Kongen af sportsuret: Dette ur er populært som aldrig før
Audemars Piguets Royal Oak vakte opsigt i 1972, da det blev præsenteret på urmessen Baselworld. Kunne et sportsur i stål også være luksus? Designet skilte vandene, men Royal Oak blev en kæmpesucces for det schweiziske ur-mærke. I dag er modellen for urenes verden, hvad Porsche 911 er for sportsvogne: en klassiker, der har dannet skole.
Urverdenen er gået fra snøvsen i de senere år. I hvert fald hvis man ser på prisernes himmelflugt på ure som Patek Philippe Nautilus ref. 5711 eller moderne Rolex GMT-Masters og Daytonaer, hvor lovene om udbud og efterspørgsel har slået priserne helt ud af stadion. Måske burde det af samme grund ikke længere komme bag på nogen, at en akvarel af et ur forleden blev solgt på auktion til over fire millioner kroner.
Nu var det ikke lavet af en hvilken som helst kunstner, men det var altså ikke en Picasso. Nej, det var Gérald Genta, den schweiziske urdesigner, der i 1972 tegnede prototypen på Audemars Piguets ikoniske urmodel, Royal Oak. Gérald Genta døde i 2011, men hans enke udbød tegningen til salg – der forestillede den allerførste Royal Oak – hos auktionshuset Sotheby’s, i anledning af Royal Oaks 50-års-jubilæum.
Køberen var heller ikke hvem som helst, men Audemars Piguets eget museum i Le Brassus, Schweiz, der vil udstille akvarellen i deres nye Bjarke Ingels-designede museum. Måske er det ikke helt så overraskende, at Audemars Piguet således griber til lommerne, når man tager urets betydning for brandet i betragtning.
Annonse
Audemars Piguet har længe haft fast medlemskab af den lille og eksklusive klub ’Den Hellige Treenighed’, der er en uformel betegnelse for de traditionsrige schweiziske ur-firmaer Audemars Piguet, Patek Philippe og Vacheron Constantin. De er ikke kun kendt for deres komplikationer – altså de ekstra features i uret, som viser mere end klokken – men ligeledes for udsøgt håndarbejde.
Det gælder også det familieejede Audemars Piguet, der blev stiftet af Jules Louis Audemars og Edward Auguste Piguet i 1875. Den lille urmagervirksomhed skabte allerede i 1892 overskrifter ved at lave verdens første armbåndsur med minutrepetition, der gengiver tiden ved hjælp af lyd: Det kræver over 100 bittesmå dele at få en lille arm til at banke på urets inderside og skabe lyden og var ikke kun horologisk lir i miniature. Det var også praktisk anvendeligt i 1800-tallet, når mørket faldt på, og man ikke kunne aflæse urskiven.
Gérald Genta skabte blandt andet Nautilus for Patek Philippe og Audemars Piquets Royal Oak.
I 1921 udviklede Audemars Piguet så den første ’jumping hours’, der kræver uhørt meget moment i drivfjederen, når displayet for timeviseren ’springer’ en time frem hvert 60. minut. Men selvom Audemars Piguet således meget tidligt gjorde sig bemærket som producent af komplicerede ure, så er brandet i dag mest kendt for Royal Oak, der blev lanceret i 1972 som det første high-end luksus-sportsur i rustfrit stål.
Med en unik, hidtil uset form og en integreret lænke skabte Gérald Genta et af de mest ikoniske ure i ur-verdenen. Den ottekantede bezel med de synlige skruer var inspireret af gamle messingdykkerhjelme, og navnet ’Royal Oak’ havde tilsvarende maritime associationer og var opkaldt efter krigsskibet HMS Royal Oak i den britiske Royal Navy.
Uret vakte stor opmærksomhed, da det blev lanceret på Basel-messen i 1972, ikke kun fordi designet var så radikalt anderledes, men fordi det med en kassediameter på 39 mm dengang var et stort ur. Læg dertil prisen for et ur i stål på 3.650 ublu schweizerfrancs, der på det tidspunkt var mere end et Patek Philippe i guld eller 10 Rolex Submariners.
