Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Matias Rasmussen vandt 'Danmark har talent' i 2016
Foto: Peter Klint Matias Rasmussen overvandt sin frygt og stammen og vandt 'Danmark har talent' i 2016.

Matias Rasmussen stammer: ”Jeg har set flere mennesker med stammen, der er gået helt ned med flaget"

I 2016 tryllebandt Matias Rasmussen dommere og tv-seere som vinder af ‘Danmark Har Talent’. Deltagelsen var et modigt træk for en knægt, der har stammet det meste af livet og oplevet masser af nederlag på grund af sit handicap. Men de bedste succesoplevelser er nu engang dem, man selv skaffer sig, mener han.

Artiklen er bragt i samarbejde med bloggen Ordkrigeren af journalist Erik Holm. Her kan man læse flere historier om emnet.  

Matias Rasmussen sidder på en træskulptur, der forestiller en due på størrelse med en lille hest. Skulpturen står langs kajen på Papirøen i København, hvor et mylder af engelske, spanske, italienske, kinesiske og danske stemmer danner en summende baggrund akkompagneret af motorlarm fra både i havnen og loungemusik i højttalerne fra en cafe.

Med en blå t-shirt, jeans, en rygsæk og høretelefoner om nakken ligner han enhver anden ung mand, der er på besøg i en af byens største turistattraktioner. De færreste på kajen aner, at her er en ung mand, som ikke bare charmerede sig til sejr i tv-showet ‘Danmark Har Talent’, men i den grad udfordrede sin egen indre dæmon: en til tider svær stammen, der har fulgt ham siden barndommen.

”Det var vildt at opleve showet og alt det, der fulgte med. Men det passer mig fint, at der er kommet lidt ro på igen,” siger Matias Rasmussen og smiler.

August 2015. Matias har stort set ikke sovet om natten. Rent fysisk befinder han sig på Folketeatret i København, hvor tredje audition til tv-showet ‘Danmark Har Talent’ optages til TV2. Mentalt forsøger han at slappe af, men det er en kamp, han ikke kan vinde. Nervøsiteten og tanken om at han efter måneders tilløb nu endelig skal optræde på en stor scene, fylder alt i hans hoved.

Lokalet, der grænser op til selve scenen, lugter tungt af parfume og hårlak og emmer af nervøsitet fra de ca. 150 andre håbefulde deltagere i konkurrencen. Matias har ventet det meste af formiddagen, men nu nærmer hans tur sig. Hans hænder sveder kraftigt i takt med den stigende nervøsitet.

Det giver ham glatte fingre og gør det svært for ham at dreje professorterningerne i det vanvittige tempo, han skal, når han om lidt skal demonstrere sit talent foran dommere, tilskuere og tusinder af tv-seere. Derfor må han flere gange på toilettet for at vaske hænder og fingre.

Den 24-årige københavner har stammet det meste af sit liv, og måske derfor har han et stort behov for at vide så meget som muligt om, hvad han går ind til, før det er hans tur til at stå i en situation, han tidligere så som umulig på grund af sin stammen.

Derfor har han forberedt sig så godt, han kan. Ved at se de to tidligere auditions ved han, at der er færrest tilskuere mellem 11 og 17, og fordi han under et tidligere show listede sig op på scenen i en pause, har han oplevet, hvordan det er, når han om på to minutter skal overbevise dommerne om, at han skal deltage i tv-showet og konkurrere om en kvart million kroner.

Selve tricket har han øvet masser af gange. Det sidder i skabet. To dommere skal blande hver sin professorterning, mens den tredje starter nedtællingen fra 40 sekunder på en iPad. Matias skal nå at løse de to terninger, inden tiden de 40 sekunder er gået og vil bagefter trylle med en tredje i en papirspose. Easy peasy.

Men tidsplanen er stram, og ud af det blå kommer en fyr fra produktionsholdet hen til ham. Er du klar, spørger han hurtigt, og før Matias Rasmussen når at svare, bliver han næsten skubbet ind foran de snurrende tv-kameraer.

