MUNDVIGENE TRUER MED AT mødes omme på nakken af en storsmilende Frederik Bloch Münster, da han tager imod til kaffe og kage på hjemmeadressen i Esbjerg på en af sommerens sidste, lune udåndinger.

”Hvordan det er at være konservativ for tiden?” gentager han, mens han læner sig tilbage og kigger ud over den florale have med flagstangen i midten.

”Det er fantastisk. Jeg frygter stadig, at der kommer en og kniber mig i armen og fortæller, at det hele var en drøm.”

Hans parti tørrer ugentligt gulv med statsministerkonkurrenterne fra Venstre i meningsmålingerne, og formand Søren Pape Poulsen er på seks år gået fra at dyppe tæerne i spærregrænsen til at ligne et mere end realistisk bud på en ny, dansk statsminister. Det er godt nyt for den unge esbjergenser Frederik Bloch Münster, der i dag er suppleant til Folketinget. Efter et valg hvor De Konservative, selv med vestjysk sindighed indregnet i prognosen, kan blive fordoblet, er Bloch Münsters kompas stift indstillet i retning af Slotsholmen.

Vi har talt med ham om hårdere straffe og lavere skatter, og så har vi tryktestet den konservative wokeisme. For står man som ung konservativ side om side med sin generations nypuritanske fokus på takt og tone?

Du går ind for hårdere straffe og mere politi. Hvad er det præcis, der skal straffes hårdere?

”Det er vold og voldtægt. Personfarlig kriminalitet. Det er den slags kriminalitet, der krænker folks retfærdighedsfølelse allermest. Da Søren (Pape Poulsen, red.) var justitsminister, fik vi længere straffe for voldtægt, men det er klart, at vi skal hele tiden finde ud af, om vi straffer nok og hårdt nok. Nu har vi fået en samtykkelovgivning, der gør, at man kan få fat i flere af dem, der dybest set er voldtægtsforbrydere, men det handler dybest set om, at når nogen gør andre ondt fysisk og psykisk, skal det straffes hårdere.”

Lad os lige holde fast i det med voldtægt. Du skriver på din hjemmeside, at gennemsnitsstraffen for voldtægt på 2,5 års fængsel er for lav. Hvad kunne du godt tænke dig, at straffen for en voldtægt skulle være?

”Når det kommer til voldtægt, er der rigtig mange parametre, hvor der kan være tale om formildende omstændigheder, fordi det er en meget svær kriminalitet at bevise. Her bliver det meget påstand mod påstand, og det afspejler sig måske i straffene, hvor det er lidt mere lemfældigt, end mange nok ville synes, er rimeligt. Indtil for få år siden var straffen for voldtægt nede på 15 måneder i gennemsnit. Præmissen for det var, at der skulle være en trussel om vold inden voldtægten. Så siden da er der heldigvis blevet rykket nogle ting i andedammen, og nu skal vi finde ud af, om vi overhovedet er i mål endnu.”

I forbindelse med samtykkeloven har en konkret sag været omtalt i medierne som et eksempel på, at den virker: Et tidligere kærestepar aftaler at sove sammen, de har en dialog om sex, inden de mødes, de lægger sig til at sove, han lægger sig tæt op ad hende, befamler hende, selvom hun siger stop. Senere vågner hun ved, at han er trængt op i hende. Han idømmes fængsel i et år og to måneder. På hvilken måde bliver det danske samfund bedre af, at denne mand, der i øvrigt har en ren straffeattest, får to eller tre års fængsel i stedet for lidt over ét års fængsel?

”Det gør det jo ved, at folk, der så forbryder sig mod den her lov, kommer ind og sidde længere tid, men det handler også om, at der er en form for oprejsning for ofrene. Det er også et vigtigt signal at sende til folk, der måske har en lignende tankegang, som den her mand tydeligvis har haft. Et signal om, at det er ikke i orden, og at det bliver straffet hårdt. Jeg har ikke noget imod at straffe hårdt, for det, jeg så til gengæld ønsker, er, at man kan uddanne sig godt i fængslerne, så vi får folk ud på den anden side, der ikke er hårde kriminelle.”

