Modetrends er blevet en myriade, der kan være svær at finde begyndelse og ende i; alt flyver i utilregnelig retning, og derfor skal du også tage dette med et gran salt. Men vi har altså en fornemmelse: Slipset er vendt tilbage med fornyet kraft.

Har du orienteret dig bare en lille smule i disse spalter, vil du ellers have stødt på utallige beretninger om, at alt er blevet mere loose. At joggingbukser uden for hjemmets fire vægge pludselig er at betragte som helt okay. At nattøj med den danske kæmpesucces Tekla i front er blevet en del af vores hverdagsgarderobe. At etiketten simpelthen er gået af fløjten.

Og det er såmænd også rigtigt nok.

Uden at skulle igennem en minutiøs genealogisk analyse af de seneste 10-15 års udvikling på beklædningsfronten kan vi nemt konkludere, at street- og sportswears indflydelse på herremoden har blødt formerne op.

Sneakers, techwear og en idé om evig ’komfort’ satte sig ikke kun på både den snævre og brede mode, men krøb også ind på kontorpladser verden over, hvor slips og jakkesæt altid har haft et helle.

Skillelinjen mellem den civile og den professionelle garderobe blev sløret, og en unfair kamp mellem slipset og business casual, som er vundet frem på stort set alle Djøf-kontorer, der tidligere har haft sartoriale påbud, begyndte.

Taberen har ikke været svær at udpege.

Det startede nedefra, hvor hvide gummisko erstattede de sorte af læder, og siden begyndte det stille og roligt at krybe opad med ’performance’-jakkesæt, der erstattede uld med genanvendt polyester, indtil knuden blev løsnet, og slipset pludselig hang i en tynd tråd.

Det sidste skub skulle komme fra topledelser, der med nye idéer om at skabe en ’moderne arbejdsplads’, fordi de på en ferie havde læst Yvon Chouinards ’Let My People Go Surfing’, ville afskaffe rigide dresscodes. Det kunne jo ske at forhindre folk i at udfolde deres fulde potentiale.

I Silicon Valley og på Wall Street begyndte man at tale om finance bros i ’Patagucci’, fordi de alle sammen erstattede overdelen af jakkesættet med en fleece- eller dunvest fra det amerikanske outdoor-brand Patagonia, som førnævnte Yvon Chouinard startede i 1973. Sammenhængen er ikke svær at se.  

Herhjemme blev slipsene også hængende i skabet, da Mærsk – Danmarks største virksomhed målt på omsætning – sidste år skulle præsentere nyheden om, at nu tidligere administrerende direktør Søren Skou fra årsskiftet ville overlade roret til schweiziske Vincent Clerc.

Til stede ved pressemødet var de to nævnte sammen med bestyrelsesformand Robert Uggla, og alle var de iklædt mørkeblåt jakkesæt med god reversbredde sammen med hvid poplinskjorte – intet odiøst i det. Hvad der til gengæld stak ud, var de manglende slips om halsen på nogle af dansk erhvervslivs mest magtfulde skikkelser. Sådan så du ikke Mærsk-ledelsen for bare fem år siden.

Som medie med fokus på herremode har vi heller ikke gjort meget for at komme slipset til undsætning. Vi har flere gange lagt det halvt i graven, men dog undladt at kaste jord på.

For tænk nu, hvis det pludselig skulle få en puls igen.

I et to år gammelt essay med titlen ’Åben casting til slipsefyrenes klub’ i Weekendavisen skriver Jeppe Bentzen, en ivrig slipsebærer, om slipsets nye muligheder, efter den selvbestaltede blærerøv Mads Christensen havde proklameret, at han ikke ville bære slips længere. En aldeles positiv udmelding for danske slipsefans, for nu skulle anakronismen vævet i uld eller silke (glem alt om polyester og bomuld) endelig blive fri igen.

Men hvem ville så bide på, nu hvor slipset atter var ledigt på markedet igen, spurgte Bentzen.

Noget tyder på, at der er ved at komme svar – og Bentzen (26 år) og hans egen generation er en del af det.

KASPER HOSTRUP, INDEHAVER af herretøjsforretningen Goods på Østerbro, har selv gået med slips de seneste 10 år. Det startede, da de i butikken begyndte at forhandle det engelske herretøjsbrand Drake’s, som startede med at lave tørklæder, slips og lommetørklæder i 1977, men som siden har udviklet sig til et velvoksent herretøjsmærke med fulde kollektioner, der de seneste år er blevet aldeles højagtede.

Fra sin position bag disken i en affekteret tøjbutik med kunder, der spænder fra advokater, konsulenter til arkitekter og journalister i alle tænkelige aldre, har Kasper Hostrup set en udvikling den seneste tid.

”Der er helt klart en stigning: Vi sælger flere og flere slips.”

Hvem er kunderne?

”Vi sælger til en ny og yngre generation, som tæller folk fra midten af 20’erne til midten af 30’erne,” siger han.

”Det er den generation, der aldrig har været tvunget til at bære det på arbejdet, og de omfavner det at gå med slips på deres egen måde.”

Hvad med generationen, der er ældre end det?

”De er stået helt af på det. De er fra den tid, hvor det var påtvunget nogle steder, og derfor har de ikke lyst til at vende tilbage. Det har de prøvet, og det behøver de ikke igen, lyder forklaringen ofte.”

