Ebay for urnørder: Er det ikke angstprovokerende at betale mange tusinde kroner for et brugt ur, man aldrig har set?

URBRANCHEN HAR RY for at være konservativ. Det er nærmest et adelsmærke i Jurabjergene i det vestlige Schweiz, hvor mange af de store urbrands har ligget i generationer. Der er noget over mekaniske urværker og gamle urproducenter, som fordrer en vis skepsis over for nytænkning. Der skulle fx en rask lille verdenskrig til, før man i begyndelsen af 1900-tallet sadlede om fra lommeur til armbåndsur. Det var trods alt nemmere at se, hvad klokken var slået på et armbåndsur, mens man var i færd med at skyde en prøjser med bajonetten trukket end at trække lommeuret op af vesten. Men selv langt op i vores tid har modvilje mod forandring været normen. Da Omega i 1999 lancerede deres nye hæmværk Co-Axial, en teknologi, der styrer urværkets hastighed, blev det kaldt den største nyskabelse i ur-industrien i 250 år. Eller som Tag Heuers tidligere udviklingschef Guy Semon engang spurgte undertegnede i et interview for Euroman: ”Urbranchen har ikke udviklet sig i 400 år. Kender du nogen anden branche, hvor man kan sige det samme?”

Måske overgås ur-industriens træghed kun af etablerede statsreligioner. Måske opererer urproducenterne bare efter devisen: If it ain’t broke, don’t fix it. Det er sikkert en god strategi, men det er også en forandringsresistens, som indimellem bider branchen i røven. Det skete i 1970’erne, da japanerne satte schweizerne til vægs med billige kvartsure. Og det sker igen i disse år, selvom det denne gang handler om forretningsmodellen og måden, som brandsene kommunikerer med deres kunder på. Elefanten i rummet er internettet, og selvom man kan indvende, at der ikke er noget nyt over dén sag, så har nethandel alligevel undsluppet mange af de store urbrands, som kun fodslæbende har taget e-handel til sig. Som det ironisk lød i en artikel sidste år i New York Times: ’Watch Brands Go Digital (No, It’s Not 2010).’

Men nu er det jo ur-industrien, så det er selvsagt ikke noget, de alle gør med udelt begejstring. Nogle, som Rolex og Patek Philippe, har slet ikke en webshop og får det næppe foreløbig, hvis nogensinde.

Det til trods for at de to dyre drenge hører til de bedst sælgende brands i branchen. Eller rettere: Det er netop i kraft af den position, at de kan trække på skulderen over noget så profant som en webshop og i stedet møde kunderne i flagskibsbutikker og hos autoriserede forhandlere, hvor sælgere står klar med stram overlæbe, pudsede glasmontrer og hvide fløjlshandsker. Der er bare noget andet over at købe luksus i den virkelige verden frem for at klikke på drømmeuret derhjemme og ’putte i kurven.’

Ikke desto mindre er det præcis det, der sker i disse år: Forbrugerne er ikke længere bange for at købe dyre ure online. Mange foretrækker det ligefrem. Måske fordi købsoplevelsen er blevet bedre og mere sikker. Ifølge en analyse fra det amerikanske konsulentfirma Bain & Co. udgør ’luksus’ i dag næsten en fjerdedel af online-salget. Det er et tigerspring: For fem år siden var tallet fem procent. Og som online urmessen Watches & Wonders tidligere på året viste, så kan producenterne godt finde ud af at præsentere nye ure virtuelt på en måde, så det næsten føles, som om man har uret på.