Uden han når at tænke over det, står Matias pludselig badet i lyset fra spots midt i en situation som de fleste stammere vil opfatte som det ultimative skrækscenarie. De seneste måneders træning tager over, og hans frygt for at stamme ryger i baggrunden. Nu venter første del af kampen mod livsrivalen.

mat1.jpg

Det sker stadig, at fremmede mennesker kommer hen til Matias Rasmussen, hvis han har en af sine professorterning fremme. Det hjælper åbenbart, fortæller Matias Rasmussen, mens vi bevæger os ind på cafeen med musikken. Han drikker en tår af en iskold danskvand, før han fortsætter.

”Lige efter showet blev jeg tit genkendt på gaden, men efterhånden sker det meget sjældent Det er kun, når jeg har barberet mig, og mit hår er langt, som det var i de første par shows, at folk genkender mig. Eller hvis jeg ser en folkeskoleklasse i toget. De begynder ofte at sidde at hviske og google på telefonerne, før de til sidst kommer hen til mig for at spørge, om jeg nu også er ham fra talentshowet,” fortæller Matias Rasmussen.

Under tv-showet blev det flere gange et emne, at Matias Rasmussen stammer. Det fortalte han selv, og den ene dommer, Jarl Friis-Mikkelsen, stemte i og forklarede, at også han stammede en periode som dreng.

Matias Rasmussen stammer stadig, når han taler, og handicappet har fulgt ham i det meste af hans liv. Hans mod til alligevel at stille sig op på en scene og stamme, mens han løste de komplicerede professorterninger, har inspireret mange andre børn og voksne, som kæmper med ordene, fortæller han.

”Jeg har set flere mennesker med stammen, der er gået helt ned med flaget og lukker sig inde i sig selv, fordi de har dette handicap. Det er synd, at det skal styre ens liv så meget. Det nægter jeg simpelthen. Min stammen er en del af mig, men jeg har lært at leve med den og ikke lade den præge mig for meget. Jeg tror, jeg har givet mig en mentalitet om at intet skal komme i vejen for mig, selvom min stammen til tider kan være frygtelig irriterende. Mange mennesker kæmper jo med en eller anden ting, de er trætte af, og havde jeg ikke haft stammen, kan det være, der var noget andet, som jeg var tilfreds med. Vi mennesker er jo gode til at have opmærksomhed på vores fejl.”

Lorte, dorito, lort, FTW, UV. I skolen har Matias lært sig mærkelige ord som huskeregler, så han bedre kan huske komplicerede ting. Inspirationen kom fra fysiktimerne, hvor han skulle huske det periodiske system. Hydrogen blev til en vandslange, litium til en spand lim, carbon til en bil etc.

Han står til første liveshow med bind for øjnene, og nu hamrer huskereglerne rundt i hans hoved. Denne gang skal han ikke tale, men nervøsiteten er måske større end nogensinde. I forvejen har han gjort en blanding af 12 terninger klar.

På 200 træk, som han skal huske i hovedet, skal han blande terningerne på præcis den rette måde, så de tilsammen danner et billede af figuren Super Mario fra Nintendo spillekonsollerne, når han rejser en gennemsigtig kasse op.

Han har øvet tricket i fire måneder, men til generalprøven går det galt. Alt i hans hoved er kaos. Liveshowet er fire timer væk, og tiden går. For første gang er Matias Rasmussen i dyb tvivl om deltagelsen i talentkonkurrencen nu også er en god ide. Han vil ikke stå på landsdækkende tv og lave fejl.

Han fatter sig, og mens dramatisk musik, som var det en gyserfilm, lyder over scenen, går han i gang. Undervejs må han må rette en terning, der ikke er lagt korrekt i systemet. Hvad dommerne ikke ved er, at fejlen er planlagt for at skabe spænding og drama. Da alle 12 terninger efter de 200 træk er lagt på plads, rejser han kassen op. Super Mario træder frem; publikum og dommere jubler øredøvende. Matias snigende tvivl om deltagelsen, er helt væk.

FB6A3727 copy.jpg

Det er ikke kun fordi, at han kan løse en professorterning hurtigere end de fleste og samtidig trylle, at Matias Rasmussen skiller sig ud fra mængden. Han er den ældste i flok trillinger og voksede op med en enlig mor i Dragør ved København. Her skal vi finde en del af forklaringen på, at han turde tage udfordringen op og har en dyb kampvilje.

