Søren Pape scroll-down

Søren Pape: "Jeg er ikke aktivist, jeg er ikke homopolitiker"

De færreste troede, at Søren Pape ville overleve som leder af De Konservative, et parti, der i mange år var plaget af kriser, skidtsnak og skiftende formænd. Men så gik landmandssønnen i gang med at rydde op. Seks år senere møder Jonas Langvad Nilsson partilederen, som nogle ligefrem mener, er manden, der kan styrke blå blok i en tid, hvor de borgerlige står historisk svagt.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Thomas Nielsen
Politik Euroman

SØREN PAPE POULSEN stirrer frem for sig, opslugt af sine egne tanker på rulletrappen, der trækker ham ned mod udgangen i en lang glidende bevægelse. Han er i jakkesæt og slips og pæne sko, som han plejer, når han er ude og repræsentere sit parti. Det er den sidste fredag i februar 2020, og Søren Pape har netop afsluttet et interview med P1 i DR Byen. Nu er han på vej ud gennem svingdøren til sin parkerede Mercedes. De forløbne dage har udligningsreformen præget den politiske dagsorden, og debatten tog en ny drejning, da det i en mail kom frem, at socialdemokraterne planlagde et koordineret angreb på Venstre. Søren Pape deltager ikke længere i forhandlingerne, og han er utilfreds med, at udligningen kommer til at koste de konservative kommuner dyrt.

Men snart vil den debat blive trængt i baggrunden af en mere presserende dagsorden. På den anden side af Jorden, i den kinesiske millionby Wuhan, har man opdaget en virus, som er begyndt at smitte fra menneske til menneske. Om 12 dage vil den få direkte indflydelse på Søren Pape og resten af Danmark, da Mette Frederiksen på et historisk pressemøde lukker store dele af landet.

Søren Pape sætter sig til rette i bilen og taster Viborg ind på telefonen. Lidt efter fletter han ind i trafikken med kurs mod motorvejen. Forude venter en tre en halv time lang køretur tværs gennem Danmark, før han kan holde weekend. Han kan tilfreds notere sig, at hans parti ligger lunt i en blå blok, der længe har været præget af uro. Ved valget i 2019 fordoblede Det Konservative Folkeparti sit mandattal fra seks til 12. Senere samme år blev folketingsgruppen udvidet med den tidligere Venstre-profil Marcus Knuth, som forlod sit parti med den begrundelse, at han ikke længere kunne se sig selv i Venstres udlændinge-, værdi- og skattepolitik.

Søren Pape kommer efter sigende godt ud af det med de fleste partiledere. Han beskrives som en usnobbet og ligefrem partiformand, der foretrækker at holde en jordnær tone frem for at begive sig ud i længere filosofiske udredninger om konservatisme set i et historisk perspektiv. I Berlingske drager den politiske kommentator Thomas Larsen ligefrem paralleller til statsminister Poul Schlüter, ’som i mange år var en upåagtet og undervurderet politiker på Christiansborg, indtil han med et overraskende ryk blev Danmarks statsminister i 1982 og formåede at holde fast i mere end 10 år’.

Direkte adspurgt om sammenligningen med Schlüter forholder Søren Pape sig tøvende.

”Det eneste, der er sikkert som amen i kirken, det er, at hvis jeg hoppede på den præmis, så skulle du bare høre. Så ville den ene kommentator efter den anden lige pludselig sige: ’Nej, nu er han udnævnt til statsministerkandidat, har de da ingenting lært? Det er fuldstændig bindegalt, I har kun 13 mandater.’ Jeg har det sådan, at enhver politiker selvfølgelig har ambitioner, men som tingene ser ud i dag, så er det bare sådan, at Venstre er klart det største parti i oppositionen, og alt andet lige vil lederen af det parti stå til at få den post.”

Men hvis du fik buddet en dag?

”Spurgte du en hvilken som helst partileder på Christiansborg, om de var klar til at gribe posten, så tror jeg, alle ville sige ja. Det håber jeg, for ellers har man da misforstået, hvad man sidder der for. Men jeg har stadig en kæmpe opgave med at gøre mit parti større. Vi er slet ikke, hvor vi skal være endnu.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg og Portræt