Det er ikke kun i Goods, at de har lagt mærke til et skifte. Som Torsten Grunwald, der er forfatter bag flere bøger om herretøj og manden bag siden Den velklædte mand, skrev på Twitter, nu X, mens denne artikel var undervejs: ”Ungdommen har opdaget slipset. Det noterer jeg. Nu skal min generation bare lære at bruge det igen. Jeg holder øje.”

Og på disse sider har man senest kunne læse Virgil Nicholas (32 år), der står bag skomærket Vinny’s, berette på om, hvordan slipset vinder mere og mere indpas i hans egen garderobe for tiden, ligesom også musikeren Goss har gjort sit for at promovere det i spalterne.

Bastian Emil Goldschmidt (31 år), forfatter og cykelkommentator på Discovery, er ikke ny i slipsets verden. Han har tværtimod interesseret sig for jakkesæt og slips, siden han som dreng så ’Godfather’ utallige gange for at lære alle sættene, altså ’kostumerne’, udenad.

I nogle år stak han ud blandt sine jævnaldrende med sin knude (Bastian Emil binder en ’four in hand’) om halsen, men også han har bidt mærke i, at der er ved at samle sig en ny skare af slipseklædte mænd.  

”Det bliver mere populært blandt min generation, og jeg nyder at se slipset mere og mere i gadebilledet. Jeg kan lide at se efter, hvordan knuderne bindes, om det bæres med jeans og de mange muligheder for variation, slipset byder. Jeg synes, det gør gaden smukkere.”

AT DEN YNGRE GENERATION har samlet slipset op, hvor deres forældres smed det, betyder ikke, at de er gået videre ned ad samme vej, og slipset er ikke vendt tilbage, fordi det varsler en ny konservativ tidsalder i mode.

Jo, nogle ungdomspolitikere på højrefløjen bruger det måske som en nostalgisk sutteklud.

Men det er ikke så meget på trods af street- og sportswears fremkomst, som det er på grund af deres indtog, at slipset er vendt tilbage. For hvad det sidste årti har lært os, er at bryde med de uskrevne koder, der har domineret herremoden i århundreder.

Det er i den prisme, at slipsets tilbagevenden skal ses. Som en naturlig forlængelse af herremodens udvikling mod det rebelske, og ikke en afvigelse.

Så hvor slipset i nogle årtier har været forbundet med en form for tvang – som en hundesnor til de store virksomheders fodsoldater – er det denne gang en anden og mere fri sag.

Som Daniel Brøndt, der er medejer af mærket Another Aspect, forklarede, da vi interviewede ham i forbindelse med hans placering på listen over Danmarks bedst klædte mænd.

”Nu, hvor der er slækket på formerne, kan man gøre det mere legende. Det kan være med en jakke til eller bare med en skjorte og et par jeans. Og slipset ér jo bare en accessory. Det er ligesom en halskæde. Der er ikke nogen regler for hvordan og hvorfor. Den inderste halvdel må gerne være længere, det må sidde nede i bukserne. Du kan gøre, lige hvad der passer dig! Bare du ikke sætter det i panden.”

MED SLIPSET TILBAGE i egen ret, er der fulgt en tiltrængt æstetisk vækkelse, for lad os være ærlige her: Det er sjældent blevet fremvist på bedst mulig vis herhjemme de seneste mange år.

Radioduponterne Mads Brügger og Mikael Bertelsen samt Esben Bjerre har alle været nogle hæderlige slipseapologeter, men de har aldrig haft en chance for at forsvare det på retfærdig vis, når de ligefrem er blevet undergravet af deres egne.

Rune Lykkeberg med børnekrave og løs knude af bomuld i Debatten og Deadline har i hvert fald ikke været en allieret, der var til at stole på. Cadeau for at prøve – det kunne den sort T-shirtbærende chefredaktør for Berlingske, Tom Jensen, tage ved lære af – men det har ofte været meget langt fra at være vellykket.

Derudover: Vores ringe klædte mandlige folkevalgte, studieværter og eksperter i forskellige afskygninger og Barney Stinson i vores fjernsyn har alle været at betragte som slipsets misforståede kammerater.  

Og så må vi ikke glemme ’Blærerøven’, der har været utrolig skadelig for slipsets sag, som det også pointeres i den tidligere nævnte tekst i Weekendavisen.

Ja, forbillederne var svære at se, men tilgangen til slipset blandt den nye generation af bærere kan forhåbentligt ændre på det.

Daniel Brøndt sagde det selv: ”Den inderste halvdel må gerne være længere, det må sidde nede i bukserne. Du kan gøre, lige hvad der passer dig.”

Og at slipset igen bindes som en handling af rebelskhed giver det en ny dimension – eller en ny, gammel dimension, der vækker minder om den måde, som slipset blev båret på af kunstnere og musikere i 60’erne og 70’erne.

Det er blevet et fashion quirk, en mere ekspressiv udtryksform, der modsætter sig den knastørre brug, slipset har lidt under, da det var corporate.

”Det er ikke kedelige slips, folk køber hos os. Der sker noget på dem,” forklarer Kasper Hostrup. 

For Bastian Emil Goldschmidt er slipset hver dag en lille åbenbaring af skønhed. Et materiale, et mønster, farver.

”Det sætter ens sanser i spil. Det sætter en æstetisk overvejelse i gang. Selve det at binde slipset er et ritual, som sætter dagen i scene. En fornemmelse af: Nu er alt, som det skal være,” siger han.

Og det er det også. Slipset er tilbage.