”De første seks år af mit liv, boede vi kun med min mor, som dengang ikke rigtig magtede noget. Hun er ordblind og havde selv haft problemer i skolen. Der var kamp om at få opmærksomhed og få noget at spise. Vi sultede slet ikke, men der var altid kamp om at få det, man gerne ville have. To børn arbejder sammen, mens tre altid giver én i overskud, som bliver nedstemt eller lignende. Det har måske præget mit konkurrencegen allerede dengang,” siger Matias Rasmussen.

Han så kun sin far hver anden weekend. Faren stammede også som dreng, men voksede fra det og har i dag næsten intet tilbage, fortæller Matias Rasmussen. Til gengæld var det lillebroderen, der første begyndte at stamme, men han er holdt op igen og har også kun sjældent perioder, hvor han låser i sin tale. Matias selv begyndte først, da han var 10-11 år.

”Min mor havde et stort alkoholproblem i den periode. Det var ikke sjovt at min mor drak og dukkede fuld op til forældremøder eller komme hjem fra skole og ikke vide, om hun var fuld igen. Nu har hun været ædru i 8-9 år, og det er enormt rart. Jeg gik til talepædagog, og hun fortalte, at hendes druk godt kunne være den udløsende faktor for min stammen. Jeg aner ikke, om det passer, men det stemmer meget godt med perioden, hvor jeg blev gammel nok til at forstå, hvad der sker og var meget følsom.”

Konsekvensen er, at han kan huske en periode, før tungen begyndte at lave knuder. Det er ikke så rart at tænke på, fortæller han.

”Lige pludselig var jeg en person, som stammer. Det er svært at kunne huske tilbage på en tid, hvor jeg talte bedre, end jeg gør nu, og jeg tror hellere, at jeg ville have stammet altid. Man kan måske bedre kan acceptere det, hvis man er født med det. På den anden side har det måske givet mig en større vilje til at kæmpe imod,” siger Matias Rasmussen.

Stammere har ofte forskellige bevægelser, når de går i stå, eller de ser væk, når tungen sætter sig fast i et A et K, eller hvilket bogstav det nu er. Matias Rasmussen er ingen undtagelse. Han tager sig flere gange til hovedet, når han stopper op i et ord eller sætning og lukker øjnene, når han går i stå i et ord. Det virker anstrengt til tider, men han kommer hurtigt videre, når han er gået i stå.

Han er ikke blevet drillet som sådan med stammen, fortæller han. Det skete kun sporadisk og har ikke betydet noget, så gennem det meste af folkeskolen, gik tingene relativt fint. Pæren var godt skruet på kroppen, og han havde let ved de fleste fag, derfor var det kun i særlige situationer som højtlæsning og fremlæggelser, at stammen blev et problem for ham. Eksempelvis til i de større klasser og til eksamen i 9. klasse.

mat2.jpg

”Til eksamen i historie sagde min censor, at han ikke kunne forstå, hvad jeg sagde, og at det trak min karakter ned. Det var slet ikke sjovt, for jeg kunne jo stoffet. De fortalte engang på et talekursus, at man skal se det at stamme som et isbjerg. Det er kun 10 pct., folk ser. 90 pct. ligger under overfladen. Jeg forsøger nu ikke at lægge så meget vægt på de episoder, men det gjorde da ondt, og det gør det stadig, når jeg oplever den slags ting. Eksempelvis hvis folk spørger om vej på gaden, og de er gået, før jeg når at fortælle, hvilken vej de skal. Man vil jo gerne hjælpe,” siger Matias Rasmussen.

Desværre skulle oplevelsen fra eksamen blive en forsmag på tiden på Ørestad Gymnasium.

Semifinalen i ‘Danmark Har Talent’ 2016. Liveoptagelserne er flyttet til tv-studierne Twentyfourseven på Østerbro i København. 816.000 danskere følger med, da Matias i blåt jakkesæt med opsmøgede ærmer og hvid bluse giver sig selv sin hidtil største udfordring i kampen mod sin evige rival.

