"Jeg har altid godt kunnet lide gode ting. Kuglepenne, for eksempel. Et ur skal være en god ting. Jeg har altid godt kunnet tænke mig et håndværk. Min far er uddannet grovsmed og jeg har altid syntes godt om den måde, han gør ting på. Hvordan han omgås ting og har en fornemmelse for materialer, man ikke får, hvis ikke man har en håndværksmæssig uddannelse. Og så startede jeg på urmagerskolen i 2006 og fandt ud af, at jeg havde talent for det. Jeg blev udlært i 2010."
"Det var min fars ur, der gav mig interessen for ure. Han havde et Certina DS, som er et tungt og kraftigt ur. Det havde en skildpadde bagpå, og det syntes jeg var rigtig fedt. Det er et ur, hvor man kan mærke kvaliteten, og det husker jeg tydeligt, fra da jeg var barn."
"Omega-ure er svære at skaffe og de sælger rigtig godt. De holder det relativt lave prisniveau, fordi der er mange af dem, og så finder det et leje. Der er mange, der kickstarter en urinteresse med en Seamaster fra 1960'erne, hvor Omega havde en god periode inden kvaliteten dykkede voldsomt i 1970'erne. Et Omega Seamaster fra 1960'erne koster typisk 3-4.000 kr. Men jeg sælger også ure, der er billigere."
Annonse
"Hvis man tæller urene her i butikken med, så har jeg vel 1.000 stykker. Jeg har 10-15 ure, som jeg ikke sælger. Selvom det tit er det, jeg kommer til."
"Jeg kan godt lide Certina. Det er folkets ur. Det har altid været arbejdernes ur, men i en solid og god kvalitet. Certina DS kom i 1959. Det kom på markedet, fordi der var en masse arbejdere, der ikke kunne bruge ure på grund af stød og magnetisme. Certina lavede DS-modellen, hvor det hele sidder fast med en gummiring i stedet for at værket er skruet fast til kassen. Det hele er spændt op derinde. De lavede en ekstra sikkerhed ved kronen, så man ikke kunne rykke den ud og ødelægge ting inde i værket. Og så er glassene tre gange tykkere. DS står for "double security". Det er en underdrivelse."
"Der er mange skoler indenfor polering af glas og kasse. Jeg synes ikke, det gør noget, at ure har lidt skrammer. Hvis man polerer et ur, fjerner man også en hel masse materiale. Kanterne bliver rundede. Jeg synes det er fedt, hvis man kan se, at et ur er fra 1963 og virkelig har levet et liv."
"Jeg har nemmere ved at forholde mig til begrebet 'tid' med mekaniske ure. I et mekanisk ur sidder der en kraftkilde, en fjeder, som man spænder. Så sidder der en gearing, og så sidder der noget frekvens. Den svinger så og så mange svingninger, og det kan jeg forholde mig til. I et digitalur sidder et batteri som kraftkilde, en gearing og et quartz-krystal, som svinger 32.768 svingninger. Det kan jeg ikke forholde mig til uanset hvor meget, jeg kigger på det."
"Jeg kan godt lide håndoptrukne ure. Håndoptrukne ure skal trækkes op en gang i døgnet. Man vænner sig til det, ligesom man også vænner sig til at sætte sin iPhone i opladeren. Det er ikke noget problem overhovedet. Man får et tættere forhold til uret og en idé om, at det er en maskine, der måler tiden."
"Det er mere teknik, end det er ro i fingrene. Jeg har faktisk tendens til at ryste lidt på hænderne, men det er bare et spørgsmål om at trække vejret og slappe af på det rigtige tidspunkt, når man reparerer uret."
"Det er et af de mest nørdede håndværk, man kan gå i gang med. Schweizerne kalder uret verdens mest producerede genstand, og det skal nok passe. Jeg opdager nye urmærker dagligt."
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