Men er et år og to måneder ikke en lang straf?

”Det synes jeg egentlig ikke.”

Kender du nogen, der har siddet i fængsel?

”Det gør jeg, ja.”

Hvordan bliver samfundet så bedre af, at én, der ikke har begået noget lignende før, sidder inde to år og ikke ét år?

”Hvis man ikke har lyst til at sidde i fængsel, skal man jo lade være med at begå kriminalitet. Og samfundet bliver jo bedre, fordi vi sørger for, at der er noget retfærdighed. Vi kan lave alle mulige meningsmålinger om det, men typisk ser man jo, når man måler på det, at folk synes, at straffen er for lav. Det er jo ens job som folkevalgt at efterkomme folks ønsker.”

De seneste mange år har mængden af straffelovsovertrædelser været faldende i Danmark …

”Og det er fantastisk, i øvrigt.”

Skaber det ikke en misvisende frygt i befolkningen, når I politikere plæderer for højere straffe?

”Jo, men det er jo fantastisk, at det er faldende. Det, synes jeg også, er en direkte konsekvens af, hvis jeg må være lidt fræk, at vi i det her årtusinde har haft rigtig mange gode, borgerlige justitsministre. Udviklingen er rigtig god. Men er vi nogensinde i mål? Det er vi jo ikke, før mængden af strafferetssager er nul.”

Synes du, at De Konservative er landets førende lov- og orden-parti?

”Klart, ingen tvivl.”

Din partiformand er åben for at lede en regering med Inger Støjberg som minister, selvom hun er blevet dømt i rigsretten for at overtræde ministeransvarlighedsloven. Er det et lov og orden-parti værdigt?

”Søren har sagt til mig, at den der bogstavleg, den tager han sig af, og så skal jeg bare fokusere på politikken, så …”

Det er jo en mere principiel snak, om man kan have en minister siddende, der så kort tid forinden er blevet dømt i en rigsretssag. Især, når man går til valg på at håndhæve loven meget håndfast.

”Jeg synes bare i det hele taget, at der er alt for mange ministre, der er sluppet afsted med at bryde loven. Det der med at blive dømt i en rigsretssag, det er blevet noget ekstraordinært lige pludselig, men Morten Bødskov blev ikke retsforfulgt for sin nødløgn, vi har Mette Frederiksen og hele hendes regering med minksagen…”

Det bliver næppe bedre af, at I udpeger en netop dømt minister til minister igen?

 ”Nej, problemet er jo bare, at vi har et demokrati, og hvis 11 procent af vælgerne giver hende den opbakning, der skal til, for at hun kan gå ind i nogle regeringsforhandlinger og sige, at hun gerne vil sidde i regering, så kan vi jo ikke stå i vejen for det.”

Er det ikke en lille smule principløst? Venstre og Konservative kunne jo gå sammen om at holde Støjberg ude af ministerkontorerne. 

”Konsekvensen af det ville jo være, at man skulle fortsætte med at have Mette Frederiksen som statsminister. Og jeg synes immervæk også, at barnebrudssagen var en slem sag med et klart brud på ministeransvarlighedsloven, det sår jeg ikke tvivl ved, men det, den nuværende regering har gjort i minksagen, har været et så meget større overgreb på så mange flere mennesker på én gang. Jeg er ked af, hvis det lyder som om, at jeg bagatelliserer det, der foregår, for jeg synes jo også, det er en helt vanvittig situation, vi står i lige nu, hvor så mange mennesker på så få år ikke har kunnet finde ud af at overholde ministeransvarlighedsloven. Det er ærgerligt. Men det er den situation, vi står i, og vælgerne må vælge de politikere ind, de vil. De ministre, der har haft minksagen på deres samvittighed, kommer til at blive genvalgt, Støjberg kommer ind i Folketinget, men lad os nu se, om hun overhovedet vil i regering. Så må vi tage den derfra.”

