”Jeg kom engang med et forsinket fly fra Los Angeles til JFK-lufthavnen i New York og skulle videre til Europa. Jeg stod i køen og kunne se, at jeg ikke kunne nå mit fly videre. Jeg gik foran i køen og hen til manden i skranken og forklarede mit ærinde. I stedet for som sædvanlig at råbe var jeg blid og venlig og respektfuld, og så var der pludselig ingen grænser for, hvor mange mennesker, der ville hjælpe mig igennem lufthavnen. Hvis jeg havde skreget, havde det nok ikke hjulpet. Generelt har vi mennesker en tendens til at råbe og skrige, når årsagen ikke er vigtig. Men når det virkelig betyder noget, når det fx involverer børn, og situationen er alvorlig, så er vi rolige. Det er en klogskab, der tager over, som ligger i vores krop, vores organisme, vores genetiske arv: Når det virkelig gælder – nu er der ingen, der må komme til skade her – så optræder der i mennesket en fuldstændig overraskende og ukarakteristisk ro og myndighed i forhold til situationen. Men når det er daglige småirritationer, så kan vi være hysteriske og råbe, fordi situationen ikke rigtig betyder noget.”
”Jeg sad engang i en meget lille flyvemaskine med plads til seks passagerer på vej over Rocky Mountains. Vi kravlede op over bjergsiderne, og det gav sygeligt meget turbulens. Jeg var rimelig langt ude i forhold til at tro, at det gik sgu nok ikke det her. I hovedet sad jeg og læste op for mig selv af en artikel, jeg havde læst, som var skrevet af Ebbe Kløvedal Reich og handlede om en episode, hvor han var i Vietnam og sad i et fly, der var ved at styrte ned. Han beskrev, hvordan han sad i flyet og sang Grundtvig-salmer for sig selv. Den artikel læste jeg inde i hovedet i det der lille bitte propelfly over bjergene. Jeg forsøgte at parkere min bevidsthed et sted, som ikke handlede om, at jeg var bange for at dø. Da vi kom ud af turbulensen, var jeg euforisk. Så var det pludselig den smukkeste flyvetur, jeg havde været på. Udsigten var spektakulært smuk.”
”Som dreng spillede jeg fodbold. Jeg var målmand, og en dag var der en dreng, der syntes, det var sjovt at tænde en røgbombe bag målet. Bomben var lavet af en tobaksdåse fyldt med chilesalpeter, som laver røg, når man tænder det. Han ville prale med røgbomben, men af en eller anden grund var den ikke særligt effektiv. Jeg vendte mig om for at se, hvad der foregik, og så sparkede han vrissent til bomben. Uheldigvis havde røgbomben retning mod mit skridt, så jeg sprang så højt, jeg kunne, så den ramte mig på låret i stedet for i skridtet. Bomben brændte hul i mine lange træningsbukser. Jeg kom på skadestuen med en tredjegradsforbrænding og fik klippet hud af. Han kom fem dage efter, mens jeg stadig lå i sengen, og gav mig en pose guldkarameller og en Jan-bog.”
”Egentlig ikke. Jeg var optaget af astronomi og var lidt nørdet og kom ikke specielt tidligt i gang. Jeg havde nogle kammerater, som var topseje med pigerne. Det var jeg ikke. Som voksen har jeg været optaget af at være i et forhold og være ordentlig i det. Jeg synes, at den der fritlevende livsstil ødelægger for meget. Jeg synes, det handler om at vælge et andet menneske og sige: ’Du er alle kvinder. Du er både Margaret Thatcher og Marilyn Monroe for mig. Alle kvinder er i dig. Ligesom alle mænd er i mig, hvis bare du kigger ordentligt efter.’”
”Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, var jeg papfar for et barn. Det var instant-coffee-voksendom. Jeg gik direkte fra at være barn hjemme hos mine forældre til at være forælder selv.”
”Jeg har sagt: ’Du er meget klogere, end du tror. Ikke akademisk set, men din psykologiske og kropslige intuition ved meget mere om, hvad der er godt for dig, end du selv kan forstå rationelt. Lyt mere til din mave, og lyt mere til din fornemmelse for, hvad der er vigtigt for dig, end til en eller anden forestilling om, hvad der er vigtigt for dig.’ Vores kroppe og biologiske sind er meget klogere, end vi tror. Vi har en enorm kløgt i vores organisme, og den er måske vigtigere, end hvad vi rationelt synes, vi skal gøre, fx hvad for en uddannelse, vi skal tage, eller hvad der lige er på mode for tiden. Man skal nogle gange gøre, hvad man selv synes, er rigtigt. Men sådan en melding kan være svær at forstå, når man er 13 eller 23 år.”
”At hænge vasketøj op eller at sætte vasketøj over. Det er en af mine kerneopgaver her i husholdningen – at være vaskemester. Det er en god 10 minutters fysisk handling, som er simpel, men som samtidig kræver en vis omhu. Jeg synes, det er en fin lille manøvre. Ud over det kan jeg godt lide at gå ture, men jeg vil ikke betegne det som en overspringshandling, fordi gåturen tit er en kreativ motor i det, jeg laver: Når jeg går en tur og tilsyneladende laver noget helt andet, giver jeg plads til det, der kommer fra underbevidstheden, og som ikke kan komme ud, når man sidder foran computeren og er fuld af bevidsthed.”
”Tid.”
”Jeg ville spise en rigtig dejlig aftensmad, og så ville jeg lade være med at vaske op.”
”Det er, som Rasmus Seebach synger i en af sine popsange, at give livet videre. At få nogle børn eller opdrage nogle børn eller at hjælpe nogle børn, som er i dit liv. Men det er også at slås for, at vi har en planet, som kan klare, at der findes mennesker på den. At sørge for at showet fortsætter.”
scroll-down