Han er mere nervøs end nogensinde, for denne gang skal han ikke bare trylle med terningerne, men tale med til og med dommerne hele vejen gennem sit show. Han stammer da også flere gange og hænger fast i ordene undervejs, mens han guider dommerne og fortæller publikum, hvad der sker med professorterningerne. Tv-kameraerne snurrer, tilskuerne venter. Matias fortsætter ufortrødent sit nummer, og knap tre minutter senere kan han til store klapsalver bukke dybt foran publikum. Fra tilskuerrækkerne råber hans far til ham og hiver en sejrrig arm i vejret.

I dommernes evaluering bliver Matias stammen et emne i dommernes evaluering. Men et positivt emne. Stammen giver hans optræden charme og karakter, lyder det fra dommerne. Hans hakken og stammen bliver en gave, fordi han ikke lader sig stoppe, lyder det fra skuespiller Peter Frödin mens tv-værten Jarl Friis-Mikkelsen, som selv kender det til at være hæmmet af stammen, er dybt imponeret. Han ser op på Matias med røde øjne og ser næsten rørt ud. Matias selv har svært ved at forstå, hvad der lige er sket. Han smiler som en sol over hele ansigtet og er lettet over at showet gik, som det skulle. Han er på vej i finalen og videre deltagelse i konkurrencen om at vinde 250.000 kr.
Stillingen i Matias vs rivalen: 2-0.

I gymnasiet havde Matias Rasmussen ugentlige fremlæggelser, og hans motivation var kraftigt dalende. Han scorede topkarakterer i fag som fysik og matematik, men fjollede og fumlede sig til lave karakterer i historie og dansk. Stammen tog stadig strammere greb om hans hals.

”Det var en hård periode. Jeg kendte ingen andre på gymnasiet, og de andre vidste ikke, hvad stammen var. Der var ikke så mange, som havde lyst til at fremlægge sammen med mig. Vi skulle fremlægge stort set hver uge, og stort set hver gang var et nederlag. Jeg roede rundt i det og skulle virkelig lære at håndtere min stammen på en ny måde. Men der var ikke ret meget hjælp at finde. Det meste hjælp er jo til børn, men det kunne jeg ikke bruge til så meget.”

Dråben kom til en kemieksamen. En censor rejste sig og gik utålmodigt frem og tilbage, fordi Matias ikke kunne sige det, han skulle.

”Efter gymnasiet tog jeg et sabbatår, hvor jeg gik og var vred over min stammen. Jeg lukkede mig inde i mig selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, hvad jeg kunne, eller hvilken slags job jeg kunne få. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne stå og tale foran folk. Jeg vidste, at stammen ikke skulle få lov til at styre, men jeg havde stadig overvejelserne om min fremtid,” fortæller Matias Rasmussen, der igen begyndte til taleundervisning uden det store held:

”Jeg var den, som klart stammede værst i gruppen og syntes ikke, de andre havde noget at skulle brokke sig over. De talte alle meget lavt og stille. En stor del af øvelserne var at tale... ...sådan….her… hele….. tiden. Sådan havde jeg ikke lyst til at tale, så jeg besluttede at arbejde med stammen selv. Jeg vidste ikke hvordan, men jeg vidste, at jeg skulle vinde over den skide stammen. Det kunne jeg kun gøre, hvis jeg kunne tale foran andre mennesker.”

mat3.jpg

Når Matias Rasmussen tænker tilbage, var folkeskolelærer måske ikke den første uddannelse, der ville fald. Ikke for et menneske, der ikke bryder sig om at tale foran forsamlinger. Men ideen tiltalte ham alligevel. Gennem sin skolegang har Matias Rasmussen altid godt kunnet lide at hjælpe sin klassekammerater eller søskende, hvis de hang fast i en opgave. Han søgte ind på læreruddannelsen og kom ind på Campus Carlsberg i København.

”I min første praktikperiode efter seks måneder skulle jeg undervise en klasse på Nyboder skole. Jeg stammede ikke. Det var helt sindssygt at stå foran børnene og ikke stamme. Jeg blev helt vildt glad og vidste, at det var lærer, jeg skulle være,” fortæller Matias Rasmussen med et smil, der løber over hele ansigtet.