HVIS MAN ER i online-markedet efter et luksus-ur, er det sandsynligt, at man kender Chrono24. Det er den hjemmeside, som mindst én ud af tre ur-entusiaster besøger, når de skal finde deres næste luksus-ur. Her kan de vælge imellem knap 500.000 ure – vintage, pre-owned og nye. Det gør Chrono24 til den suverænt største spiller på markedet. På Chrono24 finder man over 20.000 forhandlere og private sælgere fra over 100 lande, der kommunikerer på 22 sprog. Selvom domænet snart er 20 år gammelt, så er det især inden for de seneste fem år, at det er begyndt at gå stærkt: Chrono24 får i dag ni millioner unikke besøgende om måneden og omsatte i 2020 for 15 milliarder kroner. Det er kun lidt mindre end, hvad medicinalvirksomheden Lundbeck omsætter for. Næsten alle køb på Chrono24 foretages af ur-entusiaster og samlere, mens hovedparten af sælgerne består af forhandlere, deriblandt etablerede navne som Govberg i USA. Selvom man på Chrono24 sagtens kan finde ure ned til et par tusinde kroner, så sælges der flest ure i prislejet 50.000-70.000 kroner. De fås også i den helt gakkede ende: Det dyreste ur, der er blevet solgt på hjemmesiden, er et Richard Mille, der i 2019 blev solgt for fem millioner kroner.

”Med i salget var også en helt særlig serviceydelse,” fortæller co-CEO Tim Stracke. ”Den amerikanske forhandler leverede uret personligt og omkostningsfrit til køberen, der befandt sig i Japan. Det hører stadig til en af de bedste historier om et ur solgt på vores hjemmeside.”

Tim Stracke sidder i hovedkvarteret i Karlsruhe, hvor han leder firmaets 300 ansatte fordelt på kontorer i Karlsruhe, Berlin, Hongkong og New York. Han overtog Chrono24 i 2010 sammen med en række partnere, da han øjnede et hul i markedet for luksus-ure og opkøbte websitet Chrono24. Det var oprindeligt grundlagt i 2003, men fik turbo på, da Tim Stracke overtog tøjlerne.

”Jeg brugte meget tid på at lede efter gode online tilbud på luksus-ure. Dengang var der kun et online auktionshus, der tilbød meget forskellige varer, som alle blev præsenteret på samme måde. Det slog mig, at luksusure var så anderledes et produkt, at der måtte være plads til en specialist, som imødekom ur-entusiasternes behov, siger han og tilføjer:

”Men hvis jeg skal være helt ærlig, gik det ikke super hurtigt til at begynde med.”

Vendepunktet kom i 2016, da Tim Stracke hentede landsmanden Holger Felgner ind som co-CEO. Felgner kan en ting eller to med med it og er blandt andet manden bag TeamViewer, der bruges i hele verden til it-support, og som gør det muligt for en supporter eller en tekniker at overtage din skærm. Det er også en god forretning: TeamViewer handles til en værdi af 60 milliarder kroner på børsen i Frankfurt.

Det samme kunne man sige om Chrono24, der ifølge Stracke i dag er 50 procent over niveauet fra før, coronakrisen ramte. Selvom websitet oplevede et fald på næsten 20 procent i starten af pandemien, så gik der ikke mere end tre uger efter den første lockdown før alle større markeder, inklusive Danmark, kom stærkt igen.

”Pandemien har været med til at booste den globale e-handel tre år frem. Det har reelt forstærket en trend, der allerede var i gang, og som vil fortsætte længe efter, at krisen er ovre,” siger han og tilføjer. ”Folk har fået øjnene op for fordelene ved at købe alle mulige ting online. Og uanset om de er en investering eller en hobby, så har luksusure aldrig været mere eftertragtede.”

Sådan handler du på Chrono24

Vi har spurgt Erik Helverskov fra Limited Watches om do’s and dont’s, når man handler på Chrono24.

> Når du sælger på Chrono24, er det ligesom på alle andre salgsplatforme vigtigt at have nogle gode fotos.

> Sørg for, at der er overensstemmelse mellem den stand, som du skal angive uret er i, og den reelle stand, og dokumentér standen via fotos, så man kan se eventuelle ridser og skrammer, inden uret sendes.

> Man undgår normalt at vise serienummeret på fotos ved at lægge noget over det på garantikortet eller at strege det ud på billederne. Så undgår man, at det bliver misbrugt af personer, der prøver at sælge uret et andet sted.

> Det er også vigtigt at skrive en god tekst, der beskriver alt, hvad der følger med uret af ekstra led, remme, bokse og papirer m.m.

> Hvis der er vist noget på billederne, som ikke medfølger, skal det stå meget præcist i teksten.