Alligevel sikrede Royal Oak ikke kun Audemars Piguets status som feteret urbrand, men kickstartede en trend for high-end sportsure, der kun er vokset siden: Hvis armbåndsure før Royal Oak var opdelt i tool watches i stål eller dress-ure i guld, så kombinerede Royal Oak de to. Det er derfor, at Michael Friedmand, Head of Complications hos Audemars Piguet, foretrækker at kalde Royal Oak for et livsstils-ur frem for et luksus-sportsur: ”Det handler om mere end sport og ikke kun om, at man ikke behøvede at tage uret af, når man sprang i poolen.
Annonse
Her var tale om et luksus-ur i rustfrit stål. Værdien i Royal Oak beror på den menneskelige arbejdsindsats, som tager et ret almindeligt materiale og ophøjer det gennem udsøgt design og forarbejdning i hånden,” siger Friedmand.
Herfra gik det stærkt. Allerede fire år efter det første Royal Oak havde Gérald Gentas efterfølger, designeren Jaqueline Dimier, udviklet en damemodel i 29 mm – internt døbt ’Royal Oak 2’ – der beviste, at man kunne eksperimentere med det originale ophav uden at miste genkendelighed eller proportioner. I 1977 begyndte modellen at blive produceret i ædelmetaller, hvilket understregede dens popularitet og alsidighed.
Få år efter dens lancering kunne Royal Oak fås i forskellige materialer i størrelse 20 mm til 45 mm, med alt fra kvartsværker til store komplikationer. ”Det er derfor, jeg siger, at Royal Oak er mere end bare en ur-model, det er en platform for innovation. Og selvom nogle mener, at den skygger for andre modeller, så ser jeg det ikke som et problem. Alle brands har et dominerende formsprog, hvad enten det er Rolex, Panerai eller Lange. Ingen taler om det, når det er et rundt ur.
Men fordi Royal Oak er så stærkt et design, så bliver vi altid fremhævet for noget, som man kan sige om alle urbrands,” siger Michael Friedman og tilføjer: ”Er Porsche 911 en byrde for Porsche, eller gav den dem et formsprog, som gjorde dem i stand til at udvikle nye former og inspirere andre biler i deres produktion?”
Georges Golay var CEO i Audemars Piguet i over 20 år, og det var ham, der ringede til Gérald Genta for at få designet et ’high-end sportsur, som verden ikke har set magen til.
En ting er sikker. Royal Oak er populær som aldrig før. Også herhjemme. Hos auktionshuset Bruun Rasmussen melder man om stigende efterspørgsel på modellen, der inden for de sidste par år har sendt priserne i vejret: Hvor Bruun Rasmussen i 2018 ikke kunne sælge en Royal Oak ref. 15400 til 100.000 kroner, så gik den samme reference i 2021 til 315.000 kroner.
Faktisk er Royal Oak i dag så eftertragtet, at det – ligesom Patek Philippes Nautilus eller flere moderne Rolex-modeller – ofte koster mere på brugtmarkedet end listeprisen, fordi der ikke produceres nok ure til at imødekomme efterspørgslen. Ifølge Frederik Plum, der er vurderingssagkyndig i armbåndsure hos Bruun Rasmussen, er der dog én forskel på Royal Oak og konkurrenterne: Et brand som Patek Philippe har mange andre eftertragtede ure i deres sortiment end Nautilus, fx modeller som Calatrava, Ellipse og deres kronografer.
Det samme ser man hos Rolex, hvor det ikke kun er Daytona, som kunderne vil have, men i næsten lige så høj grad GMT-Master, Submariner og Datejust. ”Det ser lidt anderledes ud hos Audemars Piguet, hvor det er svært at sælge andre modeller end Royal Oak til gode priser. Der er nærmest et lighedstegn mellem modellen og Audemars Piguet som firma.
Annonse
På den måde synes jeg, at Audemars Piguet står lidt svagt, for mon ikke denne trend, ligesom de fleste andre, en dag vil dampe af? I min optik bør de fokusere mere på nogle af deres andre modeller. Måske ikke i 2022, hvor Royal Oak har 50 års-jubilæum, men i fremtiden,” siger Frederik Plum.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.