Du nævner fire mærkesager på din egen hjemmeside: bedre sundhedsvæsen, mere politi, flere uddannelser til Sydjylland og en flad skat på 33 procent. Fire ting, der i varierende grad koster penge. Hvad er dit mest upopulære forslag til finansiering?

”Efterlønnen skal udfases, Arne-pensionen skal væk, vi skal effektivisere det offentlige med 0,4 procent årligt. Og så vil jeg også lukke jobcentrene.”

Kommer dit skatteudspil ikke primært borgerne i de nordsjællandske kommuner til gode frem for de vælgere, du er til valg hos i Sydjylland?

”Nu er der jo ufatteligt mange mennesker i Syd- og Sønderjylland, der betaler topskat. Så ved jeg godt, at der er mange, der er koncentreret i Nordsjælland, og sådan er det jo, men topskatten er jo urimelig, fordi den lægger en begrænsning på, hvor meget du kan arbejde, før det begynder at blive meget ufordelagtigt for dig at arbejde ekstra. Der er jo faktisk flere tusinder sygeplejersker, lastbilchauffører og så videre, som betaler topskat.”

Så kunne man jo bare hæve topskattegrænsen og lade de allerrigeste betale topskat.

”Det kunne man, men jeg ønsker ikke en de facto millionærskat, fordi al empiri viser, at det ogå bare er hæmmende for al mulig produktivitet og vækst. Vi er lige for loven i det her land, og jeg synes også, vi skal være lige i skattevæsenets øjne. Dybest set synes jeg ikke, at staten skal blande sig i, hvor stor vores løn er. Jeg synes, staten skal sige til os borgere: ’Hej borgere, gør hvad I vil, lev det liv, I gerne vil leve, og når I så har tjent jeres løn, så tager vi en tredjedel af det, og så er vi ligeglade med, om det er 100.000 eller 400.000.’"”

Noget, der også, om end modvilligt, har fyldt på den borgerlige fløj det seneste års tid, er debatten om den såkaldte wokeisme. Juraprofessor Ditlev Tamm har fx kaldt De Konservative ”et residualparti for mennesker, der ikke vil have tilværelsen lavet om.” Synes du, De Konservative bør blive mere tolerante overfor idéer om, at der findes mere end to køn, fokus på kulturel appropriation og så videre?

”Når det kommer til køn, skal vi tro på, hvad videnskaben siger. Og den siger, at du kan have to X-kromosomer, du kan have et X- og et Y-kromosom, og så er der Klinefelter-syndrom, hvor man, så vidt jeg husker, ligner en mand, men dine haploide sædceller virker ikke. Der er også en fjerde mulighed, som jeg ikke kan huske. Jeg er ligeglad med, om du føler dig non-binær, det skal du have fuldstændig have lov til, og hvis du kommer til mig i morgen og siger, at nu hedder jeg ikke Magnus, men Martine, så vil jeg respektere det og kalde dig Martine. Men det der med, at vi skal indføre nye pronominer og den slags, det, synes jeg, er skørt. Der er forskel på at have frihed og at bede staten om at indføre lovgivning, der fx obligerer dig til at blive kaldt de/dem. Jeg troede, det var gammeldags at være Des med folk. Nu er det pludselig venstrefløjen, der vil være Des.”

Det er et godt oplæg, til en lille leg, jeg har taget med, hvis du er frisk på det?

”Lad os prøve.”

Den hedder må/må ikke: Jeg har taget nogle ord eller handlinger med, og så skal du bare helt kort fortælle, om du synes, at det her er ord, man må bruge, eller ting, man må gøre. Så kan vi lige trykteste De Konservatives wokeisme. Må man fx sige hottentot?

”Det er eddermame ikke et ord, jeg har hørt længe. Øh, hvad er det nu lige, det er?”

Oprindelige folk fra Sydafrika, det blev brugt nedsættende i kolonitiden.

”Så er det ikke god skik, nej.”

