Allan Olsen kan med kirurgisk præcision udpege det øjeblik, han blev en mand
Den 68-årige musiker og forfatter Allan Olsen om forskellen på mænd og kvinder, om dengang han – dybt skuffet – pludselig blev voksen og om håndgemæng med Johnny Madsen.
Hvornår blev du en mand?
”Det kan jeg sige dig helt nøjagtigt. Man bliver som regel de forskellige ting i livet ved voldsomme skuffelser og øjeblikkelige chok. Og i en af de skoler, jeg gik på som dreng, var der for enden af en kældertrappe en stor massiv dør med dobbeltlås. På den dør var der et meget fint, autoritativt skilt, hvorpå der stod ’akvarium’. Det vil sige, at vi vidste alle sammen, at inde bagved den dør befandt der sig et akvarium. Og det voksede, det akvarium, i vores hoveder, og vi forestillede os, at der var piratfisk og hajer og hvaler og kæmpeblæksprutter. Men det var alt sammen noget, vi ikke måtte se, fordi det var for farligt. Da vi så kom i 9. klasse og havde lært at læse bare nogenlunde, så opdagede vi, at der slet ikke stod ’akvarium’. Der stod ’arkivrum’. Og der blev jeg voksen. Voksen i den skuffelse, som voksenheden repræsenterer over for barndommen og teenageårene. ’Aha, det er så kedeligt, livet er. Der er ikke blæksprutter derinde. Der er en kopimaskine og hvidt papir.’ Jeg kan huske, hvor skuffede vi gik hjem. Vi kom os aldrig over det.”
Hvad er din arbejdsrutine?
”Jeg fandt meget tidligt ud af, at i det, jeg laver, er det bedste, jeg kan gøre, slet ikke at have nogen plan. På noget tidspunkt. Og dermed mener jeg alt, hvad der hedder planlægning og bagtanke. Jeg tror på at lade øjeblikket opstå, og det gælder også i selve arbejdsprocessen. For nogle år siden var der et kendt dansk orkester, som i februar måned lagde deres sætliste til deres kommende koncert på Skanderborg Festival – som så er otte måneder senere på året – ud på sociale medier, så folk kunne se, hvad de agtede at spille. Og så kan du lige så godt sidde nede i banken, hvis det er det, man gerne vil.”
