Svend Brinkmann: ”Nogle psykologer vil gerne snakke om, at alle burde gå i terapi. Ligesom bilen skal til serviceeftersyn. Den køber jeg ikke helt” scroll-down

Går verden ad helvedes til? Svend Brinkmann har svaret på alle dine bekymringer

Pandemi, krig i Europa og en klimakrise, der brager derudaf. Verden er af lave, og danskernes mentale helbred er i frit fald. Det er tid til en statusrapport, og hvem bedre til at give den end Svend Brinkmann, der i de seneste mange år med humor og indsigt, bøger og radioprogrammer, videnskabelige undersøgelser og Facebook-opslag har taget temperaturen på danskerne. Boris Schilling Weiss møder den populære psykologiprofessor og beder ham give ni bud på, hvordan vi kommer igennem det hele.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Jonas Bie
Mennesker Euroman

1. Vi taler grimt til hinanden

Internettet har ændret måden, vi debatterer på, og offentlige meningsdannere råber vagt i gevær over for digitale kommentarfelter, der flyder over med ukvemsord. Spørger man Svend Brinkmann, er der særligt ét redskab, man med fordel kan bruge i den henseende. Men brug det varsomt – ellers er du bare en idiot.

”Jeg har personligt oplevet, at der kan være konsekvenser ved at stikke snuden frem, men jeg synes ikke, det har været slemt for mig. Jeg er ret ligeglad med, hvad en tilfældig person på internettet skriver om mig. Det har til gengæld gået mig på, når det kommer fra folk, jeg har respekteret, folk, jeg havde forventet mere og bedre af, eller fra folk med magt.

I mit offentlige virke langer jeg jo også selv ud, men jeg prøver meget bevidst at undgå at ramme enkeltpersoner. I stedet prøver jeg at gå efter bredere tendenser og ikke de personer, der repræsenterer tendenserne. Også selvom det andet kan være nemmere. For hvis jeg gjorde det, vælter der jo fandeme 10.000 sure opstød ned over den stakkel, jeg er uenig med.

Jeg synes virkelig, det er ærgerligt, når folk bevidst pisker en stemning op over en udtalelse, som er sagt i sjov, og som der tydeligvis skal tages let på. Det var også baggrunden for den værste shitstorm, jeg har været i. Det skete, mens man diskuterede, om man skulle oprette et udrejsecenter for blandt andet kriminelle udlændige på øen Lindholm.

Der lavede jeg en joke på Facebook, der lød noget i retning af, at der ikke var nogen grund til at lave en ø for kriminelle asylansøgere, når vi nu i forvejen har Slotsholmen, der er fyldt med forbrydere. Det var dårlig humor, men uden tvivl en joke.

Anders Samuelsen, som på daværende tidspunkt var udenrigsminister, reagerede meget kraftigt på det, og Naser Khader skrev, at jeg var en idiot. Jeg følte, at de misforstod joken med vilje og med henblik på at få en forargelsesstorm frem, så de kunne generere likes og clicks. Jeg gik så ind i deres Facebook-tråd og forklarede, at det var en klassisk bait and switch-joke (hvor man leder folk i en bestemt retning, og så pludselig skifter til noget anderledes eller overraskende, red.). Helt overpædagogisk og nørdet fik jeg udstillet den tydelige humor i min oprindelige joke. Den kommentar fik rigtig meget medvind, og med ét så Naser Khader dum ud.

Han var meget populær på det tidspunkt, og jeg var sgu virkelig bange, mens det stod på. Jeg var bartender til en fest på min søns efterskole, og så stod jeg der og kunne mærke telefonen blive varmere og varmere nede i lommen, mens jeg skulle hælde øl op og samtidig håndtere alle de her politikere, der skrev alt muligt om mig. Det var træls.

Jeg tror, at humoren har bevirket, at jeg er kommet i meget få shitstorme. Før jeg læste psykologi, studerede jeg filosofi, og der opdagede jeg, at dem, jeg bedst kunne lide at læse, og som jeg syntes var indsigtsfulde og sagde noget om tiden og om os mennesker, var dem, der gjorde det med humoren som virkemiddel. Den afdækker jo det overraskende. Det er derfor, vi griner. Der sker noget andet, end vi forventer. Og når der sker noget andet, er det fordi, at der er noget nyt af verden, der bliver vist frem.

Jeg holder fx rigtig meget af at se stand-up. Dels fordi jeg i forhold til at holde foredrag kan lære noget om at gebærde mig på en scene, og dels fordi gode komikere er enormt gode samfundsiagttagere. De bruger humoren til at afdække nye aspekter af samfundet, som jeg ikke selv kan se.

Men jeg er alligevel gået lidt væk fra at bruge humoren, for hvis jeg skal være selvkritisk, kan humoren også fungere som en slags teflon, man smører ud, så man kan glide af på alting. Det gør debatten dårlig. Man skal stå ved det, man siger, og gå oprigtigt ind i diskussionen. Det håber jeg også, jeg gør. Det er i al fald min ambition. Jeg vil ikke være en Schrödingers douchebag.

Dario Fo, den italienske dramatiker, sagde engang, at latteren åbner kraniet, så fornuften kan slippe ind. Det er sådan, jeg gerne vil bruge humoren. Til at ’afselvfølgeliggøre’ visse aspekter af diskussioner.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark og Psykologi