Garderobesnak med Jonas Dyhr Sand Kirkegaard: "Det er inden for de seneste tre-fire år, at jeg virkelig har fundet ud af, hvad der klæder mig"
30-årige Jonas Dyhr Sand Kirkegaard er urmager hos Ole Mathiesen, og så har han været igennem både Karl Kani-bukser og rosenkranskæder, før han fandt sin stil.
"Jeg har været igennem en del stilmæssige faser: hiphop-perioden, hvor det var store Karl Kani-bukser, popdreng med diamantøreringe og rosenkranskæder. Før jeg startede hos Ole Mathiesen, gik jeg i meget pænt tøj med nystrøget skjorte og fine bukser. Det er nok inden for de seneste tre-fire år, at jeg virkelig har fundet ud af, hvad der klæder mig, og hvad jeg føler mig selvsikker i."
Briller
"Mine briller er fra et samarbejde mellem butikken Storm og brille-mærket Chimi. Jeg bruger dem som mine hverdagsbriller. Jeg kan godt lide, at der er en tone i glasset."
Annonse
Jakke
"Jeg købte sportsjakken på et vintagemarked i Rom af en kvinde, som havde syet den italienske helgen Padre Pio på brystlommen. Jeg er ikke selv katolsk, men jeg kunne godt lide udtrykket. Desuden er jeg glad for de markante skulderpuder, der giver lidt kant sammen med den skarpe pressefold på bukserne."
Støvler
"Støvlerne er Bottega Venetas ’Puddle Boot’, som jeg har brugt uafbrudt, siden jeg købte dem sidste sommer. De kan bruges til det hele og er faktisk overraskende gode at gå i."
Ur
"Uret er et Cartier med navnet ’Santos Ronde’ fra 1991. Jeg købte det, fordi det er fra mit fødeår, og det er et, jeg har selv har sat i stand qua mit arbejde som urmager. Jeg elsker at købe gamle ure og restaurere dem. Jeg købte det her på en auktion, og det er et design, man ikke ser så ofte, men mange af Cartier-modellerne fra 1980’erne og 1990’erne har en stor stjerne i min bog."
Ringe
"Ringene er fra en dansk designer, som hedder Lea Hoyer. Hun laver nogle ret fine smykker, der støbes i vand, så de bliver meget organiske."
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.