”I JUST LANDED in Bangkok baby! Ready for 50.000 screaming Thai monsters. I wanna get lost in a lady market and buy a fake Rolex.” 

Sådan lød det i et tweet fra Lady Gaga til hendes 24 millioner følgere på Twitter, da popstjernen tilbage i 2012 ankom til Thailand. Lady Gaga var på verdensturné og skulle to dage senere spille en udsolgt koncert. Hun blev mødt af tusindvis af ellevilde fans, men også af knap så begejstrede demonstranter i downtown Bangkok. Mange thailændere forlangte en undskyldning: Popstjernens kække kommentar om at ville købe et falsk Rolex havde ramt en nerve. 

Selvom Bangkoks store gademarkeder netop er kendt for at sælge kopier af kendte luksusbrands, som regel importeret fra Kina, så er det ikke nødvendigvis en kilde til stolthed. Slet ikke hvis man spørger det thailandske handelsministerium, hvor en talsmand udtalte, at Lady Gagas tweet var ærgerligt, fordi det gør det sværere at slå ned på piratvirksomhed: ”Lady Gaga repræsenterer USA, og USA sætter pres på mindre lande for at fremme beskyttelsen af intellektuel ophavsret. Hun burde i stedet fortælle sine fans, at de ikke skal købe kopivarer,” lød det. 

DER ER PENGE i kopier. Ifølge EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret koster forfalskninger i alle kategorier – heriblandt tøj, ure, elektronik og medicin – hvert år EU 83 milliarder euro og næsten 800.000 arbejdspladser. Handlen med kopivarer er stigende og udgør ifølge OECD mere end tre procent af verdenshandlen. OECD udarbejdede for nylig en undersøgelse for Swiss Federal Institute of Intellectual Property, der forsvarer den schweiziske ur-industris ophavsret. Den viser, at ur-industrien i Schweiz i 2018 led over 14 milliarder kroner i tabte indtægter til kopiindustrien. Undersøgelsen konkluderede også, at halvdelen af de adspurgte, som havde købt kopiure, var klar over, at de havde erhvervet sig en kopi. Den anden halvdel var med andre ord blevet snydt. 

Det er et vink med en vognstang om, hvor dygtig kopiindustrien er blevet til at skabe kopier af modeller som Rolex Submariner, Breitling Super Avenger og Omega Seamaster. Og det er dårligt nyt for den schweiziske ur-industri, der producerer 30 millioner ure om året. 

Kopiure tegner sig i dag for ni procent af toldbeslaglæggelserne på verdensplan og placerer dermed ure på andenpladsen som de mest forfalskede varer – efter tøj. Det er ikke kun ærgerligt for de forbrugere, der bliver snydt, det koster også hvert år schweizerne 10.000 jobs. Ifølge FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet finansierer kopivarer desuden kriminelle organisationer, der er knyttet til narkotikahandel, gambling, prostitution, afpresning, hvidvaskning af penge og menneskehandel. 

Hvordan det er gået så galt, skyldes flere ting, men internettet har været en stærkt medvirkende faktor. Det har revolutioneret distributionen og boostet salget af kopiure, der nu blot er et klik væk. Samtidig har den teknologiske udvikling med 3D-printere og computerstyrede CNC-fræsere gjort det muligt at efterligne ure og komponenter med hidtil uset præcision og lavere omkostninger. Det har heller ikke hjulpet, at vi efterspørger dyre ure som aldrig før og er villige til at købe ad uautoriserede kanaler.  

DE FLESTE FAKES bliver produceret i Kina og Hongkong, fulgt af Singapore og Tyrkiet. Guangzhou i Sydkina er et af kraftcentrene i en lyssky industri, der udmærker sig ved at være så fragmenteret, at ordensmagten altid er et skridt bagefter. Guangzhou er Kinas tredjestørste by og har fabrikker i baglandet og markeder, hvor grossister tager imod ordrer fra mellemmænd, der sender varerne ud i verden. Det hele foregår bag kulissen i showrooms tilknyttet markedet og udgør en kæmpe forsyningskæde af forfalskninger. Er man i markedet efter et fake Rolex eller måske et Panerai Submersible eller et Panerai Luminor kan man i Southern Market finde det meste. 

Der findes kort sagt to typer af kopiure. I de fleste tilfælde begrænser kopiindustriens bagmænd sig til de mindre veludførte, masseproducerede kopier, fordi det giver en højere samlet omsætning. Disse billige kopiure, kaldet ’replicas,’ udgiver sig ikke for at være ægte, og som regel er kunden godt klar over det. En ’ærlig’ fake. Den anden type ur er mindre udbredt, men mere speget: Det er de bedste kopier af kendte ur-modeller, der sælges som ’autentiske.’ De er dyrere og sværere at lave, men giver et meget højere afkast. Det er ure, der kan købes for 800 dollars på markedet i Guangzhou og sælges videre til mange tusinde dollars i Europa eller Nordamerika af skruppelløse stråmænd. Urene bliver også kaldt ’super fakes’ eller ’clones’ og kan i visse tilfælde snyde selv en fagmand – i al fald indtil man ser nærmere på uret og urværket med en makrolinse.