Hans egen forklaring er, at det, han skal sige, ikke er planlagt, derfor går det bedre med at tale. Hans mål som lærer er at skabe et rum for læring og en god atmosfære, hvor han også kan lave sjov med børnene. Samtidig taler han automatisk højere og langsommere. Det væsentligste er dog, at det er lykkes at have et sted, hvor han skal bruge både sig selv og sin faglighed på trods af sin stammen og tidligere frygt for ikke at finde sin hylde. Frihed, fortæller han.

”Der er mange, som har sagt, at man ikke kan være lærer, når man stammer. Det er noget sludder, og det synes jeg også, at jeg efterhånden har bevist. Der er ikke noget, man ikke kan, fordi man stammer. Det handler om vilje og at turde stille sig op. Også selv om man ser lidt mærkelig ud indimellem.”
I skrivende stund mangler Matias et semester af uddannelsen, før han er færdiguddannet. Der kom et talentshow i vejen, siger han og griner. Siden showet har han arbejdet som vikar på en skole i Holmeagerskolen, hvor han blandt andet bruger professorterningerne til at lærer børnene at have systematisk tilgang til matematikopgaver.

Han har desuden etableret et lille hobbyfirma, hvor han sælger professorterninger, fortæller han og viser fire forskellige terninger fra sin rygsæk. Den hurtighed, det indimellem kniber med i talen, sidder i fingrene, der drejer terningerne rundt i et tempo, så øjnene dårligt kan følge med.

Matias Rasmussen står tæt op af dansegruppen Dynamic Duo. Nyklippet, i smoking og smukkere end nogensinde, som dommer Peter Frödin sagde kort efter hans optræden. Afgørelsen på ‘Danmark Har talent’ 2016 er sekunder væk. At Matias står her er resultatet af en umulig drøm, der er vokset frem, efter han efter en sen bytur meldte sig til audition. Nu er han sekunder fra æren, præmien på 250.000 kr. og ikke mindst en total sejr over sin egen rival.

Dommerne skal blande tre terninger, som Matias skal løse uden at kunne se, samtidig med at han tæller ned. Selv om tricket er lykkedes flere gange under prøverne, kikser det under selve finalen. Trods fejlen får Matias endnu engang store roser denne gang for sin væremåde og optræden under hele konkurrencen. Han har været et dejligt, varmt og dygtigt bekendtskab med et stort talent, lyder vurderingen fra dommerne.

Matias selv forventer ikke, at han har en chance efter at have lavet fejl i finalen. Men én efter én ryger de andre finalister fra. Seks bliver til fem. Fem til fire. Fire til tre. Tre til Dynamic Duo og Matias. Værterne trækker afgørelsen ud, men endelig kan Matias Rasmussen strække armene i vejret og råbe sin glæde ud. Han hopper op og ned, mens alle følelser smelter sammen omkring ham.

FB6A4005 copy.jpg

Matias tømmer sin danskvand og sætter den tomme flaske på bordet. Han smiler ved tanken om den aften, hvor han foran mere end 700.000 danskere for rullende tv-skærme trodsede sin stammen på en af de meste markante og opsigtsvækkende måder, man kan forestille sig. Han kom, han så, og for hulen om han ikke også sejrede.

”Om aftenen kunne jeg slet ikke sove. Jeg kunne næsten intet huske fra finalen, sikkert på grund af alle følelserne, der væltede rundt i mig. Klokken halv fem om natten var jeg på nettet for gense finalen, og da jeg så den del, hvor de udråber mig op som vinder, begyndte jeg bare at græde. Som i helt vildt. Jeg græd og græd. Det var en form for lettelse over, at jeg var kommet igennem det, og at det var gået så godt, som det gjorde. Min far var også helt rørstrømsk, det gjorde det bare værre. Det var på alle måder en sindssyg oplevelse,” siger Matias Rasmussen.

Han pakker roligt sine terninger tilbage i rygsækken, siger pænt farvel og bevæger sig stille og roligt ud i mylderet af turister og anonyme stemmer. En fyr, der med Jarl Friis-Mikkelsens ord fra finalen i tv-showet, går ud i livet totalt løsningsorienteret.

Her kan du se Matias vise nogle af sine tricks:

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Portræt