> Når du opretter en annonce på Chrono24, foreslår systemet en udbudspris ud fra de data, som du har indtastet. Den er dog ofte i den lave ende, så undersøg prisniveauet på dit ur, inden du går i gang.

> Nogle sælgere har ikke noget imod, at man byder på urene, andre ligger til en fast pris. Byd ikke uret mere end fem-otte procent ned, det får man sjældent noget ud af. Man får også besked, når ens bud afviger kraftigt fra den annoncerede pris, men dette sker dog allerede, hvis den er omkring to procent lavere, så det er jo faktisk ikke en kraftig afvigelse. Måske skyldes det, at Chrono24s fee bliver mindre jo større reduktion.

> Lad være med først at stille en masse spørgsmål til uret for bagefter at komme med et lavt bud. Det eneste, du opnår, er at gøre sælgeren irriteret. En god fremgangsmåde er først lige at få prisen afstemt i ord, og så kan man stille diverse spørgsmål, inden man byder.

> Når du byder på et ur fra en forhandler via knappen ’foreslå pris’, kan vedkommende straks acceptere dit bud, hvorefter systemet beder om indbetaling. Derfor skal man ikke samtidig byde på flere ure, medmindre man altså har råd til det. Byder man til private, er det lidt anderledes: Der kommer lige en runde mere, hvor man modtager et tilbud, inklusive forsendelse, som man skal acceptere.

MEN EN TING er kunderne, noget andet er udbyderne. Det er som bekendt langt fra alle brands, der kan se fidusen i at gå online. Dels går det ud over købsoplevelsen, mener nogle, men det handler også om, at mange brands igennem årtier har arbejdet sammen med autoriserede forhandlere, som har fungeret som salgskanal og loyale brandambassadører. Dem risikerer man at hænge til tørre, hvis man pludseligt sælger i egen webshop og dermed de facto kortslutter samarbejdet. Ikke desto mindre konstaterer Tim Stracke, at flere store urbrands investerer i deres første webshop.

”Spørgsmålet er, hvornår de autoriserede forhandlere får tilladelse fra brandsene til at sælge online for at få gang i forretningen igen,” siger han med henvisning til, at mange fysiske butikker har lidt store tab under coronakrisen.

En anden interessant udvikling er, at flere etablerede brands er begyndt at investere i platforme, der handler med brugte luksusure. Det gør dem i stand til at tjene penge ad flere omgange, samtidig med at det også er en måde at styrke deres brand value på, mener Tim Stracke.

Chrono24 tjener i dag deres penge på annoncer og gebyrer på pengeoverførsler, når en handel er i hus. Og selvom vintage og pre-owned udgør den største andel af urene, så er ambitionen at gøre andelen af nye ure større og lave aftaler med mærker, der via sitet kan nå ud til millioner af kunder. Det sker allerede.

Selvom Stracke ikke vil nævne navne, så får hovedkvarteret i Karlsruhe jævnligt besøg af CEO’s fra de store brands, der kommer for at indgå samarbejder. Chrono24 sidder nemlig på en uvurderlig mængde data om deres kunder, fordi man registrerer brugeradfærden på sitet. Når man som bruger på sitet leder efter et bestemt brand eller en model, uploader fotos til sin virtuelle portefølje, sammenligner priser, følger prisudviklingen på ure samt køber eller sælger ure, så bliver det alt sammen opsamlet og hældt i en algoritme, som er guld værd. Bogstaveligt talt.

”Det giver os en fantastisk indsigt i global og lokal brugeradfærd, samt hvordan brands performer. Vi er i konstant dialog med schweiziske brands, da denne form for data er noget, som kun vi kan tilbyde,” siger Tim Stracke.

Deler I data om jeres kunder med urbrands?

”Vi deler metadata med brands, der på den måde får en bedre indsigt i deres branche og giver dem adgang til ur-entusiaster og samlere i hele verden. Vi ved fx, at hvis man leder efter en bestemt model, så er man sandsynligvis også interesseret i en anden model,” siger han.

I dag tilbyder Chrono24 foruden sit eget magasin også features som Watch Scanner, hvor man kan tage et foto af et ur med sin mobil og finde modeloplysninger eller pleje sin ursamling i Watch Collection og følge værdiudviklingen på ens egne ure eller på drømmeuret.