Må man som dansk mand eller kvinde holde en 40 års-fødselsdag, hvor alle er iklædt norske folkedragter?

”Ja.”

Må man holde en fest med japansk tema?

”Ja.”

Må man holde en fest med indianertema?

”Ja.”

Må man som forælder insistere på, at ens barn i skolen, af lærere og klassekammerater, bliver tildelt de/dem?

”Nej, det bør man ikke, men det kommer an på, hvad barnet synes. Jeg går ikke ind for kønsskifte til børn, hverken fysisk eller juridisk. Jeg synes, man skal være myndig for at træffe sådan nogle beslutninger. Og ærligt talt, ens cpr-nummer betyder jo ikke så meget. Jeg synes, at man lader små ting fylde alt for meget, når det kommer til det der.”

Må man sige, at noget er hudfarvet?

”Ja. Det kommer jo an på hvilken hudfarve, man selv har.”

Hvis nu man har en tusch, der har samme farve som din og min hud, er den så hudfarvet?

”Jeg synes, det ville være fint at kalde den hudfarvet. Jeg må sige, at jeg er blevet socialiseret gennem alle mine tegnetimer i børnehaven og vuggestuen til, at det var en hudfarvet tusch. Det er jo ikke, fordi at hvis man så har en anden hudfarve, så er det ikke hudfarvet.”

Jeg fornemmer, at du ikke finder den her debat specielt interessant?

”Nej. Helt seriøst. Jeg meldte mig ind i mit parti i sin tid, fordi jeg gerne ville noget med skattesystemet, jeg gik meget op i sundhed og den slags, og nu diskuterer vi pludselig, om man må kalde sig selv for de/dem, og at der er 68 køn. Det er ikke det, jeg er i politik for, det er det virkelig ikke. Og jeg er træls over, at jeg kan mærke, at jeg bliver indigneret over de her diskussioner. Jeg føler, det er et forsøg på at dekonstruere virkeligheden. Vi har kræfter i det her samfund, både på højre- og venstrefløjen, der kæmper for, at vi skal være i hver vores virkelighed, og det kan jeg slet ikke holde ud, for det, der er så fantastisk ved det her land, det er, at længere nede ad den her vej, der er et hus, der er fem millioner værd, og længere oppe er der et hus, der er én million værd. Og vi lever alle sammen på den samme vej i den samme virkelighed, og jeg synes, det er smukt.”

Men det har jo altid været sådan, at sproget og normerne ændrer sig. Er du bange for at havne på den forkerte side af historien, når du fx ikke vil justere din opfattelse af ordet ’hudfarvet’?

”Jamen, hvad er den rigtige og forkerte side? Der har levet jeg-ved-ikke-hvor-mange milliarder mennesker før os på den her klode, og 99 procent af dem ville jo have været ravende højreorienterede, hvis de levede i dag. Så det er jo lidt spøjst. Der er nogle ting, hvor jeg kommer til at have fået ret, om man vil, og nogle steder, hvor jeg kommer til at have taget fejl. Jeg synes ikke, det er det værste at sige, at vi alle sammen skal forsøge at leve i den samme virkelighed og ikke skal dekonstruere virkeligheden. Det kan overhovedet ikke sammenlignes med historien om kvinderne på arbejdsmarkedet og den slags. Det er helt wacko.”

Så vil jeg lade dig slippe for den debat og tale om dine parlamentariske muligheder: Du er suppleant i dag, I står til at blive fordoblet. Hvor gode er dine chancer for at komme ind, tror du?

”Jeg blev nummer tre sidst, hvor jeg fik 1.030 stemmer. Jeg synes selv, jeg har en god chance. Vi har Niels Flemming Hansen, der helt sikkert kommer ind i Vejle, og så er der jo ikke andre kæmpestore navne, jeg er oppe imod. Hvis vi skal være lidt frække og sige, at vi får tre mandater her i syd, så skal jeg jo bare holde min placering. Jeg synes, mulighederne er gode.”