enebarnstendenser af mig.

Da jeg var 19, tog jeg til England i et forsøg på at komme op af mulden. Jeg ville væk fra landsbyen og ud i verden. Først tænkte jeg, at jeg bare skulle derover og synge på gaden, og så ville jeg være en stjerne efter et halvt år. Men min far var ret insisterende på, at jeg skulle lave noget mere konstruktivt. Så jeg begyndte at studere musik på universitetet, hvor jeg lærte at producere musik og fik et netværk. Det var to fluer med et smæk: Min far var rolig, og jeg var glad.

Jeg startede duoen DREWXHILL sammen med en fyr ved navn Phillip Hill. Vi lavede Deep House og spillede på mørke klubber i London. Den første sang, vi lavede, blev spillet på BBC Radio One. Det var selvfølgelig sindssygt fedt, men jeg kan godt se, at det ikke er noget, kunstnere bør udsættes for. For når du kun har udgivet en sang, har du ikke fundet dig selv som kunstner endnu, og så kan du nærmest kun skuffe folk derfra. Det gik nogenlunde godt for os efterfølgende, men det har været en vigtig læring for mig.

Min mor døde af kræft, da jeg var 24, og i den periode var det svært for mig at skrive sange. DREWXHILL var gået i opløsning, og jeg skulle finde ud af, hvem jeg egentlig var, og hvad der var vigtigt for mig i livet. Det var et vendepunkt.

Jeg måtte tage hjem fra England i 2016 og flytte tilbage til Hvilsom, hvilket var et brat skifte. Jeg kom i kontakt med en gammel gymnasieven, som producerede musik hjemme i sit soveværelse, og vi begyndte at lave nogle ting sammen. Efter en måned havde vi lavet fire færdige sange. Jeg var kommet til et sted, hvor jeg enten skulle satse på musikken eller finde mig et ’rigtigt’ arbejde. Jeg gav det et sidste skud og sendte helt hæmningsløst musikken til alle, jeg havde en e-mail på eller en Facebook-kontakt til. Jeg fik svar fra rigtig mange og en måned senere stod jeg på Store Vega, hvor jeg varmede op for Alex Vargas. Efterfølgende ver jeg med på hans danmarksturné. Det blev en kickstart for min karriere. Jeg blev set af branchen og af dem, jeg senere er kommet til at arbejde med. Men jeg vidste, at jeg ikke skulle overile det, så jeg tog mig god tid til at finde ud af, hvem jeg er som artist, og hvad jeg skulle lave.

Jeg fandt ud af, at jeg gerne ville skabe forbindelse til folk gennem min musik og hjælpe andre med at sætte ord på det, de måske ikke selv kan sætte ord på, når hverdagen går med arbejde og børn. Jeg ser det som mit job at yde en form for public service til folk, så de kan få sat de følelser i system eller se dem i et nyt perspektiv. Jeg har netop udgivet mit første album og fået sat den milepæl i jorden. Det føles virkelig godt, at folk nu kan se, hvem jeg er.

Jeg mødte min mand i en tour-bus. Jeg havde skrevet en sang sammen med Dúné, og da de skulle på tour i 2017, var det oplagt, at jeg tog med, så jeg kunne spille med på sangen og varme op for dem inden koncerterne. Da vi tog på tour, havde Mattias (forsangeren i Dúné, red.) og jeg været venner i et års tid, og jeg havde altid tænkt, at der ikke var mere i det. Men efter mange timer ved siden af hinanden i bussen fik vi snakket om alt muligt, og så blev vi forelskede. Jeg troede ikke, at den der John og Yoko-agtige kærlighed fandtes, men det gør den. Heldigvis.

Vi har sådan et forhold, hvor vi har brug for præcis det modsatte fra hinanden. Jeg hjælper ham en del med at skrive og holde overblik. Det tager Mattias en uge at skrive en sang, mens det tager mig tre timer, fordi vi skriver på helt forskellige måder. Jeg har derimod brug for Mattias, når jeg skal vide, at noget er det rigtige at gøre, eller hvis jeg har et dilemma. Han er altid den første, anden og tredje, jeg ringer til. Han er så meget i kontakt med sin mavefornemmelse og følelsen af, hvilke kampe der er værd at kæmpe. Jeg har lært, at det ikke betyder så meget at gå op i petitesser. Så med min nøjsomlighed og hans laid backness supplerer vi hinanden.

Det bedste råd, jeg har fået, er noget så simpelt som ’it’s alright’. Det er så nemt at sige til sig selv og andre, når der er brug for at få skuldrene lidt ned. Jeg tænker tit på det, og det virker. Men ud over det synes jeg, at det er irriterende, når folk kommer med gode råd.

Min erfaring med mænd er, at man aldrig må antage, at de ved, hvad man antyder eller tænker. En mands hjerne fungerer på én måde, og kvinders på en anden. Man skal bare være straight up og sige tingene, som de er.

Selvom jeg er en moderne kvinde, kan jeg stadig godt lide, når mænd er galante. Jeg sætter pris på, når en mand bærer min taske op ad trappen eller holder døren. Det er fedt, hvis du sidder til en fest, og du har en bordherre, som bare har styr på sit game: Hælder op i dit glas, skubber stolen ind og rejser sig op, når du skal på toilettet. Jeg føler jo ikke, at der bliver taget noget fra mig og min selvstændighed, for selvfølgelig kan jeg gøre de ting selv, men jeg bare godt lide den form for gestus.

Mænd burde interessere sig mere for feminisme. De burde undersøge det i stedet for at læne sig tilbage og blive fortalt, hvad feminisme er. Det er vigtigt, at mænd er med til at definere det, og at de selv læser op på, hvad det betyder, og dykker ned i de forskellige holdninger, der er til emnet. For hvad betyder feminisme for mænd? Det betyder jo ikke, at de skal sætte sig henne i hjørnet og være følsomme og aldrig sige noget. Debatten indebærer også deres stemmer.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview