Jeg er yngste søn, så der var ikke så mange forventninger til mig i forhold til Knuthenborg. Godset har eksisteret i 16 generationer, og det er altid ældste søn, der overtager. Sådan er det. Der er mange, der har spurgt mig, om det var en lettelse ikke at skulle overtage godset, eller om det var noget, jeg var ærgerlig over. Sandheden er, at jeg aldrig har spekuleret over det. 

Grevetitlen er slet ikke noget, der optager mig, og der følger ingen privilegier med. Jo, jeg får lov til at ønske dronningen godt nytår en gang om året, men det er også det. Når det er sagt, betyder familien, Lolland og det, at vi har boet der i mange hundrede år, meget for mig. 

Af og til er der nogen, der siger: ”Gud, er du grevesøn?” Ja, men vi lever i 2015, så det er jo ikke, fordi jeg rider rundt i en rustning på en hest.

Begge mine forældre var forholdsvis højt profilerede, min far som ham fra Knuthenborg Safaripark og min mor som forfatter, så på den måde har der været lidt pres på ikke at falde igennem. Ikke fra mine forældre, men fra omverdenen har jeg mærket en forventning om, at jeg skulle lave et eller andet interessant. Alle vidste, hvem mine forældre var, så at gå hen og blive helt usynlig ville være unaturligt, men jeg har aldrig haft en fast karriereplan. Det, der drev mig til Lehman Brothers, var nok, at det var fornuftigt og et godt startsted, og så ser vi, hvad der kommer. Og så har verden udviklet sig tumultarisk siden, og det har min karriere på sin vis også. 

På en typisk dag hos Lehman Brothers mødte jeg omkring kl. 8 og gik ikke hjem før tidligst kl. 8 om aftenen. Vi spiste altid aftensmad som team i banken. Og nogle gange arbejdede vi hele natten. Jeg sad med obligationer og rådgivning af skandinaviske virksomheder. Du vidste aldrig, hvornår du kunne slappe af eller var nødt til at aflyse weekender og ferie med kort varsel. 

Kulturen i Lehman Brothers var benhård. Der var ikke nogen særlig venskabelig tone. Hvis der var noget, du ikke kunne eller ikke vidste, stod folk ikke i kø for at hjælpe dig. Man konkurrerede om at være den, der var mest synlig i forhold til chefen, og der var ikke særlig stor respekt for de ansatte. Chefen kunne finde på at sige: ”Jeg skal have det her søndag morgen,” og så sad man og knoklede med det hele natten, og så kiggede han først på det om onsdagen. Det er en verden, der i høj grad er drevet af, hvor meget du kan få udbetalt i bonus, og en verden, hvor du bliver ansat og fyret iskoldt. Men jeg lærte nogle basale færdigheder, som jeg nødig ville have været foruden. Fx analyseegenskaber og grundighed. 

I månederne op til bankens krak i 2008 var vi blevet færre og færre. Forestil dig et åbent trading floor, hvor du kan kigge rundt og så: ”Gud, nu mangler hun”, ”Nu mangler han”. En dag ringede telefonen, og det var min chefs chef, som aldrig havde ringet til mig før. Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Når man bliver fyret fra en bank som Lehman Brothers, er det ikke noget med tre måneders opsigelse. Det kan godt være, at du får en måneds løn, men de kan ikke risikere, at du går ned og laver en vild handel i raseri over at blive fyret, så kutymen er, at man bliver eskorteret ud. Jeg fik dog lov til at gå ned og sige farvel til mine kolleger. 

Vi var fire danske økonomer hos Lehman Brothers, der havde en reserveofficersuddannelse fra Forsvaret i Danmark. Det var lidt en tilfældighed, og så alligevel ikke. Man kunne godt lide økonomer med en militær disciplin. Vi fulgte krigen i Afghanistan nøje i medierne. Et par dage efter at jeg var blevet fyret, ringede jeg til Forsvaret og spurgte, om de kunne bruge sådan en som mig. Mindre end et halvt år efter stod jeg i 40-45 graders varme i Helmand-provinsen. Det var min rolle at have kontakt til den afghanske lokalbefolkning og stå for en del af genopbygningen. Jeg kom til en af de mindste patruljebaser med 7-8 mand, hvor vi boede i lerhytter, og toilettet var et hul i jorden. Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse.

Min mor prøvede på forskellige måder at tale mig væk fra at tage til Afghanistan. Min far spurgte mig én gang: ”Er det nødvendigt?” ”Ja,” sagde jeg, og så sagde han aldrig mere om det.

Da jeg tog af sted, troede jeg, det bare skulle være for et halvt år, så ville finans-krisen være ovre, og jeg kunne vende tilbage. Men efter at jeg havde været i Afghanistan, vidste jeg, at jeg aldrig nogensinde mere skulle arbejde med noget, jeg ikke virkelig brændte for. Det var spændende at være i finansverdenen, men heller ikke mere.  


Forud for valget i sommer inddelte de politiske analytikere folketingskandidaterne i tre kategorier: Dem, der var sikre på at komme ind, dem, der måske kom ind, og dem, der ikke havde en jordisk chance. Jeg var i den sidste kategori, bl.a. fordi jeg havde den mindste kreds i Region Sjælland; en kreds, der ikke havde fået en folketingskandidat valgt i mange årtier. Venstre gik tilmed tilbage i regionen, og vi fik et mandat mindre, end vi havde håbet på. Så på valgnatten drak jeg et stort glas rødvin og gik i seng dybt deprimeret.

Næste morgen begyndte jeg at fjerne alle mine valgplakater. Hen ad formiddagen tikkede de personlige stemmetal ind. Først fra Lolland, og det var gået over al forventning, og sådan fortsatte det. Det endte med, at jeg havde fået næstflest stemmer i regionen, kun overgået af Lars Løkke Rasmussen. Den havde jeg mildest talt ikke set komme. 

Johan Henrik Marcus greve Knuth er født som yngste søn af lensgreve Adam Wilhelm Knuth af Knuthenborg og forfatteren Helle Stangerup. Han er uddannet i økonomi og statskundskab fra bl.a. Harvard University og arbejdede en årrække som in-vestment banker i New York og London, heraf et år hos den berygtede investeringsbank Lehman Brothers, lige før den krakkede og var med til at udløse den verdensomspændende finanskrise. Fra finansverdenen blev han udstationeret som officer i Afghanistan og siden som diplomat for Udenrigsministeriet og EU’s indsats i både Afghanistan og Syrien. Ved folketingsvalget i juni overraskede han de fleste, inklusive sig selv, og kom ind med 7.351 personlige stemmer. Han er partiets integrations- og udlændingeordfører og var en af dem, der på trods af sin korte politiske karriere blev nævnt som en mulig ny forsvarsminister efter Carl Holst. 

LÆS OGSÅ: Rekrutterings-direktør: ”Dem, der bliver forfremmet, er dem, der knokler”

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen: "Generthed har aldrig været mit problem. Tværtimod: ”Se lige mig”" 

LÆS OGSÅ: Søren Lerche var hashpusher og del af autonomt tæskehold: ”Til sidst havde vi kun volden til fælles”