EN AF DEM, som bruger Chrono24 privat og professionelt, er danske Erik Helverskov fra Limited Watches, som handler med sjældne og brugte high end-ure. Erik Helverskov stiftede første gang bekendtskab med Chrono24 for fire år siden, da han søgte efter sit første ’rigtige’ ur, som han kalder det, et Omega Speedmaster Speedy Tuesday. Han brugte først platformen til at sammenligne priser på brugte ure, men endte med at købe modellen af en sælger på Den Blå Avis. Et par år senere købte han sit første Rolex på Chrono24, og i dag er det en af hans vigtigste salgskanaler. Erik Helverskov køber i snit 10 ure om måneden på Chrono24 i prisklassen 20-100.000 kroner. Ud over Chrono24 bruger han også Facebook og Instagram (@limited__watches) som salgsplatform.

Er det ikke angstprovokerende at betale mange tusinde kroner for et brugt ur, man aldrig har set?

”Jo, bestemt! Men det er ligesom så mange andre store beslutninger i livet: Når man først har gjort det én gang, og det er gået godt, så bliver det nemmere næste gang.”

Hvad har været din bedste oplevelse på Chrono24?

”Det er nok, da jeg for et år siden endelig fandt mit sjældne hvide Omega Speedmaster Alaska Projekt til en fornuftig pris og stand. Man bliver bare glad, når man pakker drømmeuret ud, og det til fulde svarer til ens forventninger efter, at man kun har set det online.”

Og din værste?

”Et af de første ure, jeg skulle sende som privatsalg, var til en køber i Frankrig. Jeg brugte et nordisk postfirma, som vi nok alle kender og pakken var væk nede i Frankrig i to måneder. Uret viste sig kun at være forsikret med 25 procent af den værdi, som jeg bad om, da det blev sendt. Mange mails og søvnløse nætter senere blev aftalen med køber ophævet via Chrono24, og køberen fik sine penge retur. Jeg aftalte med fragtfirmaet, at hvis uret blev fundet, skulle det retur. Alligevel dukkede det kort efter op hos køber, som dog ikke længere ønskede uret, og jeg sendte ham en returlabel – fuldt forsikret. Man lærer jo heldigvis af sine fejl, så sørg for at bruge et professionelt og globalt fragtfirma som DHL, UPS, FedEX, etc. Det har indtil videre virket hver gang og med hurtig levering.”

Hvad er det bedste ved at handle på Chrono24?

”Sikkerheden og overblikket over prisniveauet. Man skal ikke ud og mødes et sted med en fremmed og handle et dyrt ur, som kan være lidt grænseoverskridende. Det er også betryggende, at en forhandler først får frigivet sin betaling to uger efter, at man har modtaget og kontrolleret, at uret er i orden. En privat modtager automatisk pengene cirka fem dage efter, at uret er modtaget, medmindre man selv har trykket på ’Frigiv betaling’.”

Og hvad fungerer så mindre godt?

”Nogle gange er et ur i dårligere stand, end det fremgår af billederne, eller nogle funktioner virker ikke. Så det værste er, at man ikke kan se varen tæt på og ’med fingrene,’ inden man køber, og hvis man skal returnere et ur, skal man selv bekoste en forsikret forsendelse. Chrono24 tager også et ret højt gebyr for privatsalg på 6,5 procent af salgssummen, inklusive forsendelsesudgifterne. Der går som regel også et pænt beløb ’tabt’ i vekselkurs, når man handler med udlandet, der ligger muligvis en ekstraindtægt for Chrono24 dér.”

Chrono24 gemmer data om deres kunder og deler makrodata med samarbejdspartnere. Hvad tænker du om det?

”Jeg handler jo meget med Omega og synes egentlig, at det er fint nok, at jeg får reklamer for Omega-ure, der er til salg på selve sitet. Jeg vil ikke bryde mig om, hvis de mod betaling deler data med andre firmaer, og jeg på den måde får uønskede mails og reklamer fra andre. Det syntes jeg dog ikke, at jeg oplever.”